At arbejde med arkitektur er en evig uddannelse
Er essensen af arkitektfaget den samme på tværs af generationer og tid? Arkitektforeningen har talt med en række MAA-seniorer om deres liv som arkitekter: Hvordan formede arbejdslivet sig? Og hvordan skal nye generationer af fagfæller holde fanen højt? Femte interview i rækken er med Karen Zahle, arkitekt MAA, årgang 1931 med afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1959.
Af Lena McNair
”Min karriere kan vel sammenfattes i tre ord:Forskning, kunst og formidling. Jeg har søgt dialogen og prøvet at få en kommunikation i gang om arkitektur mellem brugere, arkitekter og andre fagfolk.”
Karen Zahle er ikke den klassiske, byggende arkitekt, men derimod den ivrige iscenesætter af udstillinger, politisk påvirkning og bøger, der skal vække til større bevidsthed og kvalitetsforbedringer i navnlig boligbyggeriet. Efter at have prøvet kræfter med den klassiske arkæologi som studie, fandt Karen Zahle imidlertid ud af, at det var fremtiden, der trak. Og at det var arkitektstudiet, der i højere grad kunne indfri denne tilskyndelse.
Nysgerrigheden som motor
”At arbejde med arkitektur er en evig uddannelse, for hver opgave kræver jo, at man sætter sig ind i et nyt sted, nyt stof og en ny kontekst. Det er samtidig det, der driver én, for man er jo nysgerrig på disse nye aspekter og vil gerne undersøge grundlaget for at løse opgaven godt.”
Arkitektlivet har hovedsageligt udspillet sig på Kunstakademiets Arkitektskole; dog først efter et ophold på Ecóle des Beaux Arts og ansættelser på tegnestuer hos bl.a. Erik Chr. Sørensen, Palle Suenson og Anne Marie Rubin. Også Boligministeriet havde Karen Zahle på lønningslisten en periode i 60erne, hvor hun, hos den Kommitterede i Byplansager på rejser rundt om i hele landet, var med til at udarbejde byplangrundlaget for den første nationale "Landsbyggelov".
Fra byplan til bolig
”Byplanlægning som disciplin trak i mig. Det er en side af faget, der er vældig spændende at arbejde med, når man er interesseret i arkitekturens samfundsmæssige betydning. Samtidigt blev jeg også engageret i at arbejde med andre arkitektoniske tværfaglige og tværvidenskabelige discipliner, som er grundlæggende for menneskers hverdag bl.a. ergonomi, økologi og arbejdsmiljø. Jeg kom også med i nogle forskellige udvalg, der gav sig af med oplysning om disse emner. Her synes jeg bestemt, at arkitekter har meget at gøre og kan bidrage med værdifuld viden.”
Hvordan skete skalaskiftet – fra byplan til det nære rum?
”Jeg blev som de fleste unge i 60erne interesseret i den sociale side af arkitekturen og i at gøre det komplekse forståeligt for brugeren. Det førte til et adjunktur på arkitektskolen, hvor jeg underviste og forskede i at belyse kommunikationen mellem arkitekt og bruger.
Det var i de tidligste faser af forskningsmiljøet på arkitektskolen. Her fandtes stort set kun et par lokaler, et par sekretærer og ellers lidt økonomisk støtte til rejser og bøger, der var relevante for at indhente viden på sit område. I øvrigt var man på egen hånd.”
Boligeksperimenter og human skala
Herefter var Karen Zahles faglige bane i hovedtrækkene kridtet op. Det blev gennem årene til et væld af publikationer, bøger, foredrag og udstillinger, der sammenfattede ny viden på navnlig boligområdet og næsten altid i samarbejde med andre.
”I 1980 blev jeg udnævnt til leder af det såkaldte Boliglaboratorium, der havde til opgave at forske i og formidle viden om boligbyggeri. At gøre byggeriet til en sag, hvor brugeren kunne spille med i både nybyggeris planlægning og boligforbedringsarbejdet og samtidig blive klogere på arkitekturens potentiale.
