Seniorliv: Er essensen af arkitektfaget den samme på tværs af generationer og tid? Arkitektforeningen har talt med en række MAA-seniorer. Hvordan formede arbejdslivet sig? Og hvordan skal nye generationer af fagfæller holde fanen højt? Første interview i rækken er med Knud Erik Larsen, arkitekt MAA, årgang 1929 med afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1958.
Af arkitekt MAA Lena McNair
”Arkitekter vil altid have den udfordring at skulle tænke i helhed. Med respekt for alle bidrag fra forskellige fagområder skal en arkitekt kunne sammenfatte funktion, detalje og teknik til en meningsfuld helhed”, siger Knud Erik Larsen.
Knud Erik Larsen er student og tømrer og har eksamen fra Bygmesterskolen i Horsens før afgangen fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1958. Et langt liv i arkitekturens tjeneste har sit udspring i klassisk håndværksmæssig kunnen og førte siden, uden karriereplanlægning, til en skattet ansættelse som lærer på selvsamme arkitektskole med stofområde indenfor restaurering. Et område, hvor der så rigeligt har været brug for at trække på materialekendskab og praktiske løsninger - dog uden at miste det arkitektoniske helhedsgreb af syne:
”Noget af det bedste har været blandingen af kunst, fysik, tegning, håndværk, teknik og detektivarbejde i ét! Sådan former arbejdet sig, når man som jeg beskæftiger sig med restaurering. Man må finde ud af, hvad der virker og hvordan - det kan jeg godt lide ved arkitektfaget.
Læren fra de klassiske metoder
”Jeg havde en af mine første ansættelser hos arkitekten Mogens Koch, som tog mig med rundt, når vi skulle undersøge, hvordan vi håndterede et givent problem: ”Hvordan har andre løst det?”, startede vi altid med at spørge. Traditionelt byggeri og klassiske metoder kan man lære rigtig meget af, for de gamle håndværkere har vidst en masse om materialer og klima og ikke mindst, hvordan ting arbejder sammen – den viden kan jeg godt være nervøs for går tabt. Det er ærgerligt for byggeriet, men også ærgerligt for arkitekten, som går glip af den faglige tilfredsstillelse ved at kende sit stof og kunne tale med, når det gælder helt praktiske løsninger på et problem.”
Tabet af fornemmelsen for konstruktion
”Det at vejene skiltes for arkitektur og konstruktion, tror jeg skete med det større skel mellem ingeniører og arkitekter, som satte ind med nogle af de meget store byggerier i 60´ernes industrialisering. Fornemmelsen for det regionale og for klimaet blev overdøvet af internationale idéer; arkitekter overlod relativt lette beregninger til ingeniører og de tabte så også fornemmelsen for konstruktioners arkitektoniske betydning. Det er ellers for mig at se noget at det mest basale og interessante.”
Hvad tænker du om dit fagområdes fremtid?
”Jeg ser, at de på arkitektskolen nu kalder området `Transformation´ og jeg har tænkt, at det jo kun er så lille en del af området. Restaurering har måske haft en lidt negativ klang af reparation eller istandsættelse, men dét er jo renovering: at rette op på misligholdelse. Restaurering derimod handler om en arkitektonisk vurdering af en bygnings eller en konteksts samlede historie: Hvad er tilbage af det oprindelige, hvad kan og skal man tilbageføre og hvorfor - skal den nyere historie kunne aflæses og hvordan tilføjes nyt?”
Bygninger man kender godt
”At kunne projektere restaurering handler om at arbejde med en bygning, man kender godt. Man har målt den op, vurderet tilstanden, registreret og undersøgt historien og skal så træffe nogle valg på den baggrund. Det kræver faktuel og historisk viden, men så sandelig også evnen til at kunne foretage generelle arkitektoniske vurderinger. I virkeligheden er det meget komplekst og derfor er det godt, at området er en overbygning på arkitektstudiet, så det er studerende med arkitektonisk træning, der søger området.
