På sporet af 1968 i Albertslund
Arkitekt MAA Bodil Veibæk tog i anledning af Arkitekturens Dag med på Byvandring i Albertslund. Læs beretning.
Klokken er 15:45 fredag eftemiddag, og efter 30 minutters trippen i et signal-forsinket S-tog fra Hovedbanen, ankommer jeg til Albertlund Station. Her finder jeg en gruppe på ca. 25 mennesker, stimlet sammen på et lille, og ganske livligt butikstorv. Vi skal på byvandring rundt i Abertslunds tæt-lave bebyggelser fra slut 60’erne, arrangeret af Gåafstand og Ydre Nørrebro Kulturbureau, som i 2005 udgav en bogen "Byvandring 1968" med billeder fra da byggeriet var helt nyt.
Turen tager os forbi busholdepladsen, der stadig føles ganske moderne i sit udtryk, markeret med en række høje, træbeklædte service tårne, der står i kontrast til den øvrige lave 1-2 etagers bebyggelse.
Vi fortsætter ned i området, som består af ca. 2000 firkantede 1-3 etagers betonenheder, alle lejeboliger, anlagt omkring en kanal, til opsamling af regnvand, og hvis veje er opkaldt efter konkrete ting som ”Ørnen” og ”Stjernen”. De pågældende huses nummerskilte er markeret med et tilsvarende billede af ørne og stjerner, så det er nemt for børn (og for den sags skyld også voksne) at finde hjem igennem det ellers labyrintiske system af små, ens udseende gangstier.
Byggeriets koncept var oprindelig tænkt som en protest mod Le Corbusiers store alt-i-én etageejendomme, og blev modelleret efter inspiration fra den engelske landsby model. Husenes skala er lille, meget menneskelig, og minder mest af alt om størrelsesforholdende i tilsvarende Japanske boligområder. Også husenes design, der med få og små vinduer, vender ryggen ud mod gaden, og åbner sig op ind mod indre, private gårdhaver, minder meget om Japansk ”defensive architecture”.
Livet synes hovedsagelig at forgå inde i husene, der ikke lægger op til snak over hækken, men den nære skala, små opholdsrum og stiernes krinkelkroge, formår alligevel at bibringe en fornemmelse af nærhed og, overraskende nok, hygge, trods et ikke nødvendigvis overmåde charmerende facadeudtryk.
Da byggeriet blev opført, brugte man det, dengang endnu uprøvede, sidste skrig inden for betonelement byggeri, med de på daværende tidspunkt, nye flade tage. Dette resulterede i at hele byggeriet er blevet renoveret adskillige gange siden, første gang allerede 4 år efter det blev åbnet - netop grundet utætte tage. Det oprindelige rene, minimalistiske udtryk er med tiden forsvundet bag nye eternitfacader, og uopfindsom inddækning af udendørs søjlegange, der ellers var blevet taget i brug som interimistisk bazar, og som nu forsøges udlejet som kontor og værksteder.
Inden vi vender om og søger tilbage til stationen, fortsætter turen langs kanalen ud til områdets trumfkort; Et stort, tilsyneladende naturligt, grønt område, med træer og bakker, anlagt på oprindeligt fladt bondeland ved at bruge affaldsjord og materialer fra byggeriet.
Turen slutter tilbage på det lille butikstorv, der nu er præget af folk der er på vej hjem, og vi satser på at DSB har fået styr på togsignalet, før turen går tilbage til Hovedbanen.
Foto: Finn Thybo Andersen, fra bogen "Byvandring 1968".