Akademisk Arkitektforening

Er essensen af arkitektfaget den samme på tværs af generationer og tid? Arkitektforeningen har talt med en række MAA-seniorer: Hvordan formede arbejdslivet sig? Og hvordan skal nye generationer af fagfæller holde fanen højt? Fjerde interview i rækken er med Margot Lindegaard, arkitekt MAA, årgang 1932 med afgang 1977.

Af Lena McNair

”Først som sidst skal arkitekter lytte, se og mærke! Det er helt afgørende for vores tilgang til både de mennesker, vi arbejder med og de omgivelser, vi bygger i. det handler om at tage hensyn til stedet, at have brugerne med og kunne omsætte deres behov til god rådgivning og god arkitektur,” siger Margot Lindegaard.

Margot Lindegaard er ikke i tvivl om svaret på spørgsmålet om, hvad der binder arkitekter sammen på tværs af generationerne. Men præmisserne flytter sig til gengæld, har hun bemærket, siden hun selv tog fat på karrieren:

”Tiden efter arkitektskolen var meget anderledes end i vore dage. Vi var anderledes, arbejdsforholdene var anderledes, og tro det eller ej, det var betydelig nemmere at få job end at få afgang. Der var masser af opgaver og lønnen forhandlede man sig til. Da jeg omkring 1960 blev gravid, var vi ikke længe om at beslutte os for, at jeg var den, der tjente penge for at klare familiens udgifter. Afgang kunne jeg altid få, troede vi. Ikke desto mindre blev jeg først MAA i 1977.”

Havde du selv nogen kvindelige rollemodeller?
”Overhovedet ikke. Faktisk ved jeg ikke engang rigtig, hvor idéen om at blive arkitekt kom fra. Men da jeg først var kommet ind på forskolen, var jeg slet ikke i tvivl. Jeg trivedes virkelig i faget. Man skulle have en håndværksbaggrund, da jeg startede, og jeg havde 8 måneders praktik som murerlærling i et stort byggefirma. Og når jeg tænker tilbage på den periode, forbavses jeg stadig over, hvor dygtige murerne var til at give faget videre til mig og andre lærlinge. Det krævede jo også tid at have os med, men de lærte meget fra sig.

Jeg synes faktisk, det er en skam, at man ikke længere skal have prøvet livet på en byggeplads, inden man starter på arkitektskolen. Dels for at få fornemmelse for materialer, men også for at have kendskab til, hvordan ting bliver til i samarbejde mellem dygtige håndværkere.”

Den klassiske start
Margot Lindegaard startede klassisk ud med at være ansat ved mindre private tegnestuer og var her med til at tegne alt fra skibsapteringer, transistorradioer for B&O, enfamiliehuse og ombygning af institutioner.

”Og vi tegnede jo altså med blyant!,"understreger hun.

Der fandtes imidlertid ikke mange kvindelige arkitektkollegaer op gennem karrieren. Dels uddannedes der langt færre i hendes årgang end nu, dels faldt flere af dem fra, efterhånden som de fik familie og det blev svært at forene en karriere med børn, som der ikke var institutionspladser til:

Pasning og pendlerliv
”På et tidspunkt oplevede jeg det skisma at stå med tre børn i pasningsalderen og gerne ville fortsætte med at arbejde, men hvor jeg boede, var der ingen daginstitutioner. Efter at have gået hjemme i tre år, følte jeg, den viden jeg havde oparbejdet lige så langsomt forsvandt. Heldigvis havde jeg en god ven, der var medindehaver af en større tegnestue. Han overlod mindre opgaver til mig i starten, som jeg kunne løse hjemme eller hos ham, mens børnene var i nærheden. Jobbene hang på det tidspunkt ikke på træerne, så det var en god løsning.”

Men det lykkedes at få flere institutionspladser?
”Ja, i dén grad! Og flere af dem har jeg selv været med til at udforme. Det tog fart lige omkring 1970 og der var jo gang i kvindefrigørelsen, alle skulle ud på arbejdsmarkedet.”

