Akademisk Arkitektforening

Kulturnat i Arkitektforeningen



Igen i år inviterer Arkitektforeningen til en hyggelig aften i den gamle præstegård, når Kulturnatten ruller over København.
 

Der vil være bål i gården, fadøl på anlægget og filmforevisning i vores smukke reception. Vi viser filmene Koolhaas Houselife og Barbicania af dokumentarduoen Bêka og Lemoine fra deres anmelderroste serie Living Architecture. 

I Koolhaas Houselife følger rengøringskonen og heltinden Guadalupe Acedo, mens hun kæmper en desperat kamp om at vedligeholde og rengøre en af Rem Koolhaas' mest berømte bygninger - den private bolig Maison à Bordeaux. Vi kan allerede nu afsløre, at det ikke er småting hun udsættes for. 

I Barbicania leverer Bêka og Lemoine en mosaik af portrætter af de mennesker, der har deres daglige gang i The Barbican Centre  - et perfoming arts center i London, der er berømt og berygtet for sin brutalistiske arkitektur. Portrættet blæser liv i en af 50'ernes hårdeste utopier. 

Bêka og Lemoine har slået deres navn fast som en kultinstruktørduo indenfor arkitektur-dokumentaren med deres helt egen stil, der på en gang hylder og kærligt driller arkitekturen som fag. Vi lover det bliver underholdende. Og så er det en god lejlighed til at diskutere det kontroversielle BLOX byggeri - designet af Rem Koolhaas og ret brutalt i sit udtryk - der nærmer sig åbningen i Københavns inderhavn over en skål popcorn og en fadøl. 

Og husk - film skal åbenbart ses i Arkitektforeningen, eftersom biograferne er gået over til udelukkende at vise fjollerier med superhelte iklædt spandex og kapper. 

Porten åbner kl 18.00
Koolhaus Houselife vises klokken 18.30 
Barbican vises kl  ca. 20.00 

Der vil være bål i gårdhaven, fadøl og popcorn

Husk: Der er kun adgang med kulturnat-badge.

Type: 
Andet
Dato: 
Fre, 13/10/2017

Kommentarer