Ny lokalplan i Ørestad

Københavns Kommune er netop ved at færdiggøre forslag til lokalplantillæg for den del af Ørestad Syd, hvor Københavns kommende arena skal ligge.
Det nye bykvarter får - udover arenaen - også plads til moderne boliger, rækkehuse, erhvervsbyggeri, skøjtehal, idrætshal og folkeskole. Visionen er, at det nye kvarter skal indrettes med byrum af forskellig karakter, der inviterer til et mangfoldigt byliv.
”Lokalplantillægget sikrer, at den kommende arena, skøjtehal, skole og idrætshal vil bidrage positivt til Ørestad – og det har hele tiden været en forudsætning for, at arenaen kunne placeres i Ørestad. Det nye kvarter omkring arenaen får samme høje standard som resten af Ørestad. Både når det gælder planlægning, materialer og infrastruktur,” siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.
Det nye kvarter kommer med planen til at rumme i alt 270.000 etagemeter nybyggeri. Bolig og erhverv udgør ca. 200.000 etagemeter, og de offentlige bygninger samt arena inkl. udvidelse ca. 70.000 etagemeter.
Om lokalplantilægget
Lokalplantillægget tager udgangspunkt i en masterplan fra Tegnestuen Vandkunsten. Vandkunstens masterplan er resultatet af parallelopdraget, som blev gennemført af By & Havn og Realdania i samarbejde med Københavns Kommune fra januar til april 2011.
Læs mere hos By & Havn
Læs om lokalplanforslaget