Jeg har været meget glad for at undervise i stofområdet. Jeg havde slet ikke regnet med at skulle indgå i lærerrollen, men blev af Mogens Koch opfordret til at søge ind på afdelingen for restaurering under Vilhelm Wohlert i 1974. Her blev man kastet ind i rollen uden nogen som helst forudgående indføring, men jeg kom til at holde rigtig meget af at forme de studerende fagligt og være med til at udvikle fagområdet. De studerende var interesserede i at lære noget faktuelt og jeg var med til at udforme det årskursus, hvor man fik lært at måle op, registrere og mestre en række af de redskaber, der er brug for indenfor restaurering. Det var faktisk ikke populært, for det var vigtigt at opretholde Akademiets status som kunstskole. Det er jeg helt enig i, men har nu aldrig forstået, hvorfor det skulle udelukke faktuel viden. Jo flere redskaber, man behersker, jo flere virkemidler man reelt ved noget om – jo større er ens kunstneriske råderum også”.
Den kommende generations udfordringer
Knud Erik Larsen har aldrig søgt arbejde, men er blevet ”fisket” til opgaver og tegnestuer via tidligere lærere eller andre kontakter og har arbejdet i stort set alle skalaforhold inden for arkitekturen: restaureret bl.a. Christians Kirke i København, medvirket i nybyggeri og restaurering ved Landbohøjskolens udvidelse, bygget Sankt Clemens Kirke i Randers sammen med Johannes Exner, vundet præmie i en smykkekonkurrence, udformet lamper og inventar og tegnet og bygget sit eget hus. Hvor ser han udfordringerne for kommende generationer?
”Når jeg fx ser nye konkurrenceforslag i Arkitekten, slår det mig, hvor færdige projekterne ser ud. Jeg ved godt, at moderne teknologi giver muligheder for at præsentere det hele mere virkelighedstro, men samtidig tænker jeg, at der før i tiden var mere plads til de gode løsninger, som blev affødt af det videre arbejde med projektet. Nu virker alt besluttet på forhånd og det kan gøre arkitekturprojekter lidt døde at se på, efter min mening. Man spiller ikke med som betragter. Samtidig gennemføres selve byggeprocessen ofte af andre personkredse uden arkitektens medvirken, så både helhed og detalje kan gå tabt”.
Har du brugt Arkitektforeningen?
”Ikke i så høj grad. Arkitektforeningen har jo været en fagforening indtil for relativt nyligt. Og i de første mange år af min medlemstid var den domineret af koryfæer, der fyldte meget. Det fornemmer jeg nu er væk og det er godt, hvis foreningen kan være til glæde for hele faget og for alle typer. For nylig hørte jeg ved et arrangement i Arkitektforeningens seniornetværk, at der bliver arbejdet på at give en større vægt til arkitekttitlen – det tror jeg er godt for gennemslagskraften, for af og til har man jo nok som arkitekt oplevet at stå lidt alene.
Mit bindeled til foreningen har primært været gennem bladet Arkitekten, hvor man kunne følge med i konkurrencer og faglige indlæg. Jeg følger stadig med, men savner helt basalt tegningsmateriale, planer ikke mindst. Læserne er jo fagfolk, der kan læse tegninger, men man forstår ikke et projekt ordentligt uden de nødvendige snit og planer.”
Har du en mærkesag?
”Måske snarere en hjertesag: At arkitekter netop fastholder positionen som dem, der holder sammen på de mange bidrag fra de involverede parter og omsætter dem til en syntese. Med dét mener jeg ikke, at arkitektens ord er lov, men at der er en intention om, i hvilken retning vi vil med et projekt. I den retning må alle involverede så arbejde på at få det bedste til at ske. Arkitekten kan med sin baggrund bare bedre tilrettelægge helheden.
Ønske om mere tværfagligt samarbejde
”Jeg har altid arbejdet meget tæt sammen med håndværkere og de har været rigtig gode til at komme med brugbare løsninger. Men jeg har som arkitekt skullet kunne vurdere løsningerne i et helhedsperspektiv, for jeg havde jo mange faglige problemer, der skulle gå op i en højere enhed. Her har det været en fordel, at jeg selv har håndværkerbaggrund, for det gav gensidig respekt – og man kan meget bedre skændes med en håndværker, man er gode venner med!
Det er mit håb, at arkitektskolerne arbejder sammen med andre skoler, der inspirerer og giver viden på relevante områder som materialekendskab, håndværk, konservering osv. Det giver indblik og ydmyghed."
Foto: Knud Erik Larsen
Svend-Aage Jakobsen