Forandringens Tårn - arkitekturforskning i øjenhøjde

Kunstakademiets Arkitektskole slår igen i år dørene op for nysgerrige, arkitekturinteresserede besøgende til Forskningens Døgn 2011 torsdag den 24. maj: ”Forandringens Tårn – arkitektforskning i øjenhøjde”. Der inviteres indenfor til et spændende byggeprojekt, som kombinerer forskning, teknologi, digitalt produktionsudstyr – og masser af papir.
I skolens Festsal skal der bygges et højt tårn. Tårnets struktur er baseret på et smukt og sindrigt mønster, som i matematikkens verden er kendt som en ’Penrose Tiling’, og som her bliver viderefortolket til en fraktal struktur. Mønsteret bearbejdes til en slags todimensionale puslespilsbrikker, der skæres ud med en laserskærer. Dernæst foldes de og placeres i den nu tredimensionale struktur, som med deltagernes hjælp bliver højere og højere.
Sideløbende med byggeriet fortæller en række af skolens yngre forskere om, hvordan det er at være forsker, hvad de hver især arbejder med, og hvorfor arkitekturforskning er både spændende og nødvendigt. Forandringens Tårn er arrangeret af Center for IT og Arkitektur, CITA, ved Kunstakademiets Arkitektskole.
På biblioteket er der samme dag kl. 16.30 - 17-30 foredrag af Peter Andreas Sattrup om bæredygtighed i byggeriet. Læs mere på bibliotekets hjemmeside.
Der er gratis adgang for alle – kommer man med en større gruppe, skal man melde sig til på forhånd. Kontakt pressemedarbejder Susan Gregers Jensen, E: susangregers.jensen@karch.dk, T: 32 68 60 49.
Læs mere om Forskningens Døgn