Debat: Arkitekter og magt
Dagbladet Politiken har i den seneste tid bragt en større artikelserie om Realdania og denne forenings rolle i samfundet. Overraskende har det været at opleve i hvor høj grad artiklerne har været baseret på vonhörensagen, og endnu mere overraskende at det primære grundlag for artiklerne har været en spørgeskemaundersøgelse blandt arkitekter – en undersøgelse, der har været anbefalet af begge arkitektforeninger.
Debatindlæg af Graves Simonsen, arkitekt MAA
Oven på artikelserien må det være på sin plads med lidt refleksion, og efter min mening ikke mindst hos ledelserne i de to arkitektforeninger. Først og fremmest har det været beskæmmende at opleve foreningernes ukritiske tilgang til Politikens spørgeskemaundersøgelse, der ikke kræver megen analytisk viden og indsigt at kunne kategorisere som både tendentiøs og analyseteknisk betænkelig. Som udgangspunkt havde det været klædeligt for arkitektforeningerne at kræve en vis videnskabelighed i en undersøgelse, som skulle have foreningernes anbefaling, og som oplevet i omhandlende tilfælde nærmest ophøjer et lille antal arkitekter til sandhedsvidner for Realdania gøren og laden.
Hvem er eksperter i magtstrukturer?
Det gennemgående tema i Politikens artikler om Realdania har været foreningen som magtfaktor, et tema som også berøres af Arkitektforbundets formand i den første artikel. Siden hvornår er det blevet arkitekters gebet at kunne udtale sig om magtstrukturer i samfundet, der rækker ud over disses private holdninger? Det ligger mig bekendt ikke som en del af arkitektuddannelsen at beskæftige sig med magtstrukturer i en sådan grad, at det i sig selv gør arkitekter til ekspert inden for dette felt. Vil samfundet ikke være bedre tjent med, at vi som arkitekter prøver at påvirke udviklingen gennem et kvalificeret fagligt virke, i stedet for fremførelse af anonyme, personlige meninger?
De to arkitektforeninger er efter min opfattelse sat i verden for at varetage arkitektfagets faglige (og politiske) interesser, sætte arkitekturpolitiske dagsordener i bred forstand og for at skabe og fremme de bedst mulige vilkår for arkitektfagets udøvelse til gavn for vores fælles samfund. Det gøres blandt andet ved til stadighed at forsøge at påvirke de politikere, som er ansvarlige for fagets rammebetingelser – lovgivningsmæssigt, økonomisk osv. – og ved at skabe alliancer med andre parter, der har sammenfaldende interesser og formål som fx Realdania, hvis formål det er at skabe muligheder og resultater på et meget konkret og synligt plan. Begge foreninger har i omhandlende sammenhæng efter min mening manglet dømmekraft, og foreningernes engagement i Politikens spørgeskemaundersøgelse havde været en bedre sag værdig.
Transparent ageren
Er der da ikke noget at komme efter i Realdania? Det er der givet vis, og på trods af foreningens åbenhed og transparente ageren vil der sikkert altid kunne ske forbedringer, også i den måde, hvorpå foreningen optræder i forskellige sammenhænge. Men som akademikere skal vi kunne skelne mellem eventuelt selvoplevede nederlag som fx afslag på et konkurrenceforslag eller en ansøgning om støtte til ’verdens bedste projekt’, og større sammenhænge af samfundsmæssig betydning, også selvom vi måtte have en aktie heri.
Lad os bruge slipstrømmen efter Politikens artikelserie og vores fælles energi på at få rettet op på flere års udvanding af byggeriet som politisk og offentligt indsatsområde, og lade det følge op af alliancer med andre, der deler vores faglige interesser, så vi sammen står stærkere i dialogen med dem, som har magten til at ændre på forholdene. Med arkitektforeningerne som ramme herfor vil begge samtidigt leve op til deres formål.