Bryghusprojektet: Værdien af Brugerinddragelse from Arkitektforeningen on Vimeo.
I 2015 står det store Bryghusprojekt efter planen klar, og byrummet i hjertet af København vil komme til at rumme udstillinger, Dansk Arkitektur Center, legeaktiviteter, vandaktiviteter, mødesteder og meget mere. Arkitekterne bag er hollandske OMA/ Rem Koolhaas. Projektet er blandt andet blevet til i tæt dialog med borgere – og på trods af en hård start og kritiske input, har dialogen med fremtidens brugere været værdifuld for projektet. Læs interview med Realdanias kommunikationsansvarlige på Bryghusprojektet, Heidi Meier Bach.
”Dialogen med borgerne i forbindelse med Bryghusprojektet har på flere måder været uvurderlig. Vi er blevet udfordret, og er blevet tvunget til at se på projektet med nye perspektiver – og det gælder ikke mindst for arkitekterne (OMA /Rem Koolhas red.). Vi er blevet tvunget til at tænke projektet igennem igen og igen, og forestille os alle de udfordringer der måtte være i det, og det mener vi vil skabe et bedre slutresultat,” siger kommunikationsansvarlig på bryghusprojektet, Heidi Meier Bach.
Omfavn din kritiker!
Det er dog ingen hemmelighed, at processen ikke har været en dans på roser hele vejen igennem. Der har været stor kritik af Realdania for at ville fjerne legepladsen på Bryghusgrunden lige ved Langebro. Kritikere har sagt, at legepladsen er den eneste af sin slags i indre by, og transformationsplanerne med den har blandt andet igangsat underskriftindsamlinger og demonstrationer imod fjernelsen af legepladsen. Realdania valgte at imødekomme kritikken og invitere til dialog om legearealer på Bryghusgrunden:
”Naboerne og de daglige brugere af legepladsen på Bryghusgrunden, blandt andre børneinstitutionerne i Vartov og den Classenske Legatskole, har argumenteret stærkt for at få nogle udearealer til leg. Projektet var ikke tænkt med en masse legefaciliteter fra starten af, men mere som et kombineret legeareal og byrum. Flere legeelementer bliver nu implementeret, og det mener vi er en styrkelse af projektet. Ydermere har udearealerne generelt – også de mere ”pladsagtige” områder – fået meget mere opmærksomhed, og arealerne er blevet forøget i M2,” siger Heidi Meier Bach og forklarer, at det til at begynde med ikke var lige let at håndtere kritikken:
”Tilbage i starten af 2008 var vi ikke så gode til at møde vores kritikere dér, hvor de var. Det synes jeg, at vi er blevet meget bedre til. Vi har holdt møde med alle vores opponenter siden 2009, hvor vi har inviteret ind til en gennemgang af projektet, og synes at kunne se at en grundig indføring i projektet har nedbrudt en masse barrierer. Det har været meget givende at diskutere i øjenhøjde med vore opponenter.”
Er der ulemper ved brugerinddragelse, og hvad har disse lært jer?
”At planlægge og bygge et stort byggeri tager lang tid, og vi har erfaret, at det kan være komplekst at præsentere projektet for ikke-faglige borgere. Det kan f.eks. være svært for helt udenforstående at forholde sig til tidsplaner, der går fem-seks år ud i fremtiden, eller forholde sig til meget virkelighedstro illustrationer, der viser et byggeri, sådan som det måske kommer til at se ud. Overordnet handler det om at møde folk dér, hvor de er og ikke kun være optaget af, hvad man selv gerne vil,” understreger Heidi Meier Bach.
Hvad har I gjort for at engagere brugerne?
”Vi har holdt en række møder med interessenter og opponenter. Derudover har vi i samarbejde med DAC arrangeret en udstilling, så folk kunne få et mere fyldestgørende indtryk af projektet. Så har vi arrangeret cafémøder og byvandringer på og omkring Bryghusgrunden i samarbejde med Copenhagen X. Vi har også forsøgt at udvikle vores hjemmeside, så den informerer og inddrager på en let tilgængelig måde. Når vi går ind i byggefasen, vil vi genoptage aktiviteter som café- og debatmøder og også arbejde seriøst med midlertidige aktiviteter på og omkring byggegrunden,” siger Heidi Meier Bach.
Læs mere om den politiske proces og vedtagelse af lokalplanen
Hvis du skal give ét godt råd til arkitekter og andre bygherrer om brugerinddragelse og dialogproces – hvad skulle det så være?
Vi har erfaret, at det godt kan betale sig at mødes med sine modstandere! Jeg tror også, at man kommer et langt stykke ad vejen ved, i bedste Søren Kierkegaards ånd, at forsøge at møde folk dér, hvor de er. På den måde får man det bedste udgangspunkt for en dialog og forståelse for, hvad man selv kommer med. Og som et tillægsråd vil jeg, på baggrund af vores erfaringer, sige, at hvis man husker at spørge ”Hvad synes du?” i stedet for at starte med ”Det mener vi!”, så får dialogen et meget bedre afsæt – også selv om man ikke er enige.
Om Bryghusprojektet
Bryghusprojekt ventes at stå færdigt i 2015. Tilrettelæggelsen af byggeriet foregår over en længere periode, hvor planer, tegninger og modeller gradvist bliver mere detaljerede.
Læs mere om Bryghusprojektet
Se Realdanias film om Bryghusgrunden – blandt andet OMA/Rem Koolhas’ visualisering af projektet, Realdanias begrundelse for valg af arkitekt, interview med Jan Gehl mm.