Akademisk Arkitektforening

Ny projektchef i Arkitektforeningen


Cand. scient. pol. Signe Sloth Hansen er netop tiltrådt stillingen som projektchef i Arkitektforeningen. Stillingen er nyoprettet for blandt andet at understøtte foreningens ambitioner om at styrke og udvikle arkitektfaget med strategien  “Sammen om arkitekturen” som afsæt.

Arkitektforeningens nye projektchef skal medvirke til at udvikle nye samarbejdsprojekter med eksterne samarbejdspartnere og de mange aktive medlemmer. Samtidig skal hun styrke projektledelse og ressourcestyring i foreningen og bidrage til at skabe nye faglige og forretningsmæssige muligheder på konkurrence- og efteruddannelsesområdet.

Tung brancheerfaring
Signe Sloth Hansen er 39 og har suppleret sin cand.scient.pol. med en journalistisk tillægsuddannelse og Læreanstalternes fælles byplankursus (LFB). Hun har desuden efteruddannet sig inden for forretningsudvikling, projektledelse og facilitering. Signe kommer fra en stilling som chefrådgiver i Kuben Management, hvor hun har været ansat siden 2014. Tidligere har hun arbejdet som seniorkonsulent i Dansk Bygningsarv og var i 6 år chefkonsulent i Hausenberg, hvorfra hun blandt andet drev det mangeårige Realdania-finansierede projekt “Mulighedernes Land”. 

Særligt kendskab til Arkitektforeningen
Signe har en helt særlig indsigt i Arkitektforeningen, idet hun for ti år siden arbejdede for foreningen som politisk konsulent. Om det særlige valg siger hun: “Det var nogle helt nye takter i branchen, jeg fik øje på, da jeg læste stillingsopslaget. Der er et nybrud på vej, som i høj grad viser vilje til at åbne arkitektstanden mod omverden. Med den nye strategi, en ny organisering og et nyt hovedkontor med betydeligt mere tilgængelige lokaler, så jeg en stærk mulighed for at sætte arkitekturen i spil på måder, der er meget vigtige for faget og for samfundet omkring os. Jeg glæder mig meget til at omsætte min erfaring med at få fag og sektorer til at arbejde sammen for at skabe endnu mere værdi for faget”.

Næste skridt i arbejdet med Arkitektforeningens strategi "Sammen om arkitekturen"
“Med ansættelsen af Signe Sloth Hansen tager Arkitektforeningen et vigtigt næste skridt i arbejdet med at realisere foreningens strategi frem mod 2019. Signes tunge erfaring med at udvikle og og styre samarbejdsprojekter i branchen vil ikke kun komme arkitektfaget men også de mange andre parter, der har berøring med arkitektur til gode”, siger Arkitektforeningens direktør, Jesper Pagh.  

Signe Sloth Hansen er trådt ind i Arkitektforeningens ledelsesgruppe.

Kontaktdata:
Tlf: 30 85 90 08
Mail: sh@arkitektforeningen.dk

Kommentarer

View profile
Graves Kristian Simonsen Projektchef i Bygherreforeningen

MAA

ons, 24/08/2016 - 19:59

Stort tillykke med jobbet, Signe! Arkitektforeningen er en af denne verdens navler, som du kan glæde dig til at se igennem! Og bliver det for broget alt sammen, så tager vi en kop projektchefkaffe, ok?