Integration og byer på dagsordenen i London og KBH

Nyt udvekslingsprogram skal identificere og promovere talentfulde unge arkitekter fra Danmark og Storbritannien. Arkitekterne vil gennem besøg i København og London få inspiration, input og impulser til at udvikle deres praksis og mulighed for at opbygge internationale relationer.
”New Architects DK_UK” er opstået på initiativ af The Architecture Foundation (AF) i London og Dansk Arkitektur Center, som i tæt samarbejde med Arkitektforeningen og Arkitektens Forlag udvikler udvekslingsprogrammet.
14 arkitektvirksomheder er lige nu shortlistede til at deltage i udvekslingsprogrammet, der består af sitebesøg, lectures og workshops i henholdsvis London og København. Temaet for udvekslingen er byer og integration. Integration skal her forstås i bred forstand – det handler ikke blot om integration mellem nationaliteter og kulturer. Det handler i lige så høj grad om integration mellem funktioner i byens rum, det menneskelige møde og det offentlige rum som platform for demokrati og dialog.
I løbet af udvekslingen vil de danske og engelske arkitekter opleve forskellige eksempler på projekter og initiativer i byens rum, der forholder sig til byer og integration, blandt andet ved sitebesøg til BIGs Superkilen på Nørrebro. Arkitekterne vil i løbet af udvekslingen skulle bidrage med deres perspektiver og idéer til debatten om arkitektur, byudvikling og integration.
De nominerede er:
Arkitekt MAA Claus Harboesgaard Pryds
Arkitekt MAA Trude Mardal
Praksis Arkitekter
Adept Architects
Effekt
Mutopia
Primus
Keinicke & Overgaard
We Architecture
Masu
Arkitekt MAA Sophus Søbye
Polyform
Vaerksted
The Winter Office
Det siger partnerne
”Et udvekslingsprogram er en enestående mulighed for at opbygge nogle unikke og forhåbentlig langvarige relationer på tværs af landegrænser og de enkelte arkitektvirksomheder. Ved at dele erfaringer, viden og indgå i konkret samarbejde lærer arkitekterne ikke alene at agere i en international kontekst, de kommer også hjem med ny indsigt, nye input og impulser, der er afgørende for at vi kan udvikle branchen”, siger programchef for Branche & Netværk i Dansk Arkitektur Center Mathilde Serup.
Direktør i Arkitektforeningen Jane Sandberg er enig i, at udvekslingsprogrammet har mange potentialer:
”Projektet er en glimrende måde at give unge arkitekter en mulighed for at indgå internationale samarbejder og dele viden. Især når det er en så vigtig problemstilling som Integration der er på dagsordenen, er det afgørende med international dialog, for vi har meget at lære af hinanden. Jeg ser frem til at se, hvad de deltagende arkitekter finder frem til i de to workshops, og er stolt over at Arkitektforeningen er en del af projektet.”
Administrerende direktør for Arkitektens Forlag Sanne Wall-Gremstrup understreger projektets samfundsmæssige værdi:
"Forlagets formål er at medvirke til at fremme og udvikle bygningskunsten. Det gør vi ved løbende at kritisere, diskutere og publicere dansk og international arkitektur, men i høj grad også ved at deltage aktivt som partner i projekter som dette. Et helt centralt tema i forlagets arbejde er, hvordan arkitektur og arkitekter kan vedblive at betyde noget for udviklingen af vores velfærdssamfund, og i det arbejde er dette projekt et vigtigt initiativ, som vi forventer os meget af."
Outputtet af udvekslingsprogrammet er, ud over videndeling, opbygning af netværk og internationalt udsyn, en mindre udstilling i Dansk Arkitektur Center, der formidler projektet og centrerer sig om en film, der både viser processen og resultatet af de to workshops i London og København. Udstillingen vises i foråret 2012.
Hvorfor DK_UK?
Formålet med udvekslingsprogrammet er at identificere, udveksle og promovere talentfulde unge arkitekter fra Danmark og Storbritannien og derved opbygge et netværk for videndeling, inspiration og nytænkning på tværs af praksisser og landegrænser.
The Architecture Foundation har mange års erfaring med udvekslingsprogrammer mellem arkitekter fra hele verden, og det er første gang, Danmark er med i programmet.
Læs mere om programmerne i 2011.
Advisory board
De shortlistede deltagere er udvalgt af et advisory board bestående af i alt syv medlemmer med kompetencer inden for arkitektur, planlægning, bystudier, byrum, integration, kunst. Det drejer sig om:
Nille Juel Sørensen, arkitekt MAA, direktør i Dansk Design Center
Nicolai Carlberg, etnolog og partner i Hausenberg
Boris Brorman Jensen, arkitekt MAA, Lektor, Ph.D. Arkitektskolen Aarhus
Per Schulze, arkitekt MAA, Planchef i Lokale- og Anlægsfonden
Nicolai Bo Andersen, arkitekt MAA og lektor på Kunstakademiets Arkitektskole i København
Kristoffer Ørum, kunstner og partner i Radiant Copenhagen
John Andersen, Professor i sociologi, Roskilde Universitet (RUC)
Frem til den 20. januar har de shortlistede arkitektvirksomheder mulighed for at ansøge udvekslingsprogrammet. Herefter vil tre arkitektvirksomheder blive udvalgt.
Ansøgerne
The Architecture Foundations krav til ansøgerne er, at de har taget afgang fra en anerkendt arkitektskole, deres praksis må ikke være etableret før marts 2001 og ikke have mere end 30 medarbejdere, de skal kunne virke som ambassadør for den danske arkitekturscene. Endelig skal deltagerne have vist evne til at levere nye løsninger og mod til at skubbe til fagets grænser.
Læs mere om The Architecture Foundation
”New Architects DK_UK” bliver til med støtte fra Dreyers Fond, Statens Kunstfond, Realdania, Embassy of Denmark London.
Foto: Et mangfoldigt byrum: Camden Town i London - Wikimedia Commons