Akademisk Arkitektforening

Eksportpris til Henning Larsen Architects



Henning Larsen Architects modtog mandag den 14. juni Kong Frederik den Niendes Hæderspris. Prisen blev overrakt af HKH Prins Henrik ved en ceremoni på kongeskibet Dannebrog.

”Vi er meget stolte og det er et stort skulderklap til alle medarbejdere. Arkitektbranchen har de seneste fem år orienteret sig mere globalt end tidligere. Danske arkitekter er efterspurgte internationalt, fordi vi arbejder med udgangspunkt i dialog og åbenhed. Danske arkitekter har en stærk tradition og er i dag førende, når det gælder bæredygtig arkitektur. Eksportprisen er med til at sætte fokus på faget og den betydning, det har for Danmarks eksport" siger administrerende direktør, Mette Kynne Frandsen.

Mette Kynne Frandsen og designdirektørerne Louis Becker og Peer Teglgaard Jeppesen fik overrakt hædersprisen af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik ombord på Kongeskibet Dannebrog.

”I internationale projekter er der ofte mange samarbejdspartnere. Det gør processerne mere komplekse, og vi skal være mere effektive. Vi bruger vores erfaringer fra Danmark internationalt og de erfaringer, som vi får i udlandet, tager vi med os hjem” siger designdirektør Louis Becker, Henning Larsen Architects.

I 2003 var eksportandelen af Henning Larsen Architects’ omsætning 15 procent og direktionen satte derfor en internationalisering af virksomheden på dagsordenen. Det har givet resultater og i indeværende regnskabsår estimeres eksportandelen at være steget til 64 procent.

Foruden en lang række projekter i Danmark arbejder Henning Larsen Architects med projekter i omkring 20 lande. Blandt projekterne er en bæredygtig bydel i Saudi-Arabiens hovedstad, et oplevelsescenter for børn i Syrien, et hovedsæde for Spiegel-koncernen i Tyskland, et kulturcenter i Kina og et nyt koncerthus på den spanske ferieø, Lanzarote.

(Kilde: www.henninglarsen.com)

Kommentarer

Indsend kommentar

Anonyms billede
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Arkitektforeningen anvender Mollom til kommentarvalidering. Ved at indsende denne kommentar, accepterer du hermed vilkårerne i Molloms fortrolighedserklæring.
Kontakt Arkitektforeningen, hvis du har spørgsmål til dette.