Akademisk Arkitektforening

Tidligere formand Jens Rosenkjær er død, 80 år gammel. (1938-2018)



Jens Rosenkjær var formand for Arkitektforeningen 1985-91.

”Mosegrisene”, kaldte de etablerede arkitekter i Arkitektforeningen den gruppering af fagkritiske arkitekter, der udklækkedes i 1960’erne, og som omkring 1970 forsøgte at tilkæmpe sig magten i den hæderkronede forening. Jens Rosenkjær var med i denne løst vævede flok foruden folk som Niels Sigsgaard, Henrik Vogel, Jørgen Pers og mange andre, Det var funktionalismekritikken og forestillingen om en frisættende arkitektur, som var omdrejningspunkt for gruppen. Et antiautoritært oprør og med romantiske forestillinger om en ”blød by” som den udarmede funktionalismes modsætning. Nye familie- og bostrukturer, og en blomstrende basisdemokratisk samfundsmodel med sol- og vind – og med en arkitektforening, der åbnede sig imod og for alle opbyggende kræfter. Det skabte vanskeligheder for den daværende formand Jacob Blegvad, der havde erklæret sig som kongetro, liberal grundtvigianer med maoistiske ansatser. Mosegrisene foreslog, at det meste af foreningens budget blev brugt på handlingsaktiviteter, men blev stemt ned på et repræsentantskabsmøde. Så meldte de sig ud, uden dog at have kræfter til at stifte en ny forening. Derfor meldte de sig snart efter ind igen. Ved formandsvalget i 1973, stillede de op med et triumvirat bestående af Jens Rosenkjær, Niels Basse og Jørgen Pers imod Hans Hartvig Skaarup, og under mødet ændrede de taktik, så Pers stillede op som formand med Jens Rosenkjær som næstformand. Det blev dødt løb, så derfor blev der udskrevet en urafstemning blandt medlemmerne, der endte med, at Skaarup blev valgt, men med Rosenkjær som næstformand. 

Han havde da god indsigt i foreningens funktion og udfordringer. Allerede i 1968 havde han været sekretær for uddannelsesudvalget, og han fortsatte som næstformand i en årrække for endelig i 1985 at sætte sig i formandsstolen. Forud var gået et for arkitekterne lidet flatterende forløb. 

Danske Arkitekters Landsforbund (DAL/AA) hed den sammensmeltning af Dansk Arkitektforening og Akademisk Arkitektforening, der fandt sted i 1949, og som Blegvad fik forenklet, idet DA lod sig nedlægge. DAL/AA gav imidlertid større magt til Ansatte Arkitekters Råd (i dag Arkitektforbundet) og Praktiserende Arkitekters Råd (i dag Danske ARK), og med lokalafdelingerne var det stadig et krævende job at være formand. DAL var paraplyorganisationen for alle arkitekter, og var derved på papiret ganske slagkraftig.  

Forbundet Socialisterne (FS), hvis base var Arkitektskolen i København forsøgte med Peter Bjerrum som chefideolog, Niels Roloff, Peter Hauch m.fl. i spidsen at vinde magten blandt de ansatte (AAR), og med samme strategi, som de gamle sovjetkommunister havde anvendt: alle midler gælder og sæt jer på referatet. Det førte til den såkaldte Asger Boertmann sag. Han var sekretariatsleder og hyret af FS’erne. Han blev skiftevis ansat og fyret afhængig af bestyrelsesflertallet, der skiftede efter en lang række ekstraordinære årsmøder, hvor der mobiliseredes fra begge sider. 

Mindre politisk vakte medlemmer så måbende til, og det blev værre. 

