Akademisk Arkitektforening

Er essensen af arkitektfaget den samme på tværs af generationer og tid? Arkitektforeningen har talt med en række MAA-seniorer om deres liv som arkitekter: Hvordan formede arbejdslivet sig? Og hvordan skal nye generationer af fagfæller holde fanen højt? Andet interview i rækken er med Otto Käszner, arkitekt MAA, årgang 1938 med afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1966.

Af Lena McNair

”Vi troede jo alle, at vi skulle ud og arbejde på tegnestuer efter afgang. Men jeg er et af eksemplerne på, at det kan gå helt anderledes. Min karriere kom næsten udelukkende til at udspille sig i det offentliges regi. Det var bestemt ikke planlagt, men jeg kan omvendt kun anbefale unge arkitekter at have i hvert fald en periode som offentligt ansat. Det giver et andet overblik over processer og tilblivelse”, indleder Otto Käszner.

Som murersvend fra provinsen med en konstruktøreksamen i bagagen lå det ikke umiddelbart i kortene, at Otto Käszner en dag skulle ende som stadsarkitekt i København. De fleste betydende tegnestuer lå indenfor voldene og det var i dette koncentrerede tegnestuemiljø, man skulle gøre sig gældende på som ung nyuddannet arkitekt. En karriere i det offentlige havde ingen i tankerne og der blev heller ikke undervist på Arkitektskolen med den hensigt, at de studerende senere skulle anvende deres kompetencer her.

Otto Käszner begyndte da også helt efter bogen, og havde ansættelser hos bl.a. Arne Jacobsen og Erik Korshagen.
”Her var jeg også glad for at være og lærte meget, men jeg havde udlængsel og der måtte gerne ske noget mere.”

Udfordringer og udlængsel
Et vink fra en tidligere kollega, der var blevet leder af en forskningsafdeling på universitetet i Nairobi, oplyste, at der var brug for fagfolk i Kenya til at arbejde med de slumområder, der voksede hastigt omkring de store byer, som følge af flugten fra land til by efter uafhængigheden.

”Det var for så vidt et dristigt spring med hele familien. Min kone og to små drenge tog med, men at rykke af sted med Danida gav trods alt også et ansættelsesmæssigt sikkerhedsnet. I Kenya var et lærerigt miljø omkring de relativt nye tanker om bosætning i 3. verdens lande. Det gav store arkitektmæssige udfordringer og her ved Universitetet i Nairobi, hvor jeg var tilknyttet, var der et spændende fagligt miljø og også en del andre danske arkitekter. Vi læste meget international, aktuel litteratur om emnet og arbejdede sammen med amerikanske, hollandske og engelske kollegaer”.         

Hvordan kunne danske arkitekter bidrage?
”Jeg tror egentlig, at danske arkitekter, siden i hvert fald begyndelsen af 1900-tallet, har været meget godt rustet til at arbejde med `det profane´ byggeri. Boligbyggeriet og de mere almindelige bygninger, hele andelsbevægelsen og vores politiske historie med arbejderbevægelsen har ledt til, at vi er vant til at beskæftige os med andet end repræsentative bygninger. Funktionalismen i Skandinavien falder jo sammen med udbygningen af velfærdssamfundet. Det har givet arkitekter opgaver med bygning af alderdomshjem, skoler, rådhuse og en lang række offentlige byggerier  og en fornemmelse for det offentlige som bygherre.

Jeg tror, det har givet os et vist udgangspunkt og en naturlig tilgang til at arbejde i 3. verdens-lande.
Men jeg undrer mig over, at den største by- og bosætning i historien er gået så ubemærket hen over arkitekterne. Kinshasa, Mexico City osv.; alle de kæmpestore befolkningsskred og menneskemasser der har skullet have tag over hovedet som følge af opbruddet fra land til by har ikke i nævneværdig grad interesseret arkitekter.

Vi arbejdede i Nairobi med forskellige modeller for opgradering af de store, vildtvoksende, ikke-planlagte boligområder. Den blanding af sociologi, samfundsvidenskab, arkitektur, økonomi, antropologi synes jeg er fantastisk interessant og nærliggende for arkitekter at arbejde med.”

