Forskningsstrategier og resultatkontrakter - Interview med Carina Christensen
Kulturminister Carina Christensen er overbevist om, at både forskningen og skolernes tilknytning til det arbejdsmarked, der uddannes til, vil indgå i arbejdet med de nye resultatkontrakter, som skal forhandles med skolerne i 2010.
Hvad gør Kulturministeriet helt konkret for at bygge bro mellem forskning og praksis?
”På arkitektskolerne er en stor del af forskningsaktiviteterne forankret i tværfaglige, tværinstitutionelle og tværsektorielle forskningsprogrammer og -netværk med deltagelse af såvel danske som udenlandske institutioner, organisationer og private virksomheder. Nogle gode eksempler er arkitektskolernes forskningsprojekter under f.eks. Alexandrainstituttet i Århus, Erhvervs- og Byggestyrelsens program for det digitale byggeri og innovationsnetværket AluCluster, der er et viden- og teknologicenter for aluminium. Kulturministeriet har blandt andet bevilget midler til opbygning af kompetencer på begge arkitektskoler inden for Det digitale byggeri eller Building Information Modeling (BIM), som området også kaldes. Det har udmøntet sig i et nyt adjunktur og en BIMcamp, som er en del af ByggerietsMatch, hvor toppen af dansk erhvervsliv, forskere og andre interessenter inden for byggeriet erfaringsudveksler og diskuterer BIM i forhold til fremtidens byggeri.”
Har du et par gode eksempler på, at dialogen mellem forskning og praksis har bidraget med ny viden (1+1 = 3)?
”Udover de eksempler jeg allerede har nævnt, kan jeg nævne arkitektskolernes ErhvervsPh.D.-studerende. Gennem deres ansættelser ude i praksis er de med til at skabe en tæt dialog mellem praksis og teori, og deres erfaringer fra arkitektfagets virkelighed er vigtig for forskningen. Arkitektektskolerne har f.eks. ErhvervsPh.D.-studerende i samarbejde med virksomheder som Lundgaard & Tranberg Arkitektfirma A/S om revitalisering af teglmuren og med Teknologisk Institut og Bjarke Ingels Group om potentialet ved brug af industrirobotter til fremstilling af betonbyggeri.”
Hvordan vil du sikre, at millioner af forskningskroner ikke blot omsættes til støvede rapporter – men når ud til praksisvirkeligheden og dermed borgerne?
”Vores resultatkontrakter skal sikre, at forskningen bliver formidlet. Det er jeg sikker på, at man også vil være optaget af i de nye aftagerpaneler, som nu etableres på arkitektskolerne. En vigtig del af arkitektskolernes forskningsstrategi er, udover frembringelsen af ny viden, også at videnoverførsel og udviklingsarbejde foregår i et tæt samarbejde mellem interessenterne, og at forskningsresultater bliver formidlet som en del af processen, og ikke kun som ”støvede rapporter.”
Som succesfulde eksempler på dette kan nævnes projekter inden for Det digitale Byggeri vedr. nye skitserings- og projekteringsteknikker i 3D. Udvikling af potentialet for individuel tilpasning (costumization) af bygningskomponenter og industrialiseret byggeri og Topologioptimering af betonkonstruktioner.
Derudover er ErhvervsPh.D-ordningen, som nævnt, også en rigtig god ’brobygger’ mellem forskning og praksis.
Jeg er overbevist om, at både forskningen og skolernes tilknytning til det arbejdsmarked der uddannes til, også vil indgå i arbejdet med de nye resultatkontrakter, som skal forhandles med skolerne i 2010.”
Læs interview med Helge Sander