Spørg om et job
Ved et lokalt arrangement kom Margot Lindegaard tilfældigt til at sidde ved siden af kommunearkitekten og spurgte, om der mon ikke var brug for en arkitekt på hans arbejdsplads? Det var der faktisk, og Margot Lindegaards første opgave blev at stå for opførelsen af nye børnehaveklasser i samarbejde med den nyansatte pædagog.

”Det kom faktisk til at præge min faglige bane. Mange mandlige arkitekter ville jo hellere brække en arm på langs end at arbejde med en børneinstitution! Så var det godt, at jeg var kvinde og faktisk trivedes med at udforme velfungerende rammer for børn. Jeg havde dem jo selv tæt på og vidste en del om, hvad børns behov er.

Derudover oprettede vi en gruppe af institutionsledere som sparringspartnere ved udformning af bygherreprogrammer. Den gruppe eksisterede en lang række år og jeg er sikker på, at det er deres medvirken, der har bidraget til, at de institutioner der blev opført, stadig står der og er velfungerende.”

Arkitektens rolle
Samarbejdet med brugere og eksperter har fyldt meget i Margot Lindegaards faglige liv. Hvordan ser hun arkitektens rolle? Har den ændret sig?

”Arkitekter skal kunne lytte til samarbejdspartnerne og i kraft af sin faglighed kunne skelne væsentligt fra uvæsentligt i den forstand, at det ikke er alt, der kan bruges i den videre proces. Det tror jeg ikke vil ændre sig. Ofte er bygherren jo af gode grunde langt nede i stoffet og optaget af detaljer, som dog ikke har betydning for det endelige produkt. Her er det arkitektens opgave at tage godt imod alle input, men sortere i dem.

Dét at gøre et godt forarbejde og undervejs blive klogere gennem sine samarbejdspartnere er noget af det fineste ved arkitektarbejdet. Jeg har ofte været ene kvinde på en byggeplads, og her oplevede jeg, at det gav masser af viden at lægge ud med at spørge håndværkerne:

”Jeg har tænkt at gøre sådan og sådan. Hvad tænker du om det?” At tromle af sted med sin egen skråsikre mening gjorde kun én til grin”.

Kvalitet og langtidsholdbarhed
Men ofte har Margot Lindegaard oplevet som arkitekt at kæmpe en lidt ensom kamp for at skulle forklare omgivelser og samarbejdspartnere om god kvalitet og langtidsholdbare løsninger:

”Det kan være ganske slidsomt. På den ene side brænder man for sit fag og vil så gerne fortælle om alle de gode muligheder, og på den anden side kommer man ofte til at fremstå bedrevidende, fordi der er så lidt bevidsthed om arkitekturens formåen.”

Har du brugt Arkitektforeningen i din tid som arkitekt?
”Absolut. Jeg var en overgang medlem af Arkitektforeningens Ligestillingsudvalg, og det fandtes jo også kun, fordi der var brug for det. Vi var virkelig mange kvindelige arkitekter, der sad som de eneste på en mandsdomineret arbejdsplads og ofte blev der set skævt til os, for hvad nu hvis vi skulle på barsel? Og hvad nu med at hente børn og gå før tiden?

Vi arbejdede bl.a. på, at der blev oprettet en central barselsfond, så navnlig små arbejdspladser ikke blev ramt uforholdsmæssigt hårdt af barselsomkostningerne. Jeg var også tillidsrepræsentant for arkitektklubben som kommunalt ansat i mange år og havde stor glæde af råd og vejledning fra foreningen.”

Hvor skal Arkitektforeningen holde fanen højt?
”Jeg tænker, at Arkitektforeningen kunne gøre mere ud af at forklare arkitektur for mennesker udenfor faget. Det ville være ideelt at starte i folkeskolen med at bevidstgøre eleverne, selvom jeg udmærket er klar over, at lærere og elever skal mange andre ting og at det bliver svært at finde finansieringen til det.

Og så ville det være godt, hvis Arkitektforeningen kunne medvirke til at få flere arkitekter ansat i kommunerne. Her er der virkelig brug for arkitekters helhedssyn, når der skal træffes beslutninger om byggeri og planlægning, som jo har langtrækkende konsekvenser for mange mennesker.”