En morgen fik alle ansatte arkitekter to kilo papir tilsendt af et dengang fortræffeligt fungerende postvæsen. Hundredevis af sider med perfiditeter fra begge sider. Det blev formand Søren Nielsen (formand 1979-85) for meget. Han satte simpelthen AAR’s bestyrelse under administration. Resultatet var, at FS'erne i 1980 gik efter magten i DAL/AA for herved at vippe den i deres øjne udemokratiske formand. De mobiliserede for at vinde flertal i repræsentantskabet – og det skulle ske gennem lokalafdelingerne i Århus og København, hvor de havde tilhængere. Det blev det nok mest dramatiske årsmøde nogensinde. Salen i Frederiksberg Rådhus var stuvende fuld. FS’erne havde som taktik at anbringe sig forrest i salen for med buhråb og gestik at bringe taleren ud af fatning, men på mødet gjorde de regning uden vært. Hverken Søren Nielsen eller næstformanden Jens Rosenkjær gik fra koncepterne, og resultatet blev, at FS ikke fik valgt en eneste repræsentant i København. Herefter fulgte 400 udmeldelser af DAL, og de frafaldne fandt ly i Nyhavn 63 i Sømændenes Forbund under formanden Preben Møller Hansens vinger og med en ny fagforening, der imidlertid ikke fik yderligere tilgang. Nu var der ro, eller relativ ro i DAL/AA. For tredje eller fjerde gang oprettedes en konkurrerende forening. Den afgik (vistnok) ved døden i Jens Rosenkjærs formandsperiode (1985-91). 

Set udefra forekom forløbet som det rene galimatias, og det svækkede i høj grad foreningens gennemslagskraft. 

Og den var der faktisk brug for. For der var krise på alle områder. Oven i byggekrisen bl.a. som følge af kartoffelkuren kom det faktum, at Velfærds-Danmark faktisk var færdigbygget. Det offentlige investerede ikke længere i byggeri, i hvert fald ikke strukturelt, og også det private område var i bund. 

Alle parametre pegede nedad. Faget var proletariseret, ydmyget – mest af sig selv – ude af stand til at levere overbevisende svar på kvalitative spørgsmål; og det var presset. Presset af ingeniørerne, der sagtens kunne levere de funktionelle svar, som arkitekterne skulle have penge for. Presset, fordi totalentreprisen overflødiggjorde arkitekterne; presset fordi op imod halvdelen af arkitekterne var “berørt af ledighed” – proletariseret. Presset fordi arkitekterne med et vist efterslæb fik skylden for fiaskoen med de store kranbyggerier, som de havde så svært ved selv at anerkende som fejltagelser. Han overtog et fag, som overvejende havde sig selv at takke sig for sin defensive stilling. 

Jens var sig dette bevidst. Han vidste, at den eneste vej ud af fornedrelsen var at gengive arkitekterne en stolthed og glæde ved deres fag. Eller som han udtrykte det: ”På det tidspunkt var arkitekter nærmest flagellantiske. Vi havde en meget negativ opfattelse af os selv, og turde knap nok forklare vores projekter  på kvalitet. Alt blev omskrevet til kvadratmeterpriser og funktionelle forklaringer.”   

Arkitektfagets deroute optog ham. Sammen fandt vi på at lave et  ”journalistværksted”. Der kom o.15 personer, og faktisk fik fem af dem arbejde på aviser som freelancere eller ansatte. Det var en succes, men ræsonnementet var, at hvis ingen ytrer sig om arkitektur, vil ingen vide om den. Og det var rigtigt. 

Det var ikke småopgaver, der lå foran den nye formand. Han ville genrejse den faglige stolthed, samtidig med, at han var sig pinligt bevidst om, at den må være i tråd med den almindelige opfattelse blandt mennesker. Og, forstod jeg fra samtaler med ham: det var ikke de store og spektakulære projekter, der lå nærmest fremfor de helt dagligdags: ”Hvordan skabe de bedste rammer om livet?” Det var hans budskab, og han kæmpede for det. Bl.a. i bebyggelsen Ellekildehave, hvor han skabte et ganske vist arkitekttegnet landsbymiljø. Han var til fulde opmærksom på, at Morten Korchs tid er forbi, og at landsbyidyller ikke er svaret på tidens udfordringer. Men tilbage stod og står spørgsmålet: Hvordan?

Jens skabte sammen med Niels Basse og Claes Høgly m.fl. Tegnestuen Møllen, der som andre af tidens unge tegnestuer trådte ind på den arkitektoniske scene med en helt ny agenda. Det var arkitekturens sociale og opbyggende aspekter, de tegnede for, og med netop den forhåbning eller oven i købet tro, at arkitekturen former mennesker. Derfor er kærlighed til mennesker grundlaget for al arkitektonisk virksomhed.

Og den havde Jens; at samtale med ham var en fornøjelse; han lyttede, spurgte, var interesseret, og med den store humanisme, som han besad lykkedes det ham at samle et ellers splittet fag.

Æret være Jens Rosenkjærs minde.

Kim Dirckinck-Holmfeld
2. 1. 2019

Kommentarer