Akademisk Arkitektforening

Bylyd

Arkitektforeningen indgik i 2016 et samarbejde med arkitekturpodcasten BYLYD. Det førte til udgivelsen af en serie podcasts om arkitektur og by hver fjortende dag - i hele 2016. 

Med BYLYD satte værterne Tobias Moe og Niels Bjørn arkitekturens relation til kunsten og samfundet til debat og portrætterede by og bygninger gennem levende, lydlige reportager. 

Besøg BYLYD på bylyd.dk


BYLYD #28 BYLYD on Water - Københavns Havn

Et excelark med kedeligt boligbyggeri og fejlslagne kontordomiciler, eller verdens "most liveable city"? I forbindelse med dokumentarfilmfestivalen CPH:Dox har BYLYD lavet et tema om Københavns Havns udvikling, afviklet som kanalrundfart. Tag med en tur gennem havnens udviklingshistorie og tag del i diskussionen. Læs og lyt!


BYLYD #27 Arkitekturens Psykologi

I '70erne skrev psykologen Ingrid Gehl bogen "Bomiljø" om nødvendigheden af at tænke menneskelige behov ind i arkitekturen. Den blev en bestseller og udkom i 20.000 eksemplarer, men er siden blevet glemt. Men den har haft stor indflydelse på ægtemanden Jan Gehls arbejde, og dermed også på dansk arkitektur som sådan. I dette afsnit opsøger Niels Bjørn Ingrid Gehl for at høre om hendes syn på bogen i dag, og han tager til Toronto i Canada for at møde Colin Ellard, der arbejder i krydsfeltet mellem psykologi og arkitektur i dag. Læs og lyt.



BYLYD #26 Om segregering

Tredje og sidste afsnit i vores serie om segregering. Afstanden mellem rig og fattig bliver større i verdens byer, ikke mindst København. Det synes nytteløst at finde løsninger på, hvad vi skal gøre ved det - i stedet spørger vi i udsendelsen her: Hvorfor? Tidligere overborgmester i København Ritt Bjerregaard lovede 5000 billige boliger, men kun skabte 12. Få hendes forklaring, og mød Julian Brash, der har undersøgt konsekvenserne af den såkaldt neoliberale byudvikling, som den tidligere borgmester M. Bloomberg initierede i '00erne. Læs og lyt.


BYLYD #25 I Stofindtagelsesrummet

Hvordan får man plads til et stort stofindtagelsesrum midt i et kvarter fuld af dyre restauranter og kunstgallerier? Tag med BYLYD i stofindtagelsesrummet og hør, hvordan arkitekter, ledere, brugere og socialarbejdere i fællesskab får H17 til at sameksistere med Kødbyen på Vesterbro. Læs og lyt.


BYLYD #24 Om Ejerskab

Skal byen være en pengemaskine? I København forvaltes størstedelen af de offentlige grunde gennem udviklingsselskabet By&Havn. Et selskab, der er født med en milliardgæld for metroen - og derfor har til opdrag at sælge grunde så dyrt som muligt. Det skaber en boligfanatisme, mener arkitekt og ph.d. Kasper Lægring. Men Socialdemokraternes boligordfører Kaare Dybvad melder hus forbi og kalder kritikken for "uprioriteret". Vi tager debatten i studiet, og på gaden beskriver byrådgiver Søren Møller Christensen ejerskabskonstruktionernes konsekvenser for bykvaliteten. Læs og lyt.


BYLYD #23 Om resiliens

Verdens byer har nok at slås med for tiden: klimaforandringer, segregering, migration, fødevaresikkerhed, vandforsyning, sanitet. Bare for at nævne lidt. RESILIENS er det nye modeord, når der skal findes løsninger. Hør hvorfor og tag med til UN Habitat 3 i Quito, til Vejle som har Europas første resiliensstrategi og til Hong Kong, hvor en spontant opstået gadekiosk har genopfrisket gademarkedskulturen. Det er BYLYD om resiliens. Læs og lyt.


BYLYD #22 Styr på lortet

Det er måske ikke noget, man tænker over i hverdagen. Men håndteringen af menneskelige affaldsstoffer har og har haft en hel afgørende betydning for udviklingen af den velfungerende storby, som vi kender den i dag. Hvordan står det til eksempelvis med de københavnske kloakker? Og hvad gør man i Syd, hvor byer vokser så hurtigt, at der hverken er tid eller råd til at anlægge kloakrør under jorden? Læs og lyt. 


BYLYD #21 Byernes musik

Nogle byer er tæt vævet sammen med musik. Aarhus var synonym med Gnags, TV2 og Helmig i '80erne, København har været Europas jazz-hovedstad - og så er der Sønderho på Fanø. Her er en helt særlig type musik og dans blevet dyrket sålænge, at den nu er en uadskillelig del af byens identitet. Tag med BYLYD til bal i Sønderho - og til Musicon i Roskilde, hvor vi undersøger, hvordan man bruger musik som bystrategisk udviklingsgreb. Læs og lyt.


BYLYD #20 Spøgelset i rummet

Hvor bor atmosfæren? Det spørgsmål har optaget flere arkitekter og tænkere de senere år. BYLYD-vært Tobias Moe viderestiller spørgsmålet til tre dygtige mennesker med forskellige perspektiver på atmosfære, og beder dem vise det sted, som for dem bedst repræsenterer begrebet. Filminstruktør Sofie Tønsberg tager os med til Trudsholm Gods, som har stået henved uberørt i århundreder. Lyddesigner Peter Albrechtsen vælger Skydebanen legeplads som scene for et interview om, hvordan man skaber atmosfærefyldte lydrum på film. Og antropolog Kirsten Marie Raahauge bruger det restaurerede Asta Nielsen Strædet ved Valby til at illustrere sin modvilje mod en stræben efter atmosfæren, som hun kalder ny-gammel og "en postmoderne længsel efter nærvær". Læs og lyt.




