Akademisk Arkitektforening

Arkitekturens Dag


Zoom ind på kortet for at se arrangementer i nærheden af dig.

Der er rig mulighed for at opleve arkitektur på helt nye måder, når Arkitekturens Dag markeres mandag den 1. oktober 2018.

Programmet er allerede nu mangfoldigt, og rundt omkring i landet kan man opleve alt fra bygningspræmieringer til filmforevisninger og byvandringer.


Arkitektforeningen bruger dagen til at sætte fokus på, hvordan arkitektur og planlægning kan skabe positive fællesskaber - ikke mindst i landets udsatte boligområder. Det gør vi blandt andet med en morgensamling i Åbenrå 34.

Arkitekturens Dag er arkitekturens internationale kampdag. I Danmark er Arkitektforeningen tovholder for dagen. Sammen med kommuner, kulturinstitutioner og tegnestuer inviterer vi hele Danmark til at se, mærke og tale om arkitekturen omkring os. Arkitekturen har nemlig stor betydning for vores samfund og er med til at forme vores liv. 

Arkitekturens Dag er indstiftet af UIA (Den Internationale Arkitekturunion) og afholdes hvert år den første mandag i oktober. I år fejrer UIA også sit 70 års jubilæum på den internationale 'World Architecture Day' under overskriften: "Architecture....for a better world!". UIA har afholdt en international konkurrence om at designe plakaten til World Architecture Day. Vinderdesignet er skabt af grafisk designer og arkitekt Ana Rute Costa og grafisk designer Rúben Ferreira Duarte fra Portugal. Se designet her.

Positive fællesskaber
Fra statsministerens nytårstale til en ghettoplan, der ventes endeligt vedtaget i efteråret. I de sidste mange måneder har der været fuldt fokus på landets udsatte boligområder - de såkaldte ghettoer. Der er utvivlsomt udfordringer, men arkitekter landet over har længe været i gang med projekter, som allerede nu har skabt positive forandringer. 

Vi har derfor valgt at benytte Arkitekturens Dag til at fremhæve, hvad arkitekturen og arkitekterne bidrager med i de udsatte almene boligområder. Vi vil se på de positive fællesskaber, som planlæggere og arkitekter er med til at skabe og sætte spot på kvaliteterne i det almene boligbyggeri.

Vil du være med?
Arkitektforeningen inviterer traditionen tro en lang række samarbejdspartnere landet over - tegnestuer, kommuner, institutioner, foreninger og skoler - til at byde ind med events og aktiviteter på Arkitekturens Dag. Sammen vil vi bruge dagen til at gøre børn, unge og voksne endnu klogere på arkitekturens betydning og arkitekternes arbejde. 

Vi håber, at rigtig mange vil være med til at vise, hvordan arkitekturen i samspil med sociale insatser kan løfte de udsatte boligområder rundt om i landet. Det kunne for eksempel være gennem byvandringer, der inviterer ind der, hvor forandringerne allerede sker. Det kunne også være gennem udstillinger, foredrag eller debatter, der trækker de gode eksempler frem og nuancerer billedet af livet i ghettoen.

Alle kan selvfølgelig bidrage med en begivenhed på Arkitekturens Dag. Det er en dag, hvor vi fejrer netop arkitekturen. Det vigtigste er derfor, at arrangementet har fokus på vores omgivelser, bygninger, pladser, torve, gader, stier - og alle rummene imellem. Kort sagt: hvordan arkitektur gør verden bedre. 

Hvis man vil have sit arrangement med i pressematerialet, skal en beskrivelse inkl. billede, tid og sted være tilsendt til Arkitektforeningen senest den 10. september 2018 til Cecilie Frydenlund Nielsen på mail: cn@arkitektforeningen.dk

Sæt pris på arkitekturen!

Arkitektforeningen opfordrer kommuner til at uddele bygningspræmieringer på Arkitekturens Dag.
Læs mere her

Foto: Johan Rosen Munthe

Læs om Arkitekturens Dag 2017

Læs om Arkitekturens Dag 2016

Læs om Arkitekturens Dag 2015

Læs om Arkitekturens Dag 2014

Læs om Arkitekturens Dag 2013

Læs om Arkitekturens Dag 2012

Læs om Arkitekturens Dag 2011

Arkitektforeningen opfordrer tegnestuer, kommuner, organisationer, institutioner og private med en god relevant ide at holde arrangement på Arkitekturens Dag, som i 2018 er den første mandag i oktober - 1. oktober 2018. 

Download Arkitekturens Dag logo her