Interaktivt Byrum i en god sags tjeneste

I forbindelse med det europæiske frivillighedsår 2011 har Ungdommens Røde Kors iværksat kampagnen Frivillighedens Ansigter, som skal på turné på gadeplan i hele landet. Som en del af kampagnen udskrev Ungdommens Røde Kors en arkitektkonkurrence i foråret om et interaktivt byrum.
Konkurrencen om det interaktive byrum og udstillingsmodul blev vundet af Anna Bisgaard-Nøhr, Cand.Mag. i Visuel kultur fra KU og Mihewi Maya Ariadne Fürstenwald, masterstudererende på Arkitektskolen i Aarhus for deres projekt Flexicube. Konkurrencen blev til med støtte fra Arkitektforeningen.
I Flexicube er der, som navnet antyder, taget udgangspunkt i en kube. Denne enhed gentages fem gange og kan placeres på forskellige måder i forhold til hinanden og dermed danne forskellige typer af rum. Kuberne er bygget op i en gritstruktur, der skaber åbne og inkluderende rum. Hver enhed danner ramme om sig selv og i kombination med hinanden skaber de et rumforløb. Gritstrukturen giver desuden let forbipasserende et overblik over pavillonens funktion og byder nysgerrige gæster velkommen fra alle vinkler.
Lige ved og næsten på Roskilde Festival
Flexicube skulle efter planen være udstillet på Roskilde Festival, men efter frivillige havde brugt timevis på at bygge byrummet op, blev konstruktionen desværre ikke godkendt i sikkerhedssynet, og de frivillige måtte lægge 150 timers arbejde til deres indsats og starte helt forfra med et andet udstillingsprojekt.
Nu er Flexicube en (sikker) realitet, og kan opleves hele sensommeren med fotoudstillingen Frivillighedens Ansigter her:
København: Den 1.-3. august 2011 på Axeltorv.
Odense: Den 29. august -3. september 2011 ved Flakhaven.
Aalborg: Den 6.-10. september 2011 på Gammeltorv.
Aarhus: Den 11.-17. september 2011 på Store Torv.
København: Den 28.-30. september 2011 på Rådhuspladsen. Der er Frivillig Fredag den 30. september.
Fokus på mennesker
Frivillighedens ansigter er en rullende landsdækkende kampagne med en fotoudstilling med portrætter af frivillige ildsjæle i fokus. Kampagnens formål er at fortælle om de mennesker, der får tingene til at ske og som ved siden af skole, arbejde og andet bruger tid på at hjælpe børn og unge i Danmark og udlandet. Særligt er det vigtigt for Ungdommens Røde Kors at vise, at det at være frivillig ikke kræver, at man er en bestemt type - men netop at vise mangfoldigheden.
Læs mere om kampagnen Frivillighedens ansigter
Foto: Top, Ungdommens Røde Kors. Midt: Flexicube skitse