Akademisk Arkitektforening

At renovere er som at åbne køleskabet

Arkitektforeningen har
tilbyder dette efterår det helt nye kursus Renovering – værdi, strategi og virkemidler. Læs interview med Arkitekterne Signe Kongebro og Thomas Waras Brogren, der sammen med Stine Lea Jacobi og Morten Ørsager er undervisere på kurset.

"Nybyggeri er som at lave mad efter en præcis opskrift. Renovering er som at åbne køleskabet og så derudfra finde ud af hvad man skal lave – og undervejs finder man så ud af, at mælken er sur og så skal man kunne finde nye løsninger, mens man er i fuld gang,"- Thomas Waras Brogren.

Disciplinen renovering skal udvikles
”Klog renovering handler om at afkode eksisterende forhold: Bygningens anvendelse, byggeteknik, kulturel værdi, drift, energiforbrug og økonomi. Det er i det eksisterende og gennem løsningen af dets udfordringer, konceptet fødes,” siger Signe Kongebro om det nye kursus Renovering – værdi, strategi og virkemidler, og Thomas Waras Brogren uddyber:

”Det er afgørende for et godt renoveringsprojekt og dets værdiskabelse, at der skabes synergi og gevinster på både det kvantitative og kvalitative område gennem hele processen.
Derfor er det en fordel, at se byggeriet som en procesplan og en forretningsplan. Og kurset handler netop om overgangen mellem værdiafkodning, målsætning, renoveringsstrategi samt alle virkemidlerne. Deltagerne på kurset vil derfor arbejde på en proces- og forretningsplan gennem hele kurset.”

Hvorfor er der behov for et renoveringskursus lige nu?
”Vi tror på, at renovering som arkitektfaglig disciplin skal udvikles, således at vi f.eks. får de energitekniske betragtninger og den driftsmæssige forståelse helt ind under huden. Men også fordi, arkitekter skal lære at fokusere på selve beslutningsprocessen med en faglig forankring i virkemidlerne, og blive bedre til at fokusere på at skabe værdi for bygherren,” forklarer Signe Kongebro og Thomas Waras Brogren.

Større efterspørgsel
”I den nærmeste fremtid vil der med stor sandsynlighed komme flere klima- og energipolitiske krav, der vil tvinge markedet til at reagere og medføre, at der kommer øget efterspørgsel på renoveringsydelser. Ikke mindst fordi den nye regering har lovet at sætte klima tilbage på dagsordenen. Derfor vil der i fremtiden være endnu mere efterspørgsel efter aktører, der kender renoveringsopgavernes særlige udfordringer,” siger Signe Kongebro, og forklarer, at kurset i praksis kan anvendes i alle renoveringsopgaver, hvad enten man arbejder som projekterende, som bygherrerådgiver eller som bygherre:

”På kurset vil vi ved hjælp af motiverede oplæg, fra en række personer, der har praktisk erfaring og ved hjælp af en gennemgående gruppeøvelse arbejde med at kunne præcisere over for hinanden i projektgruppen, hvordan vi vil gribe opgaven an.”

”Før man går i gang med en renoveringsopgave er det blandt andet vigtigt at have gjort sig klart:
Hvilke værdier har det eksisterende hus og hvilke værdier har bygherren? Hvilken strategi skal bygherre og rådgiver lægge for opgaven? Hvilke virkemidler skal anvendes for at nå der til?
I renoveringsopgaver er det særligt vigtigt at have været igennem denne dialogproces, da der altid vil opstå uforudsete situationer. Det er derfor vigtigt at have talt om styring af risiko, før man går i gang. Det er f.eks. meget vigtigt at vide hvor stor økonomisk og tidsmæssig usikkerhed bygherren vil have,” siger Thomas Waras Brogren.

Hvad får kursisten med hjem?
”Kursisterne får mulighed for at stifte bekendtskab med et tværfagligt hold, der vil belyse renoveringens mange aspekter, og derfor henvender kurset sig til projekt- og afdelingsledere i arkitektvirksomheder, bygherrerådgivere og professionelle bygherrer.
Ud over en lang række oplæg fra personer, der til faglig arbejder med renovering, vil kursisterne via opgaveforløbet få et eksempel på en proces- og forretningsplan med hjem, ” siger de to undervisere og udviklere af kurset Renovering – værdi, strategi og virkemidler.

Læs mere om kurset og tilmeld dig her

Download kursusplan 

Blå Bog

Thomas Waras Brogren er sagsarkitekt hos Erik Møller Arkitekter og arbejder med udviklingsstrategier, bygningsanalyse og værdisætning samt som projekterende arkitekt på opgaver med udvikling, bevarelse og fornyelse af eksisterende huse. Læs profil

Signe Kongebro er arkitekt, associeret partner og leder af Henning Larsen Architects’ afdeling for udvikling og bæredygtighed. Læs profil

Øvrige undervisere på kurset er arkitekt MAA Stine Jacobi, Realdania Læs profil og arkitekt MAA Morten Ørsager, Erik Møller Arkitekter.

