Akademisk Arkitektforening

Det mener Arkitektforeningen om boligforlig 2010



Mandag den 8. november indgik regeringen et nyt boligforlig med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre som et led i finanslovsforhandlingerne.

Formand for Arkitektforeningen, Natalie Mossin siger:

”Der er for lidt luft under vingerne i boligforliget. Det er fortsat lejernes egne opsparede penge, aftalens parter fordeler. Boligaftalen er således reelt gratis for regeringen – selvom det formuleres som en investering i de udsatte boligområder.

Helt konkret er aftalens loft for renovering for lavt i forhold til behovet. Der bor 1 million mennesker i almene boligforeninger, og mange af bygningerne har en alder, hvor behovet for udvikling og forbedring er påtrængende. Boligforligets loft giver ca. 5.000 kr. pr. beboer, eller godt og vel hvad der svarer til 1 nyt badeværelse til hver 10. lejlighed*

I den forbindelse er det ærgerligt, at boligforliget ikke inkluderer en suspendering af Landsbyggefondens bidrag til nybyggeri, indtil den lange kø af renoveringsprojekter er væk.  Det er svært at se fordelen i at bygge nye boliger, når eksisterende hjem forfalder. 

På positivsiden er der i den nye aftale indskrevet en energigaranti, som gør, at Landsbyggefonden kan påtage sig risikoen ved energirenovering, frem for at den enkelte lejer og boligafdeling hæfter. Det er en god hjælp til en bæredygtig udvikling.

I boligforliget er der fokus på 29 særligt udpegede boligområder. Men der er ca. 7000 almene boligafdelinger med over en halv million boliger i Danmark, hvilket svarer til næsten 20 procent* af den samlede boligmasse. Disse mange boliger skal have nuværende og fremtidige behov for udvikling og transformation dækket gennem Landsbyggefondens midler. Det er beklageligt hvis boligforeninger -  i Ribe, Rønne, Ringe, og over hele landet, glemmes af politikerne i den nye boligaftale.

”At holde hus” er et populært begreb i dagens økonomiske politik. God husholdning er også vedligehold og udvikling af de aktiver, man har ansvaret for. De almene bebyggelser er sådant et aktiv.”


Læs artiklen Skepsis overfor ny boligaftale

Læs artikel Det mener Arkitektforeningen om regeringens ghetto-strategi


*19,2 % af den samlede boligmasse udgøres af almene boliger. I alt er der ca. 553.000 boliger, der ejes af almene boligselskaber.
Der er ca. 7000 almene boligafdelinger, der er organiseret i ca. 650 lokale boligorganisationer.

*Vurderet på basis af en cirkapris på 100.000 kr. pr. badeværelse.

Kilder: Beredskabsstyrelsen, Danmarks Almene Boliger, Wikipedia og Boligselskabernes Landsforening.


 





Kommentarer

Kommentatorens hjemmeside Kay Fisker
tor, 11/11/2010 - 18:21

Hvorfor mener Arkitektforeningen, at vi medlemmer skal belemres med Natalie Mossins uvedkomne politiske holdning til boligforliget?

Arkitektforeningen er en upolitisk faglig forening, så spar os venligst for ligegyldige subjektive betragtninger for fremtiden!

Kommentatorens hjemmeside Jane Sandberg
søn, 14/11/2010 - 12:42

Tak for kommentar. Arkitektforeningen har en 131 årig historie for at føre politik på standens vegne. Det fortsætter vi med at gøre, og derfor vil du også fremover kunne følge foreningens holdninger til politiske emner af relevans for standen gennem meldinger fra foreningens formand.
Venlige hilsner
Jane Sandberg, direktør for Arkitektforeningen

Kommentatorens hjemmeside Kristian
man, 15/11/2010 - 11:14

Kære Kay Fisker

Din kommentar er efter min mening lidt ude i hampen. Jeg har svært ved at spore subjektive politiske holdninger i Natalie Mossins indlæg. Tværtimod synes jeg det er udmærket, at alternativer til den eksisterende 'model' belyses, hvad enten de kommer fra et politisk part eller ej.

Og er det noget arkitekter generelt kunne blive bedre til, så er det at gå ind i den politiske substans af de problemstillinger mange af os jo direkte kommer til at arbejde med fremover!

Anonyms billede
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Arkitektforeningen anvender Mollom til kommentarvalidering. Ved at indsende denne kommentar, accepterer du hermed vilkårerne i Molloms fortrolighedserklæring.
Kontakt Arkitektforeningen, hvis du har spørgsmål til dette.