Indsats mod problematiske konkurrencer
Med Arkitektforeningens debatmøde den 4. maj i Arkitekternes Hus er der taget skridt til en intensiveret indsats mod de problematiske konkurrencevilkår, der hersker i mange arkitektkonkurrencer.
Arkitektforeningen arbejder fra konkurrence til konkurrence med at påvirke bygherrer til at opstille rimelige og entydige konkurrencebetingelser, og i de fleste tilfælde lykkes det foreningen at få ændret rammerne, så der kan komme arkitektonisk kvalitet ud af en konkurrence. Men der forekommer et stigende antal konkurrencer, hvor det har vist sig særdeles vanskeligt at få betingelserne bragt i overensstemmelse med god konkurrencekultur, og i adskillige sager har foreningen måttet sige nej til at medvirke.
Intensiveret indsats
Med foreningens initiativ til debatmødet sidste tirsdag er der sat gang i en intensiveret indsats for at påvirke bygherrer, bygherrerådgivere og statslige instanser til en bedre forståelse af det faktum, at arkitektstanden anvender enorme ressourcer på at levere værdi til bygherrerne igennem konkurrencerne.
"I konkurrencefasen leverer arkitekterne det grundlæggende koncept for bygningens arkitektur og funktionelle disposition, det vil sige en værdiskabelse, som har afgørende betydning for bygningens succes og merværdi på lang sigt. Analyse, helhedstænkning og idéudvikling hører til arkitekternes kernekompetencer, og det er disse kompetencer, som arkitekterne leverer i konkurrencerne", siger Jesper Kock fra Arkitektforeningens konkurrenceafdeling og fortsætter:
"Samtidig udgør honoreringen af de konkurrerende firmaer en marginal udgift i forhold til den samlede anlægsramme for et byggeri eller et byrum. Et bredt og varieret marked inden for arkitektfaget præget af høj arkitektonisk kvalitet er ikke mindst i bygherrernes interesse, og det opnår man ikke ved, at der sker et omfattende gratisarbejde fra arkitekternes side", siger Jesper Kock.
Tid til forandring
Med den fælles vilje fra arkitektfirmaernes side til at ændre på den nuværende praksis, som kom frem på debatmødet, er der lagt op til et paradigmeskift inden for konkurrencerne. Samtidig resulterede mødet i en række forslag og bud på indsatspunkter, og dem går Arkitektforeningen videre med i den kommende tid i samarbejde med Danske Ark.