Vedhæftede filer

Kommentarer

Kommentatorens hjemmeside Graves Simonsen
tor, 29/09/2011 - 22:13

Renoveringskurset er et rigtigt godt initiativ, der dels kan opgradere kompetencerne hos de arkitektkolleger, der hidtil primært har beskæftiget sig med nybyggeri, dels sætte renovering ind i et arkitektfagligt perspektiv, der over lang tid har været fraværende. Indsigt i arkitekturhistorien og historiske byggeteknikker er vigtige kompetencer, når man skal arbejde med renovering, og et besøg på renover.dk kan være et godt sted at starte for 'mindre øvede' . Her findes en række gratis portaler, som bla. er drevet af ildsjæle med stor faglig indsigt.

Kommentatorens hjemmeside Leif Rønby Pedersen
fre, 30/09/2011 - 09:41

For at blive I Jeres billede med madlavning og køleskab:

Det kan også blive for kedeligt, hvis man skal klare sig med det, der er i køleskabet og kun "købe nyt" når mælken er blevet sur.
Der skal da også købes nyt ind, for at gøre "retten" mere spændende, give den nye kvaliteter og ikke bare opfylde, men helst overgå forventningerne.

Fornyelse af eksisterende bygninger må (når det ikke drejer sig om egentlig restaurering) handle om både at afkode, forstå og fornemme det eksisterende, og at have en idé (en opskrift) til at udnytte det potentiale der er for at skabe helt nye kvaliteter og opnå en syntese af fortidens og nutidens byggemåde og formsprog.

Det er rigtigt, at man skal kunne improvisere og finde nye løsninger, mens man er i fuld gang, og at der altid vil opstå uforudsete situationer. Men det uforudsete er ikke kun problemer (~”mælken er sur”) – det kan lige så vel være nye muligheder, som man bliver opmærksom på i forløbet – og hvor det så er vigtigt at alle involverede parter er indstillet på at udnytte disse muligheder kreativt og skabe størst mulig værdi i projektet.

Leif Rønby

Kommentatorens hjemmeside Thomas Brogren
fre, 30/09/2011 - 16:45

Kære Leif

Tak for din inspirerende kommentar

Jeg kan godt se, hvad du mener. Jeg tror, vi alle kan blive helt trætte ved tanken om halvtomme køleskabe, og områder hvor bevaring er det eneste mål. Du har ganske ret i at renovering ofte handler om at tilføre nyt, gøre husene mere spændende og give os nye muligheder. Køleskabsbilledet skulle illustrere, at det specielle ved renovering er at det eksisterende hus giver det kreative arbejde nogle dogmeregler. Det kræver at man er god til at se muligheder og synes at det er spændende at udvikle sine ideer undervejs. På kurset vil vi arbejde ud fra et diagram, der illustrerer, at der er færreste muligheder for fornyelse i huse af høj kvalitet og flest muligheder for fornyelse, når det eksisterende ikke har så høj kvalitet. Men den lidt lavere kvalitet af det eksisterende, giver samtidig de bedste muligheder for at lave energibesparelsesforanstaltninger, der virkelig batter noget. Derfor er det disse huse vi for alvor skal kikke på kurset og arbejde med i årerne fremover som arkitekter.

Det er rigtigt pointeret at også et renoveringsprojekt skal have en ide. På kurset vil vi tage udgangspunkt i at man i nybyggeri ofte starter med at udarbejde et koncept, som så skal fastholdes og gøres konkret undervejs i projekteringen – altså fra koncept til konkret. Renovering kræver, at man starter med at være meget konkret ved at undersøge det eksisterende hus og derfor vil arbejdet forløbe fra konkret til koncept.

Som du rigtig skriver, vil der altid opstå uforudsete situationer under et byggeri, og der vil opstå særligt mange under arbejdet med et gammelt hus. Så skal der samarbejdes om at finde nye muligheder og tages nogle hurtige beslutninger i sammen med bygherren. Derfor er det vigtigt at have fået talt om hvilke værdier og strategier, der skal lægge til grund for arbejdet. Det gør man måske nok ofte ubevidst, når man mødes med bygherren, men på kurset vil vi vise nogle redskaber, som kan bruges til at fremme denne tidlige dialog.

Jeg tror, at renovering kan noget helt særligt, som mange efterspørger i vores tid. Årets parcelhus i Bo Bedre var en renovering, og i interviewet med fortæller bygherren, at de føler de har fået noget helt specielt. Jeg tror, mange mennesker sætter pris på et hus med lidt mere personlighed og karakter. Det kan opstå ved at lave en unik kombination af netop dette hus´ historie og netop deres drømme og visioner.

Kommentatorens hjemmeside Thomas Brogren
fre, 30/09/2011 - 16:46

Anonyms billede
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Arkitektforeningen anvender Mollom til kommentarvalidering. Ved at indsende denne kommentar, accepterer du hermed vilkårerne i Molloms fortrolighedserklæring.
Kontakt Arkitektforeningen, hvis du har spørgsmål til dette.