Akademisk Arkitektforening

Hvordan skal Pulsen se ud?



Det er nu muligt at deltage i Lokale- og Anlægsfondens konkurrence om at tegne multihus til idræt, kultur og andre fritidsaktiviteter. Et hus, der skal byde på nye og overraskende bud på integration af bæredygtige helhedsløsninger og arkitektonisk formgivning.


Konkurrencens udgangspunkt er det kommende multihus ”Pulsen” i Balling, der ligger i Skive Kommune. Formålet med konkurrencen er at skabe et idræts- og kulturbyggeri, hvor bæredygtighed er tænkt med i formgivningen helt fra starten. Konkurrencen lægger op til et tæt samarbejde mellem ingeniører og arkitekter, gerne i samarbejde med andre fagligheder, som kan medvirke til at imødekomme konkurrencens mangeartede ønsker og krav.

Både arkitekt- og ingeniørkonkurrence
Konkurrencen er derfor lige så meget en ingeniørkonkurrence som en arkitektkonkurrence og bygger ovenpå Akademisk Arkitektforenings årskonference 2010, der netop handlede om, hvordan arkitekter og ingeniører i fællesskab kan arbejde med at integrere bæredygtige tiltag med spændende arkitektur. Bæredygtighed skal forstås i en bredere sammenhæng end kun den miljømæssige. Den sociale og den økonomiske bæredygtighed vejer også tungt, når vinderen af konkurrencen skal kåres.

Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden siger:
"Med konkurrencen ønsker Lokale- og Anlægsfonden at sætte fokus på mulighederne for at skabe miljømæssigt, socialt og økonomisk bæredygtige idræts- og kulturbyggerier. Dette er et særligt indsatsområde for Lokale- og Anlægsfonden, og vi glæder os til at se buddene på, hvordan multihuset i Balling kan gøres til et eksempelprojekt for bæredygtighed."

”Pulsen er et græsrodsprojekt skabt i erkendelse af, at projektets realisering er ubetinget nødvendig, hvis lokalsamfundet skal kunne overleve i fremtiden og være et attraktivt sted at leve og arbejde. Man har i over fem år arbejdet ihærdigt på at få projektet realiseret, og rigtig mange mennesker har været involveret i at opstille ønsker til funktioner og faciliteter, ligesom man lokalt har indsamlet mange penge blandt borgere og virksomheder, som sammen med støtte fra bl.a. Lokale- og Anlægsfonden og det offentlige nu har skabt grundlaget for, at det ambitiøse projekt kan realiseres”, siger Flemming Reeslev, direktør for Pulsen.

Natalie Mossin, formand for Akademisk Arkitektforening lægger vægt på konkurrencens tværfaglige potentialer:
 "Vi ser et stort potentiale i konkurrencens fokus på, hvordan ingeniører og arkitekter i samarbejde kan løfte udfordringen med at sætte nye standarder for bæredygtigt byggeri. Gennem konkurrencen sætter Lokale- og Anlægsfonden fokus på udvikling og fornyelse af landets mange idræts- og kulturhuse. Lad os fremover overlade det med at forbrænde energi til sportsudøverne."


Deadline
Der er deadline for aflevering af forslag i konkurrencen om ”Fremtidens bæredygtige multihus” den 15. april 2011.

Download konkurrencematerialet og læs mere på www.multihusetpulsen.dk

Foto: Dreng træner gymnastik - wikimedia commons


 

Kommentarer

Anonyms billede
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Arkitektforeningen anvender Mollom til kommentarvalidering. Ved at indsende denne kommentar, accepterer du hermed vilkårerne i Molloms fortrolighedserklæring.
Kontakt Arkitektforeningen, hvis du har spørgsmål til dette.