Brøndens lys

Arkitekturinteresserede borgere og arkitekter mødte i anledning af Arkitekturens Dag op i Kulturhuset Brønden i Brøndby Strand. Arkitekt MAA Hanne A. Brøndum og Mogens Ihler Holm var med og beretter her fra begivenheden:
Arrangementets overskrift ”Kom og se Brøndens lys” blev illustreret ved en lille film, der projiceredes op på en af de hvide vægge, og der blev vist rundt af husets arkitekt, afdelingsleder Nils Jacobsen fra Aarhus Arkitekterne A/S og kommunens arkitekt i projekt- og byggeperioden Mogens Ihler Holm.
I husets facade er indbygget 242 lodrette LED-lysbånd i den perforerede antracitgrå solafskærmning, der omkranser husets 1. sal på alle fire sider. Philips Lighting har leveret lyset og medvirket i designet, hvor grundideen i facadebelysningen bygger på husets mange forskellige aktiviteter og sprudlende liv.
Til hverdag starter belysningen med gule og røde farver, som markerer solopgangen. Cirka en time før solnedgang kører en kombination af blå og grønne farver, der bevæger sig i forskellige mønstre. Belysningen afsluttes af en solnedgang, igen med gyldne farver, som aftager og glider over i en stjernehimmel, der slukkes et stykke efter midnat.
Brøndby Strands højhusbyggeri og bebyggelsesplan er et af forstadens mest berømte kvarterer fra byggeriets storhedstid i 1960-erne og er i dag et populært boligområde. Med det 4000 m2 store kulturhus har Vestegnen fået et arkitektonisk og kulturelt løft. Brønden ligger centralt placeret i Esplanadeparken med store rumlige kvaliteter såvel ude som inde. Ønsket om huset startede for mere end ti år siden som en vision hos en gruppe lokale borgere. Kulturhuset er blevet et markant folkeligt mødested og er blevet modtaget med åbne arme og taget i brug som bibliotek, lokal restaurant og café og populært tilholdssted for lokale væresteder.
Huset er tænkt multifunktionelt med praktiske muligheder for sammenhængende rum, der kan underdeles efter ønske. Den store multisal midt i huset kan således bruges som en totalt lukket enhed til arrangementer og som et stort åbent rum via skydedøre i begge ender. ”Man kan lade et maratonløb passere gennem huset”, fortæller Nils Jacobsen fra Aarhus Arkitekterne og med dette billede på nethinden slutter turen i det dobbelthøje atrium under ovenlysene, hvor solen tegner lange streger over de høje, lyse vægge.
Foto: Sole Nørgaard