Tilbage til dansk krise
Da Otto Käszner vendte hjem igen til Danmark i 1979, var det til en elendig jobsituation for arkitekter. Der var imidlertid slået en stilling op hos stadsarkitekten i København. Han fik den og sad nu med bygningsvedligehold som sit område. Stagnation og oliekrise satte sit præg på byggeri og anlæg. Tiden var til at bruge det, man havde frem for at bygge nyt. Det handlede om at tænke i genanvendelse, renovering og vedligehold.

”Det gjorde området ganske interessant. Det er for det første en fornem fagdisciplin at kunne vedligeholde med pli og indsigt – for det andet var der kommet nye byfornyelseslove, som rakte ud over hele landet og som skulle forvaltes.”

Og du blev i det offentliges tjeneste?
”Ja, med mange gode opgaver. I Danmark bor vi jo skulder om skulder, derfor er det nødvendigt med regulering af de fysiske rammer for at kunne leve sammen og få det til at fungere. Det er berigende at være arkitekt i det offentlige, fordi det giver en udsigtsplatform; man ser større sammenhænge og kommer i berøring med samfundets mange medspillere.

Det indebærer selvsagt, at den offentlige forvaltning fortsat har en stor faglig styrke. At der er fagfolk, der kan råde politikerne, ikke mindst i de sager, der rummer en tidshorisont, som går ud over valgperiodernes 4 år. En stadsarkitekt skal kunne se det lange perspektiv og er politikernes rådgiver, uanset deres partifarve.
At arbejde i det offentlige er dog også ensbetydende med, at arbejdet er flere mands værk – man kan ikke på samme måde som i det private måske blive krediteret for enkeltmandspræstationer. Derfor er det også en opgave for chefer i det offentlige at finde måder at anerkende medarbejdere på for at kunne tiltrække dygtige folk.”

Hvor ser du udfordringer for arkitektfaget i dag?
”Jeg ser for det første en enorm frihed: I produktionsapparatet, i præsentationsteknologien… du kan få det til at se ud, som du vil. Det har ført storslået arkitektur med sig, men også en masse `haute couture´. De projekterende parter i byggeriet skal kende mere til hinanden og i højere grad forstå hinandens begrebsverden. Det er en opgave for undervisningsstederne.

Ledestjernen må være arkitektur som bunden kunstart og der må `drejebøger´ til for at have noget at styre efter. Nutidens drejebog handler bl.a. om energiproblematikken – at tilpasse bygningsmassen til et lavere energiforbrug uden at sætte hverken god byggeteknik eller arkitektur over styr. Det er en enorm og spændende opgave for arkitekter.

Derudover fornemmer jeg, at indslusningen på tegnestuerne og i faget generelt ikke er den samme længere. Man er i langt højere grad på egen hånd og må selv svømme i land i lang række tilfælde. Oplæringen er væk; måske fordi begynder-lønkravene er for høje?”

Det åbne land
”Arkitektforeningen har jeg gennem tiden mest brugt, når vi samledes til foredrag. Foreningen var jo i mange år domineret af `hanelefanter´, som vi unge kun lyttede til. Vi diskuterede ikke mellem generationerne; du vil ikke kunne forestille dig, hvor autoritetstro vi var! Her har foreningen heldigvis ændret sig siden og jeg finder det positivt, at den også påtager sig opgaver som at udbyde kurser og rådgivning.

En af de sager der optager mig meget, og som jeg gerne vil opfordre Arkitektforeningen til at beskæftige sig med, er det åbne land, som rummer såvel et landbrug under stærk forvandling og samtidig er byernes rekreative baghaver: hvad er dets fremtid? Jeg er vældig glad for, at der nu er kommet et ministerium, som bl.a. bør kunne rumme spørgsmål som dette og samle de involverede parter. Og jeg tænker, at det ikke blot er de funktionelle krav, der skal styre udviklingen, men snarere de landskabsæstetiske krav. At udvikle de fysiske rammer er ikke et partipolitisk anliggende i et moderne samfund.”