Danske og islandske arkitekter vinder Europan 11
Unge arkitekter fra hele Europa har valgt at rette blikket mod Allerød, København og Rødovre i den internationale arkitektkonkurrence EUROPAN, der finder sted for 11. gang. I dag offentliggøres vinderne. To danske og et islandsk arkitektteam løber med førstepræmierne.
Vinderprojekterne i EUROPAN 11 blev i dag offentliggjort med en prisoverrækkelse i Dansk Arkitektur Center.
Ikke færre end 97 arkitektteams fra hele Europa har indleveret forslag til den danske del af EUROPAN 11 konkurrencen, hvor de unge arkitekter har skullet arbejde med det nære hverdagsliv omkring enten brokvarterets karrestruktur eller forstadens parceller på konkurrencegrundene i Allerød, København og Rødovre.
”Europan er en fin platform for både unge arkitekter og visionære byer i hele Europa, hvor man sammen sætter fokus på de udfordringer vores byer har. Og vinderprojekterne viser, at unge danske arkitekter klarer sig meget fint i en international sammenhæng. Jeg ser nu frem til, at kommunerne videreudvikler projekterne i samarbejde med vinderne, og dermed er med til at give de unge arkitekter en ekstra chance for at realisere deres visioner,” udtaler Kulturminister Uffe Elbæk.
En international dommerkomité har valgt at tildele førstepræmier til to danske teams og et islandsk/dansk team. Her er vinderprojekterne:
ALLERØD: NÅR NATUREN BLANDER SIG I HVERDAGEN
TEAM: Eyrun Margret Stefansdottir, arkitekt (IS), Mette Blankenberg, arkitekt (DK)
Vinderteamet har skabt en bebyggelsesplan, hvor den omkringliggende natur skal bruges aktivt for at styrke fællesskabet mellem beboerne. Vinderforslaget er et bud på, hvordan man kan skabe en moderne og bæredygtig bydel i Ny Blovstrød med frugthaver, fælleshaver, solcelleanlæg og affaldssorteringsanlæg.
KØBENHAVN: DET SIDSTE BROKVARTER 
TEAM: Flemming Rafn Thomsen, arkitekt og planlægger (DK), Ole Schrøder, arkitekt (DK)
Vinderforslaget omdanner Sankt Kjelds Plads på ydre Østerbro til ”et stort fællesrum”, hvor forskellige typer af trafik og aktiviteter kan integreres. Med inspiration hentet fra dannelsen af det danske landskab i istiden foreslår vinderteamet en detaljeret biotop-strategi, hvor regnvand opsamles i små søer, der skaber attraktioner som ”Dødisen” og ”Biotop” på den nye plads.
RØDOVRE: ISLEV ID
TEAM: Søren Leth, arkitekt og planlægger (DK), Rasmus Therkildsen, arkitekt (DK)
Vinderforslagets bærende idé er etableringen af et samlende byrum, ID-linjen, i Rødovres nordlige del Islev. Langs byrummet identificeres en række unikke kvaliteter i de eksisterende byggerier, som opgraderes, åbnes op og orienteres mod det nye byrum. Projektet tager afsæt i en ambition om, at bydelen skal eksistere på forstadens præmisser og styrke og opgradere forstadens særlige attraktioner.
Se samtlige 97 indkomne forslag til de tre konkurrencegrunde
Direktør i Arkitektforeningen, Jane Sandberg glæder sig på vindernes vegne:
”Igen i år har Arkitektforeningen finansieret en del af Europan-konkurrencen. Det gør vi, fordi konkurrencen er alle tiders initiativ i forhold til at give yngre arkitekter mulighed for at prøve kræfter med spændende opgaver i både Danmark og i udlandet. Det har været en glæde at se unge spirende talenter fra hele Europa designe visionære forslag til danske kommuner. Ligeledes er det opløftende at se, at de deltagende kommuner tør tænke fremad og satse på potentialerne i vækstlaget.”
Realiserbare projekter
De tre danske kommuner har brugt EUROPAN konkurrencen til at få belyst nogle lokale bymæssige problemstillinger ved at invitere Europas unge arkitekter til at komme med nye og innovative bud på at finde nye potentialer i en række helt almindelige hverdagsrum.
”De tre konkurrencegrunde repræsenterer nogle universelle problemstillinger, som kan genfindes i mange europæiske byer. Vi har valgt tre vinderprojekter der ikke bare er velløste men også realiserbare. De viser en kvalitativ evolution snarere end en revolution af de københavnske byrum og forstæder. Vi er sikre på, at der står tre fagligt stærke teams bag vinderprojekterne og glæder os til at følge det fortsatte proaktive arbejde med at få forslagene realiseret,” siger formanden for juryen, arkitekt Andreas Klok Pedersen.
Vinderne modtager ud over hæderen 12.000 Euro, og andenpræmievinderne modtager 6.000 Euro.
I de kommende måneder vil kommunerne undersøge, hvordan et samarbejde mellem dem og vinderne kan udmønte sig. De præmierede projekter vil udstilles i de tre kommuner i starten af det nye år.
Se og læs mere om alle ni præmierede projekter, hent hele dommerbetænkningen og læs mere om konkurrencegrundene
Om Europan konkurrencen:
EUROPAN konkurrencen har eksisteret siden 1988 og adskiller sig fra andre arkitekturkonkurrencer ved at være et bredt samarbejde mellem en række europæiske lande. Gennem de sidste 20 år har Europan vist sig at være meget mere end blot en konkurrence, men også en unik international platform for viden, diskussion om udvikling af europæisk urbanitet for både unge arkitekter og europæiske byer. Som en del af konkurrencen deltager kommuner, jury og de vindende teams i en række internationale seminarer, hvor man udveksler og deler viden på tværs af de europæiske byer. Det er tredje gang Danmark deltager i konkurrencen.
I alt har 49 byer i Europa stillet konkurrencegrunde til rådighed for de unge arkitekter, der skal være under 40 år for at deltage.
Europan Denmark er støttet af Kulturministeriet og Arkitektforeningen. Sekretariatet for Europan Denmark varetages af Dansk Arkitektur Center og Arkitektforeningen medvirker som konkurrenceteknisk rådgiver. EUROPAN gennemføres i tæt samarbejde med Kunstakademiets Arkitektskole og Arkitektskolen i Aarhus.