Akademisk Arkitektforening

”Den faglige integritet holder os sammen”



Kristian Ly Serena, arkitekt MAA og medindehaver af Studio Fountainhead har deltaget frivilligt i lokalledelsen Københavns arbejde, og det har ikke skræmt ham fra at engagere sig i Arkitektforeningen. Tværtimod. Han stiller op som kandidat til det kommende valg og fortæller her, hvorfor han har lyst til at engagere sig mere.


Hvorfor er lokalafdelingerne værd at bruge tid på?
”Lokalafdelinger står bag mange af de arrangementer og aktiviteter, man møder som medlem af Arkitektforeningen. I København er det blandt andet byggepladsbesøg, pavillon-konkurrencer og debataftener som 1E torsdag, hvor vi sætter fokus på aktuelle faglige diskussioner. På den måde er dét at være med i lokalledelsen også en mulighed for at sætte et personligt præg på arkitekturdebatten i Danmark”.


Hvilke andre fordele er der ved at være med?
”Lokalafdelingen er også en mulighed for at tilbringe tid sammen med en behagelig faglig gruppe mennesker i alle aldre. Jeg tror, at vi i København har et aldersspænd mellem midt-20’erne og helt op omkring 70 år. Så det er en mulighed for at udvide sit netværk.”


Hvor meget kræver det at sidde i lokalledelsen?
”Det kan sagtens lade sig gøre at have et travlt job og samtidig engagere sig i det foreningspolitiske. Det er de siddende medlemmer jo bevis for. Der er mange skuldre til at løfte, og så har vi sekretariatet i ryggen til at hjælpe med at få initiativerne til at flyve. I København har vi desuden adgang til huset i Aabenrå, som er en god ramme om vores arrangementer.”  


Hvorfor er Arkitektforeningen vigtig for dig i det hele taget?
”Jeg tror på, at vi som arkitekter står stærkest, hvis vi står sammen. Især lige nu, hvor faget er presset både udefra med de udviklinger, der sker politisk og i samfundet, men også indefra, hvor nogle arkitekter tager for let på den arkitektoniske kvalitet. De udfordringer skal vi diskutere i Arkitektforeningen, hvor der er en faglig integritet, som holder os sammen. Derfor er foreningen vigtig, og derfor er det vigtigt, at så mange som muligt vælger at engagere sig.”

Kommentarer