Akademisk Arkitektforening

Failed Architecture i Danmark


Domus Vista har oplevet både storhed og fald. I dag er Danmarks højeste
beboede bygning et af arkitekturens sorte får.

 Af Ane Rottbøll Jørgensen & Signe Sophie Bøggild

Domus Vista slås med mange udfordringer: manglende renovering, en homogen aldrende beboersammensætning, utidssvarende lejlighedsstørrelser, butiksdød i det spøgelsesagtige center ved højhuset og problemer med tilgængelighed. Stedets potentialer ligger i, at beboerne alligevel formår at få det bedste ud af fællesområderne og danne mere eller mindre synlige netværk gennem møder på den lokale café, fællesspis¬ning, strikkeklub og andre aktiviteter i foreningen Domusklubben, der har indtaget centrets nedlagte bibliotek.

Domus Vistas vej ud af asken?
På Arkitekturens Dag inviterede Netværk for Yngre Planlæggere den mobile debatplatform Failed Architecture til debat i Domus Vista. Initiativtagerne bag platformen er den bulgarske arkitekt Ljubo Georgiev og den hollandske kurator/kritiker Michiel van Iersel. Mere end 60 fagfolk, studerende, beboere og borgere var mødt op for at diskutere modernistiske boligområders udfordringer og potentialer.

Dagen begyndte med en walkshop, hvor deltagerne blev ledt rundt til fire poster i og omkring Domus Vista. Her fik de at indblik i det daglige liv set gennem beboeres, lokalt ansattes og kommunale repræsentanters optikker. Efter ’walkshoppen’ var konklusionen på den ivrige diskussion, at Domus Vista som en anden fugl Fønix får svært ved at rejse sig fra sin egen aske og genopstå som en smuk fugl.

Modernitet versus diversitet
Efter walkshoppen var der debat med tre oplægsholdere. Moderatoren Michiel van Iersel indledte med sine erfaringer fra andre Failed Architecture arrangementer i Amsterdam, Skopje og Sofia. Derefter var det arkitekt Claus Bech Danielsens (SBI) tur. Han indledte debatten med at understrege, at størstedelen af beboerne i de modernistiske byggerier er tilfredse, og at medierne er med til at blæse problemerne op. Han forklarede, at ideerne om diversitet, som blev set som nøglen til det gode liv i 1980’erne, havde vendt de modernistiske idealer på hovedet. Pludselig skulle boligen reflektere identitet, ikke standardisering. Flere af de modernistiske byggerier har også været gennem renoveringer præget af dårlige byggematerialer og hurtige løsninger, der i sidste ende er gået ud over beboerne og kvarteret.

Beboerne har ikke en chance
Urbanist Niels Bjørn tog udgangspunkt i den omdiskuterede modernisme-kritiske antologi Arkitektur der forandrer (2008), som han har redigeret for Arkitektforeningen. Bjørn opskalerede problematikken til at tale om Failed Urban Planning – altså fra arkitektur til planlægningsniveau.

For Niels Bjørn er de høje idealer og den modige sociale ingeniørkunst hos modernistiske byplanlæggere som Le Corbusier fascinerende. Men problemet er, at urbaniteten er gået fløjten efter, at planerne skulle virke som levet virkelighed. Beboerne havde ikke en chance for at præge deres bolig, føle sig hjemme og indtage de ensformige blokke. Mange af bebyggelserne vender også ryggen til den omkringliggende by, så der opstår ghetto-lignende enklaver. Derfor kan fysiske indgreb og nedrivning være en løsning på udfordringerne, mente Niels Bjørn ret kontroversielt.

Wild East – et forbillede?
I sit oplæg Building Upon Ideals fortalte arkitekt Ljubo Georgiev, hvordan det modernistiske byggeri i Bulgarien har udviklet sig siden Berlinmurens fald. I Sofia bor 90% af beboerne i modernistisk byggeri uanset uddannelse og økonomisk baggrund. Med sammenbruddet i Sovjetunionen forsvandt lighedsidealerne og den fælles administration af Sofias boligmasse. Planøkonomien veg for selvorganisering og Wild East kapitalisme drevet af developer oligarker. Mange af lejlighederne blev solgt til private, og cafeer og frisører indtog lejlighederne. Tilbygninger knopskød, og beboere renoverede facaden rundt om deres egne vinduer i forskellige farver.

Privatisering og manglende reguleringer skabte altså noget af den diversitet, som vi efterspørger i Danmark. Måske en inspiration til at åbne fastlåste (ghetto)diskussioner og se nye muligheder i renoveringerne?

Kommentarer

Kommentatorens hjemmeside Jørgen
tor, 15/12/2011 - 15:06

Billeder!
Hvor er billederne eller link til billederne af de bulgarske vildskaber? Dem vil vi gerne se...

På forhånd tak!

Kommentatorens hjemmeside Ane Rottbøll
tor, 15/12/2011 - 21:39

Hej Jørgen,

Denne hjemmeside er nok det bedste bud!

http://failedarchitecture.com/

Held og lykke,

Ane

Anonyms billede
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Arkitektforeningen anvender Mollom til kommentarvalidering. Ved at indsende denne kommentar, accepterer du hermed vilkårerne i Molloms fortrolighedserklæring.
Kontakt Arkitektforeningen, hvis du har spørgsmål til dette.