Fotokonkurrence: Perspektiver på forstaden

Arkitekturens Dag 1. oktober 2010 sætter spot på forstaden. I den anledning udskriver Akademisk Arkitektforening en fotokonkurrence for studerende ved Arkitektskolen Aarhus og Kunstakademiets Arkitektskole i København.
Konkurrencen sætter fokus på forstaden som hjemstavn, kulturarv og arkitektonisk referenceramme – på ressourceforbrug , bæredygtighed, potentialer og fremtid.
Opgaven:
Der skal under teamet temaet ”Perspektiver på forstaden” produceres en fotoserie på 4-5 billeder af arkitektur og byrum i et forstadsmiljø samt en projektbeskrivelse på max 1000 ord. Denne må gerne være i essayform.
Opgaven kan frit fortolkes, men skal indgå under overskriften ”Perspektiver på forstaden”, og det er vigtigt, at der er sammenhæng mellem billederne såvel farve- og perspektivmæssigt .
Deadline for aflevering: Den 1. september
Formidling
Kvalificerede konkurrenceforslag udstilles digitalt på arkitektforeningen.dk i anledning af Arkitekturens Dag den 1. oktober og omtales i Arkitektforeningens materiale til pressen.
Præmie
1. præmie: 5.000 kr.
2., og 3. præmie: et års gratis medlemskab af Arkitektforeningen.
1., 2. og 3. præmie udstilles i Arkitektforeningens facader i Arkitekternes Hus i København.
Dommerpanel
Direktør for Polfoto Kirsten Anker Sørensen, arkitekturfotograf og underviser Jens Frederiksen og direktør for Arkitektforeningen Jane Sandberg.
Ophavsret
Arkitektforeningen har ret til at bringe fotos på web og i trykt materiale – altid med klar angivelse fotografens navn.
Baggrund:
Forstaden er defineret som den bebyggelse, der ligger mellem de historiske bykerner og det åbne land. Mere end halvdelen af den danske befolkning bor i forstadsbebyggelse – og vi elsker det, viser flere undersøgelser. Parcelhuse, rækkehuse og almene boliger bringer her beboerne i tæt kontakt til haver og eftertragtede grønne områder og en stor del af forstadens bebyggelsesformer giver mulighed for at sætte præg på egen bolig. Mange forstadskvarterer daterer sig tilbage til Velfærdsdanmarks fødsel i 1960érne. De ligger som symboler på, hvordan samfundet udviklede sig i en retning, hvor flere fik råd til mere, og hvor den enkelte i langt højere grad fik mulighed for at præge sine fysiske omgivelser.
Forstaden afføder imidlertid også større transportomkostninger og et ressourceforbrug, som ikke harmonerer med den aktuelle bæredygtighedsagenda. Der er derfor flere dilemmaer ved forstæderne. Blandt andet er enfamiliehuset en meget energiforbrugende boligform. Det er dyrt at varme op og forstadsbeboerne skal transporteres til arbejde, skole, fritidsaktiviteter og indkøb. Ofte i bil, og de mange biler både forurener og er dyre i drift.
Kan livet i forstæderne forenes med en bæredygtig livsform eller kræver fremtiden, at vi finder nye veje for boliger, byindretning og transportmuligheder i forstaden? Eller er forstaden, som den er, kommet for at blive?
Forslag til temaer:
Rækkehuset, villavejen, det almene boligkvarte, etagebyggeri
Forstadens værdier
Boformer i forstaden
Hvad skaber identitet i forstaden?
Kulturarv – historie
Fremtidens forstad
Planlægning – Byrum
Bæredygtighedsproblematikker - løsninger