#19 BYLYD i skole

Hvordan har de pædagogiske og politiske strømninger sat deres præg på skolebyggeriet gennem tiderne? Besøg den spritnye og internationalt berømmede Skolen i Sydhavnen, som er tegnet af JJW Arkitekter. Her har klasselokalerne glasvægge, så alle kan kigge ind og ud, og offentligheden er velkommen på taglegepladserne alle døgnets fireogtyve timer. Grænserne brydes ned, men er det ubetinget en god ide? Læs og lyt


BYLYD #18 Megabegivenheder i byen

Hvad sker der med byen, når megaevents som fx OL ruller ind over? Tag med til London fire år efter olympiaden var dér, hør, hvordan magthavere i Rio har brugt VM og OL til at gennemtvinge store ændringer i byen hen over hovedet på borgerne - og hvordan Kulturby 96 var med til at forandre København. Læs og lyt!

BYLYD #17 Allinge - fra provins til festivalby

BYLYD er taget på Folkemødet for at finde ud af, hvordan byen og borgerne håndterer kontrasterne. Og hvordan udviklingen af de fysiske rammer skrider frem. Læs og lyt!


BYLYD #16 På biennale

Flygtningestrømme, klimakriser og kedsommeligt kapitalbyggeri. Tag med BYLYD til Venedig og få overblik over de vigtigste strømninger i arkitekturen på årets biennale "Reporting from the Front". Læs og lyt!


BYLYD #15 Huse der heler

BYLYD tager fat på de kommende supersygehuse og undersøger, hvordan arkitekturen kan hjælpe til bedre helbred og måske endda helbredelse. Læs og Lyt!
 

BYLYD #14 Moderne Drømme

Hør, hvorfor Les Corbusier var en skurk, hør forfatteren Morten Pape fortælle om sin opvækst i ghettoen - og tag med til et usædvanligt bofællesskab, opført af tre af Finlands største arkitekter på kanten af forrige århundrede. Læs og lyt!


BYLYD #13 OM BEVARING

Hvad gør en bygning værd at bevare? Og kan man frede en fortælling? Tag med til Vikingeskibsmuseet i Roskilde og til Astrid Noacks Galleri i Nordvest, med BYLYD om bevaringsværdighed. Læs og lyt!


#12 BYLYD - om selvbyggeri

Nyt dansk boligbyggeri er kedeligt. BYLYD besøger byen Almere, hvor de har langt større succes med at få folk til at bygge deres egne huse - og deres egen by. Læs og lyt!


#11 BYLYD - om sukker

Sukker er en væsentlig del af fundamentet for dansk økonomi og arkitekturhistorie. BYLYD graver sig ned i kolonisternes København og ser nærmere på sukkerroernes betydning for byudvikling på Lolland-Falster. Læs og lyt!
 

#10 BYLYD - på sporet af lyden 

I dette afsnit af går BYLYD jagt efter det tabte fokus på akustikken og ser på, hvordan lyden påvirker vores krop og vores byer. Læs og lyt!


#9 BYLYD - antiterror-arkitektur

Hvor langt er vi villige til at gå på kompromis med de åbne og tilgængelige byrum i sikkerhedens navn? Det handler om antiterror-arkitektur i BYLYD #9. Læs og lyt!


#8 BYLYD på flugt

BYLYD undersøger, hvordan flygtningelejren fungerer som by. Og stiller spørgsmål til, hvordan arkitekturen kan bidrage til at forbedre flygtninges livsvilkår. Og på den måde skubbe til en mere vellykket integration.  Læs og lyt!
 



#7 BYLYD - hvad er hjem?

I afsnit #7 undersøger BYLYD, hvad det egentlig vil sige at ‘høre hjemme’. Mød litteraten Martin Baake Hansen og arkitekten Anne Pind, der blev husvild efter en voldsom vandskade. Læs og lyt!


#6 BYLYD - Instagram sælger byen

I BYLYD #6 kigger vi på Instagram og er med tre instagrammere ude og fotografere byen. Vi besøger også Wonderful Copenhagen og hører om markedsføringen af byen og 'autentiske byfortællinger'. Læs og lyt!

#5 BYLYD - storytelling i byen

Hvordan kan branding og kommunikation være med til at at forme byudviklingen? I BYLYD #5 ser vi også på, hvad der sker, når helt almindelige borgere tager fortællingen om byen i egen hånd. Læs og lyt!


#4 BYLYD - om midlertidighed

I BYLYD #4 besøger vi det kreative fællesskab PB43 og ser på al den kreative og økonomiske værdi, der går tabt i overgangen mellem midlertidige projekter og permanent byudvikling. Læs og lyt!



 
#3 BYLYD - om film og arkitektur


BYLYD #3 er et lydessay om byen og filmkunsten. Tag lyttebøfferne på og hørr om, hvordan film kan fungere som tænkehat om byen. Lad dig rive med af nørderiet, når Niels Bjørn tager dig med ind i filmens verden. Læs og lyt!

 

 #2 BYLYD - den smarte by?

I BYLYD #2 handler det om smart cities. Vores byer bliver stadig mere digitale, men hvilke omkostninger har det? Det er borgerne, der bidrager med data, men hvor er privatlivet? Vi går bag om den smarte by. Læs og lyt!




#1 BYLYD - om natur i byen


I BYLYD #1 kigger vi på grønne strategier og udfordringer i byen. Kan man importere en jysk hede til København? Vi møder også the grand old man indenfor landskabsarkitektur, Stig L. Andersson. Læs og lyt!