Akademisk Arkitektforening

Arkitekturpolitik er mere end et godt forsidebillede



Debatindlæg af Tyge Lundø Dahl Leder af Arkitektforeningens lokalafdeling i Vestjylland, der blev bragt i Dagbladet Struer d. 19. marts 2014


Lørdagens portræt af den dygtige unge Lemvig-fotograf Mads Krabbe havde fundet vej til avisen på grund af hans flotte billede på forsiden af publikationen for regeringens nye arkitekturpolitik.

Et rigtigt pletskud, der på forbilledlig vis indfanger det liv, der pludselig er opstået i et ellers øde hjørne af byen.

Lemvig succes
Skaterparken er en rigtig succeshistorie for Lemvig, der viser hvor stor en forskel det kan gøre, hvis vi lægger engagement i udformningen af vores fælles omgivelser og tør tænke anderledes. Det er det arkitekturpolitik handler om. Så det er ikke så sært, at kulturministeren har valgt netop Mads Krabbes billede til at illustrere regeringens spritnye arkitekturpolitik, som helt i tråd med motivet bærer titlen »Mennesker i centrum«.

Kvalitetsløft
Jeg vil opfordre borgere og politikere både i Lemvig og de andre kommuner i dagbladets område til at bladre videre i teksten og tage arkitekturpolitikken til sig. Det kvalitetsløft i det fysiske miljø, som er hensigten med arkitekturpolitikken, er nemlig ikke gjort ved en flot publikation fra regeringen, for det er ude i kommunerne at beslutningerne om arkitektur tages i praksis.

Kommune med ansvar
Det er kommunen der er planmyndighed og godkender byggeansøgninger. Det er kommunen, der er bygherre ved opførelse af børnehaver, skoler og plejehjem. Og det er i kommunen, der skabes lokal opbakning til at en skaterpark rent faktisk bliver gennemført til glæde for både de unge aktive og de, der bare kigger på.

I Herning og Skive har man allerede formuleret kommunale arkitekturpolitiker.

I Viborg er man lige nu i fuld gang med at udarbejde en arkitekturpolitik, fordi man har indset værdien af, at nye bygninger og anlæg tilfører omgivelserne oplevelser og æstetiske kvaliteter i stedet for at virke modsat.

Profilering af byen
Det er kommunens egen arkitekturpolitik, der er redskabet til at udvikle kvalitet i omgivelserne, og den er samtidig med til at profilere byen, landsbyerne og området som helhed, hvilket også har stor betydning i et område med et stort turismeerhverv.

Tag udfordringen op!
Så kære byrådsmedlemmer i Lemvig, Struer og Holstebro: Tag udfordringen op, giv jeres kommuner et skub i udviklingen af kvalitet i de omgivelser vi alle skal færdes i mange år fremover og skab jeres egen arkitekturpolitik for kommunen.

 

Foto: Lemvig fra luften - Wikimedia Commons

Kommentarer