Understøttelsesfondet
Statutterne blev vedtaget 18. oktober 1902 og stadfæstet ved kgl. konfirmation 3. marts 1903. Statutterne er sidst ændret 1. december 1972 og stadfæstet ved kgl. konfirmation 8. januar 1974, ændret 22. maj l987, 27. maj 1988 samt juli 1992.
§ 1. Fondets formål og hjemsted
Fondet er stiftet med det formål at understøtte enker og børn efter foreningens indenlandske medlemmer, samt at yde økonomisk hjælp til medlemmer, der ved sygdom eller anden uforskyldt årsag er kommet i en sådan stilling, at de trænger til understøttelse. Fondets hjemsted er Gentofte Kommune.
§ 2. Adkomst til understøttelse
Som regel har et medlem ingen adkomst til understøttelse af fondets midler, med mindre den pågældende i mindst de 3 foregående år har været medlem af Akademisk Arkitektforening, og som regel har medlemmernes efterladte lige så lidt ret til understøttelse, hvis afdøde ikke ved sin død og de sidste 3 år før denne var medlem af nævnte forening.
§ 3. Fondets kapital
Stk. 1. Fondets kapital anbringes efter lovgivningens regler om umyndiges midler og båndlægges i henhold til fondslovens bestemmelser herom.
Stk. 2. Bestyrelsen kan af årets overskud foretage henlæggelser til konsolidering af kapitalen.
Stk. 3. Gaver, som tildeles fondet, skal indgå i den bundne kapital, med mindre gavegiver har bestemt andet.
Stk. 4. Kapitalen må ingensinde formindskes, kun renteudbyttet må anvendes til understøttelser.
§ 4. Understøttelsen og dens størrelse
Stk. 1. Til udbetaling og understøttelser kan benyttes dels renteudbyttet af kapitalen, jf. § 3, dels arv eller gave, som ydes fondet med henblik på uddeling.
Stk. 2. Understøttelsen tildeles i form af legater, der uddeles i portioner, hvis størrelse fastsættes af bestyrelsen. Bestyrelsen kan også tildele ansøgere engangs-legater.
§ 5. Fondets bestyrelse
Fondet bestyres af en bestyrelse på 6 medlemmer, der vælges på det årlige repræsentantskabsmøde for 3 år. Hvert år afgår 2 bestyrelsesmedlemmer (de to første gange ved lodtrækning). Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen bestemmer selv sin forretningsorden og vælger mellem sine medlemmer en formand, en næstformand og en kasserer. Endvidere kan bestyrelsen vælge en sekretær, som ikke behøver at være medlem af bestyrelsen. Fondet tegnes af formanden og kassereren i fællesskab.
§ 6. Administration og regnskabsaflæggelse
Regnskabsåret er kalenderåret. Det årlige regnskab revideres af en af bestyrelsen valgt statsautoriseret revisor. Bestyrelsen anbringer kapitalen samt uddeler understøttelserne og skal på det årlige repræsentantskabsmøde afgive beretning om fondets virksomhed i det forløbne år, uden dog af repræsentantskabet at kunne drages til ansvar for sine dispositioner, med mindre der foreligger en overtrædelse af fondets statutter. For eventuelle tab ved kapitalanbringelse, der er i strid med statutternes § 3, hæfter bestyrelsens medlemmer in solidum. Alle udgifter til administration m. v. afholdes af fondets kasse.
§ 7. Anvendelse af legater
Legater, som måtte blive overdraget foreningen, indgår under fondets midler og anvendes i overensstemmelse med reglerne for dette, med mindre det i overdragelsesdokumentet udtrykkelig er betinget, at de skal have anden anvendelse. Er de bestemt til understøttelse efter særlige regler, administreres de af fondets bestyrelse og anvendes efter testators eller givers vilje.
§ 8. Ansøgninger
Stk. 1. Ansøgning om understøttelse for enker og børn skal normalt indgives til bestyrelsen inden 15. maj og 15. november for at komme i betragtning ved den halvårlige legatuddeling, medens medlemmer kan indgive ansøgning på et hvilket som helst tidspunkt. Den halvårlige legatuddeling finder sted inden udgangen af henholdsvis juni og december måned.
Stk. 2. Ansøgning skal ske på et særligt skema og skal indeholde de fornødne oplysninger om ansøgerens økonomiske stilling, helbredsforhold etc. Bestyrelsens medlemmer har pligt til at behandle alle sådanne oplysninger med størst mulig diskretion.
§ 9. Understøttelsernes udbetaling
Stk. 1. Faste legater kan tildeles såvel medlemmer som medlemmers enker og børn. De tildeles normalt for 2 år ad gangen og betales forud for et halvt år. Understøttelse kan som regel forventes bevilget på ny, hvis legatnyderens økonomiske forhold ikke forbedres væsentligt. Indgår en enke nyt ægteskab, bortfalder understøttelsen normalt.
Stk. 2. Eengangslegater udbetales med hele beløbet på een gang.
§ 10. Fondets bestyrelse, hvis Akademisk Arkitektforening ophæves
Skulle Akademisk Arkitektforening nogensinde blive opløst, overtager de i Akademirådet værende arkitekter - eller den arkitektgruppe, som måtte træde i deres sted - bestyrelsen af fondets midler og anvender dem til støtte for de på statens arkitektskoler uddannede arkitekter, disses enker eller efterladte børn og i øvrigt efter fondets statutter.
§ 11. Statutterne er stadfæstet ved kongelig konfirmation.
Ansøgningsskema kan downloades her. NB: Skal udfyldes med sort pen.
Det udfyldte skema med bilag skal være fondet i hænde inden den 15. maj 2012 for at kunne komme i betragtning til tildelingerne medio december måned. Se kalenderen.