Akademisk Arkitektforening

En oplevelse, der kan højne sensibiliteten for verden



Politikens arkitekturjournalist, Karsten Ifversen, mener, at Biennalen 2010 rummer yderst interessante værker, der med præcision viser hvordan arkitektur kan være rumkunst. Læs interview.

Hvad er dit overordnede indtryk af Biennalen 2010?
Kazuyo Sejimas hovedudstilling er usædvanligt konsekvent og fremviser en klar arkitektonisk holdning, der ikke overraskende ligger i forlængelse af SANAA’s arkitektur.

Udstillingen finder som altid sted på Arsenale og i udstillingsbygningen i Giardini (den tidligere italienske pavillon) og viser væsentlige fænomenologiske aspekter af arkitektur, som sensibilitet, atmosfære og tid.  Den sætter den menneskelige erfaring af rummet i centrum.

Befriet for politik og bæredygtighed
Helt befriende handler det hverken om politik, prestigeprojekter eller bæredygtighed. Udstillingen er uden lange forklarende tekster, det er en performativ udstilling, der viser, at dygtige arkitekter og kunstnere kan iscenesætte rum, der skærper ens opmærksomhed på omgivelserne og hinanden. Undtagelsen er et knap så godt installeret men vanligt interessant bidrag fra OMA, der hævder at den omsiggribende bevaring af bestemte epoker truer vores historiefornemmelse. De byder blandt andet på en provokerende strategi for nedrivning af ligegyldige kulturminder.

Imponerende formidling
Mange af projekterne søger ud på grænsen af arkitekturens verden. Her er vandskulpturer af Olafur Eliasson, et virtuelt lydrum af Janet Cardiff, en sky frembragt i et rum af tre klimazoner af Transsolar og et ekstremt skrøbeligt, næsten usynligt rum opbygget af de fineste tråde af Junya Ishigami. Alle fire viser de, at arkitektur kan være en rumkunst, der med brug af avanceret ingeniørkunst kan højne vores sensibilitet for verden. Det mindes jeg ikke at have set noget lignende i Venedig tidligere. Det er en langt mere interessant og direkte måde at præsentere arkitektoniske emner på end gennem modeller, fotografier og plancher med lange påståelige tekster.

Hvad mener du om den danske pavillon?
Den danske pavillon mangler fokus og ligner til forveksling en salgsudstilling. Den er pakket ind i en grafisk smartness, der ikke signalerer, at København har været et ’levende laboratorium for byudvikling’, som det ellers hedder i oplægget.  Den signalerer i stedet selvsikker overbevisning om, at København har alle svarene på nutidens urbane udfordringer.

Danmark vil for meget
Dertil er der proppet alt for meget ind i pavillonen: En stjerneparade af modeller over seneste ti års prestigebyggerier i hovedstaden står på en catwalk, BIG præsenterer fantastisk flot og med en passende analyse et futilt megaprojekt til en ring omkring København ’Loop City’, de tre byudviklingsområder Ørestad, Nordhavn og Carlsberg præsenteres i modeller, som er udstillingens konventionelle omdrejningspunkt, og der er en præsentation af det fine formidlingsprojekt CPH X, der til lejligheden er blevet kraftigt udvidet. Man kunne med fordel have nøjedes med at præsentere CPH X og droppet alt det andet.

Var der nogle gennemgående tendenser i de forskellige pavilloner? Hvad skilte sig ud?
Byudvikling var emnet for blandt andre Japan, Holland, Frankrig, Australien, Bahrain og Danmark. Holland talte for at genanvende tomme offentlige bygninger frem for at bygge nyt. Frankrig viste flot installeret i kæmpevideoprojektioner Dominque Perraults ide om at se tomrummene som storbyernes egentlige kvaliteter og ikke deres bygningsmassiver.

Japan viste modeller af enfamiliehuse af Nishizawa og Atelier Bow-Wow i Tokyo og forklarede med interessant analyse af Tokyos mikroparceller, hvorfor flere funktioner bør flyttes ud i tomrummet mellem husene. Australien så på tabet af dets oprindelige landskab, der finder sted i enorme udgravninger af mineraler til byggeindustrien verden over, udgravninger der er større end storbyer. Bahrain, der vandt guldløven for bedste pavillon præsenterede en særdeles selvkritisk udstilling om tabet af sine strande som frie offentlige rum og kultur. Danmark skilte sig i sammenligning hermed ud ved at være både naiv og uklædeligt selvpromoverende", siger Karsten Ifversen.


Foto: DAC. BIG/Kollisions projektion i den danske pavillon.


Læs mere om den danske pavillon på DACs hjemmeside.






 


 

Kommentarer