Med penge fra Byggeriets Udviklings Råd oprettede vi, Peder Duelund Mortensen og jeg "Byggeriets Modelværksted" i Arkitektskolens regi. Her fremstillede vi 1:1 modeller, som kunne gøre et kommende byggeri konkret forståeligt og målbart for brugerne, så justeringer kunne foretages, inden byggeriet gik i gang.”
Hvordan blev modellerne brugt og hvem betalte for dem?
”Det var både almene, offentlige og private bygherrer, der gerne ville have særlige rumligheder belyst. Men vi fik også lejlighed til at demonstrere modellerne i udstillingssammenhæng i næsten bymæssig skala for et stort publikum på nogle af Bella Centrets store udstillinger, fx "Byggeri for Milliarder" op igennem 80erne,
”Fremtidens Bolig” osv. Her blev visionære, ellers komplekse, forslag gjort helt forståelige for publikum - lige til at gå ind i og til at diskutere kvalificeret.”
Fagpolitisk engagement
Kvindelige arkitekter var der færre af i Karen Zahles generation, end der er i dag:
”Men det kan jo også have sine fordele, pointerer hun. ”Ofte blev der lagt mere mærke til ens synspunkter, fordi man var ene kvinde og måske havde fokus på andre ting, eksempelvis det nære og dialogen. I øvrigt var jeg privilegeret ved at have et familienetværk, der gerne trådte til og passede min søn, når jeg arbejdede. For ellers havde mit engagement nok været vanskeligere at udfolde på den tid.”
Netop de markante synspunkter og den frygtløse holdning banede vejen for Karen Zahle til adskillige pladser i politiske råd og nævn. Hun har eksempelvis haft bestyrelsesposter i Statens Kunstfond, på Skolen for Brugskunst, for det Danske Institut i Athen og Bergia Fonden. Fra 2002 til 2004 var hun endvidere formand for Akademiraadet, statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål - og har dermed været med til at påvirke de beslutninger, der blev truffet fx om spektakulære projekter som Operaen og Metro-byggeriet.
”Det har jo været ganske spændende at sidde tæt på tilblivelsen af de store projekter og kunne øve indflydelse på, hvordan det kunstneriske og arkitektoniske kunne blive ordentligt forvaltet. Der er ganske afgjort brug for arkitekter i organer, som bidrager til bevidstgørelsen hos beslutningstagere om deres ansvar for kvalitet.”
Hvor ser du arkitektfaget i dag?
”Jeg er først og fremmest glad for at se de lysende, kvindelige rollemodeller, som er kommet til. Det er skønt at se, at det nu er muligt for kvinder at være med på samme præmisser som mænd. Det viser jo, at kvindesagen førte noget godt med sig.
Til gengæld er jeg foruroliget over, hvor vanskelige forhold arkitekter efterhånden har at arbejde under. Det er utroligt, at der trods alt kommer gode ting ud af det, for det er snævre bestemmelser og skrabet økonomi, der sætter rammerne for alt. Det har ført til, at der ofte ikke er ressourcer til at sikre bygningers og anlægsarbejders langtidsholdbarhed. Bygninger ældes jo og bliver forfaldne, snavsede og triste, når slid og vedligehold ikke indtænkes og imødegås allerede i planlægningen, som en naturlig del af "livsforløbet". Det nytter ikke noget, at det bare ser godt ud på åbningsdagen.”
Har du en mærkesag?
”Jeg mener,at arkitekter skal kende mennesker og deres fysiske, psykiske og sociale behov, så de kan projektere i en human skala og inspirerende form fx også for ældre. At kunne bygge fleksibelt er også vigtigt. Bygninger skal have en langtidsholdbarhed, og dermed er det også nødvendigt at tænke muligheden for anden brug ind i sit projekt. Nogle af de bedste af vores rigtig gamle bygninger har kunnet tåle transformationen til helt andre formål end det oprindeligt planlagte.”
Foto: Janne Klerk