Ny forening for Arkitektur og design for børn og unge

Landsforeningen arkitektur og design for børn og unge (AD/BU) skal formidle arkitektur og design for børn og unge.
Kreativitet og fornemmelse for at verden kan formes er to uundværlige evner, hvis mennesker skal være aktive deltagere i demokratiet og kunne forholde sig konstruktivt til en verden i forandring.
Derfor er det nødvendigt, at vi lærer vores børn – fra de er små – at forholde sig til arkitektur og design, hvis vi virkelig ønsker, at de som borgere skal have reel mulighed for at være med til at videreudvikle vores fysiske omgivelser.
Den nye forening Landsforeningen arkitektur og design for børn og unge (AD/BU) holder stiftende generalforsamling den 20. januar i København.
Læs mere og download invitation.
Kreativ nation – også i fremtiden
Læringsprocesser i arkitektur og design træner børnene i kreativitet og innovativ tænkning – to yderst vigtige kompetencer i et land som Danmark, hvor vores vigtigste råstof er befolkningens viden og kreativitet.
Vores lands historie, geografiske placering, størrelse og mangel på råstoffer m.m. har gjort, at Danmark fremstår som en innovativ nation og med en tradition i demokratisk tænkning, som præger store dele af samfundslivet. Samtidig er Danmark kendt for at være blandt de førende nationer inden for arkitektur og design, en placering som netop bunder i dette innovative og demokratiske livssyn.
Behov for national vision
Vi har desværre vænnet os til at tage dette for givet og har overset, at hvis vi ikke etablerer en systematisk og bevidst undervisning og formidling indenfor dette felt, tabes et stort potentiale på gulvet, og vi må se flere og flere lande overhale os, da mange allerede har valgt området som en del af deres udviklingsstrategi.
For at bevare og udvikle disse kvaliteter har vi brug for at skabe en national vision, der sikrer en mere bevidst og målrettet indsats.
Som en del af visionen er det oplagt at påbegynde et målrettet arbejde med arkitektur og design for børn og unge, der sikrer, at en samlet ’fødekædetænkning’ fra spæd til voksen kan fortsætte uden hindringer.
Mangler i folkeskolen
Arkitektur og design falder desværre ofte mellem mange stole, både i regi af undervisning og i regi af kunst og kultur, hvilket hindrer formidling og videreudvikling.
F.eks. kan andre kunstarter anvende den populære ”Huskunstnerordning” og få operasangere, skuespillere billedkunstnere eller musikere ud på skolerne, men arkitektur og design falder uden for kunstråds-regi og dermed uden for en sådan ordning.
I skolerne eksperimenteres i disse år med faget ”design og håndværk”, men der mangler fagkundskab, undervisningsmateriale og erfaring på området.
Baggrund
I 2006 valgte Børnekulturens Netværk under Kulturministeriet at sætte fokus på arkitektur og design, for at ligestille de to områder med øvrige kunstarter for børn og unge. Man nedsatte en projektgruppe, der voksede fra en håndfuld mennesker til at omfatte en stor, bred gruppe af repræsentanter fra kunst- og uddannelsesinstitutioner og foreninger på området.
Blandt de medvirkende foreninger mv. er Akademisk Arkitektforening, Bygningskultur Danmark, Dansk Bygningsarv A/S, Danmarks Billedkunstlærere, Danske Designere, Landsforeningen Børn, kunst og Billeder, Arkitektskolen i Aarhus, Danmarks Designskole, Danmarks Pædagogiske Universitet, Kunstakademiets Arkitektskole, Dansk Arkitektur Center, Kunstindustrimuseet og Kunstmuseet Trapholt.
Gruppen arrangerede i 2008-09 en række seminarer rundt om i landet, for dels at kortlægge området og dels at inspirere formidlere, lærere, pædagoger, arkitekter og designere til at formidle arkitektur og design. Som afslutning på udviklingsprocessen organiserede projektgruppen en høring blandt ca. 300 seminariedeltagere i 2009.
Parallelt hermed udviklede gruppen et visionsoplæg til Kulturministeren, der blev afleveret i sensommeren 2009. Visionen består af en række anbefalinger inddelt i fem temaer: Planlægning og politik, viden og forskning, oplevelse og formidling, undervisning og læring samt uddannelse og kvalificering.
Inspirationsbogen ”Børn Rum Form”
I begyndelsen af 2010 udgav Børnekulturens Netværk inspirations bogen ” Børn Rum Form”.
Bogen indeholder foruden anbefalingerne en blanding af artikler, interviews og best practice-eksempler. Den er henvendt til formidlere, lærere, pædagoger og arkitekter og designere, og er bygget op om en fødekæde-tænkning, så den forholder sig til alle aldersgrupper. 3000 eksemplarer er foreløbig distribueret, og en ny udgave er lige færdigtrykt.
Læs mere om Børnekulturens Netværk