Akademisk Arkitektforening

BIG ART

Udstillingsfernisering: Samtidskunst i stor skala i Bjarke Ingels Groups arkitektur

”Vores kreative samarbejder med kunstnere fra hele verden har været nogle af de mest betydningsfulde øjeblikke i vores arkitektoniske eventyr, og vi ønsker at fejre dem i denne udstilling, hvor de besøgende kan opleve installationerne i den skala som de er tiltænkt at blive set.” – Bjarke Ingels

Udstillingen BIG ART er Kunsthal Charlottenborgs hidtil mest ambitiøse og omfangsrige udstilling af samtidskunst i stor skala. Udstillingen præsenterer samtidskunst integreret i arkitektur, skabt til Bjarke Ingels Groups (BIG) arkitektur over hele verden, og sætter fokus på kunstens rolle i den arkitektoniske, sociale, miljømæssige, politiske og æstetiske dagsorden i bygnings- og byrumsprojekterne.

Udstillingens titel BIG ART skal forstås på to måder: at alle kunstnerne på udstillingen er kurateret ud fra deres samarbejde med tegnestuen BIG, og at der er tale om en udstilling af kunst i stor skala, hvor værkerne vil blive vist i den størrelse på kunsthallen som de oprindeligt er tænkt til bygninger og byrum.

Kunsthal Charlottenborgs 1000 kvadratmeter store sydfløj bliver omdannet til arkitektoniske miljøer, hvor man kan opleve BIGs kreative samarbejder med en række af verdens mest anerkendte samtidskunstnere: Ai Weiwei, AKassen, Andrew Zuckerman, Benoit Maire, Douglas Coupland, Es Devlin, HuskMitNavn, Jeppe Hein, John Kørner, Julie Edel Hardenberg, Martin de Thurah, Lars von Trier, Peter Funch, Shepard Fairey, Snarkitecture, Superflex, Tomas Saraceno, Victor Ash.

Bjarke Ingels Group (BIG) er et dansk arkitektfirma grundlagt af Bjarke Ingels. Firmaet består af en blanding af arkitekter, designere, urbanister, landskabsarkitekter, indretnings- og produktdesignere, forskere og opfindere, og har kontorer i København, New York og London, og er i øjeblikket involveret i et stort antal projekter i hele Europa, Nordamerika, Asien og Mellemøsten.

BIGs arkitektur skabes på baggrund af en omhyggelig analyse af, hvordan det moderne liv konstant udvikler sig og ændrer sig. BIG integrerer multikulturel udveksling, globale økonomiske strømme og kommunikationsteknologier i deres organisation af arkitekturen og byudviklingen, og arbejder med det de kalder pragmatisk utopisk arkitektur, der søger at blande konventionelle ingredienser som liv, fritid, arbejde, parkering og shopping med kunst, filosofi og samtidens strømninger.

Udstillingen er kurateret af Michael Thouber og støttet af Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond, Knud Højgaards Fond og Statens Kunstfond.

Udstiilingsperiode: 21 sep – 13 jan 2019

Tid: 
kl. 18:00

Sted:
Kunsthal Charlottenborg
Kongens Nytorv
København K

Foto: Superflex, Bjarke Ingels Group, Topotek 1, ‘Superkilen’, 2012. København. Foto af Iwan Baan. 

Type: 
Udstilling
Dato: 
Tor, 20/09/2018

Kommentarer