Husene i solen ved skoven

Alment boligbyggeri med poetiske rumligheder
Reportage af arkitekt MAA Finn Gammelgård Jensen
Skovbrynet er konciperet efter en totalentreprisekonkurrence udskrevet af Fyns Almennyttige Boligforening og Odense Kommune. Konkurrencen blev vundet af Pluskontoret Arkitekter i Aarhus, og bebyggelsen er under opførelse og ventes færdigt i foråret 2012.
Det synes evident, at der i Skovbrynets arkitektoniske greb er skabt sympatiske inde og uderum med gode lys-/skyggevirkninger. Projektets udgangspunkt er en bæredygtig strategi i energiklasse 1 og miljørigtige materialer med kombinationen af energioptimering, rationel byggeteknik, præfabrikation og genbrug, der lover godt for det almene boligbyggeris fremtid.
Ligger smukt ved skoven
Bebyggelsen synes indlysende tænkt som en landskabelig kontrastfuld livsramme ved skoven med lys og skygge omkring tilværelsen for de mennesker der skal leve deres liv i en kortere eller længere periode. For nogle beboere bliver husene måske deres første hjem for andre et hjem på vej til det næste. 
De lysende gule mursten skinner i sollyset og skaber en skyggekontrast, der fremstår smukt i forhold til de udkragede altaners udvendige forpatinerede zinkoverflader og indvendige træbeklædninger. Farverne modsvares af en mørk rødgrøn skov med et gyldent skær omkring sig. Uderummene bliver lysåbne med rækker af træer langs veje og matrikelkanter, der i størrelse, form og bladtæthed adskiller sig fra Skibhusskovens høje bladtætte bøgesøjler.
Haver og legeplads
Skovbrynet består af 12 længer med rækkehuse og lejligheder i to og tre etager og et fælleshus. På planen er 5 længer og fælleshuset orienteret nord/syd parallelt med den nordlige kant, 5 længer er orienteret mod sydvest parallelt med den sydlige kant og 2 længer er orienteret mod sydøst parallelt med den vestlige kant. I den midterste kile anlægges et fællesområde og en legeplads imellem 3 længer. Parkeringen er afdæmpet integreret i det lukkede vejforløb underordnet den grønne plan. Haver med terrasser, græs og bøgehække anlægges på begge sider af de 5 længer med rækkehuse og 7 længer med stuelejligheder tilføjet beplantninger af paradisæble og klatrende vildvin samt lave stendiger og plantekummer foran.
Gode fællesrum ude og inde
Lejlighederne er 101,8 kvm med 3 rum i et plan, hvor det i køkken/alrummets vinkel er muligt at danne et fjerde rum. Rækkehusene i 2 plan er på 113 og 114,2 kvm med vognly under den fremskudte 1. sal ved siden af entreen.
Fælleshuset er på 145 kvm i et plan muret i brunlige genbrugssten og med en tilgængelig grøn tagterrasse, der har et stort rum med en sydvendt vinduesflade vendt ind imod bebyggelsens sociale rum. Huset har et inderum og et uderum på taget, der giver hver boenhed med mulighed for at samles til større begivenheder – i skoven skulle være gilde.
Projektet har søgt at minimere overfladearealet og skabe karakterfulde rumlige formationer gennem varierede højder og fremspringende volumener i forskellige dimensioner. Alle boliger har lavenergistatus i klasse 1 med vinduer og døre i energiklasse A, der har 3 lags ruder for at fremtidssikre de bæredygtige mål.
Flere planer – flere muligheder
Projektets rumlige intentioner har været at udvikle boligtyper i 1, 2 og 3 planer, der med forskudte rumligheder og niveauer på et reduceret grundareal appellerer til det unge par eller den lille børnefamilie, der søger en moderne bolig med muligheden for et tættere socialt fællesskab.
I ældre huse anses det for en besværlig og upraktisk egenskab at huse er udstyret med flere plan. I vanlig tænkning passer det vanskeligt til familielivet. Men i dette projekt bruger man forskellige metoder til at overkomme ulemperne. Metoderne er anvendelse af rumlige og funktionelle attraktioner eller belønninger, der ligestiller planerne og gør dem tiltrækkende på hver sin måde. Først og fremmest er indeklimaet ved hjælp af luftskifte, varme og lys godt og fordelt i hele boligen. Derudover er rummene indrettet, så der er åbne territorier til fælles aktiviteter omkring spisning, spil, samvær og aflukkelige rum til at arbejde, studere, læse eller sove.
God forbindelse mellem ude og inde
Endelig er der god tilgængelighed mellem ude og inderum, der kan trække uderummet ind og inderummet ud. På den måde kan hjemmet blive hjemligt både ude og inde. Et rum kan få en særlig betydning ved at mennesket kan forbinde sig med stedet udenfor på altanen eller terrassen og mærke solen, varmen eller kulden, regnen og sneen, luften med en duft af skov og jord, høre naboerne tale og tale med naboerne.
Det grundlæggende tema i den arkitektoniske komposition er lysdimensioneringen, der gennem hele projektet er karaktergivende på samme måde som de forskudte volumener og dobbelthøje rum. Gennem få variationer af rumlige proportionaliteter og fladeformater i vægge og vinduer samt det skrånende tags formdannende volumen skabes der lys og luft. Forskellige dimensioner i vinduer, døre og flader bidrager til et optisk spil mellem brede og smalle, større og mindre dele. I bebyggelsens fremtoning synes der at være et slægtskab med en moderne dansk tradition og i særdeleshed Arne Jacobsens huse, hvor den arkitektoniske karakter bæres af skrånende tage, forskudte volumener og dobbelthøje rum indlejret i det gule murværk.
Hvis man kommer til området en stille solskinnende efterårsdag hen imod aften, kan det anbefales at køre en tur ud til fjordranden for at se solguldet blomstre i en rød krans, der langsomt forsvinder under en magisk uendelig horisont. Man oplever farvespektret synke dybt i et blåligt aftenmørke, hvor himlen spejles i havet og verden i bevidstheden ikke langt fra Skovbrynet.
Blå bog
Finn Gammelgård Jensen er uddannet fra kunstakademiets Arkitektskole i København i 2008 med speciale i bygningskunst. Finn har desuden en baggrund som maler fra Århus Kunstakademi og det Fynske Kunstakademi. Finn bor på Frederiksberg og arbejder lige nu med at udvikle projekter inden for design, arkitektur og kunst for at realisere en fremtidsvision om en selvstændig virksomhed.