Akademisk Arkitektforening

Pavillon-succes i Kongens Have gentages



Arkitektforeningen og lokalafdelingen i København gentager successen fra 2013, og inviterer alle MAA'ere til at deltage i en åben konkurrence om en midlertidig træpavillon til Kongens Have i København, sommeren 2015.


Det er anden gang, Arkitektforeningen og lokalafdelingen i København udskriver pavillonkonkurrencen. Den første Pavillon MAA blev realiseret i sensommeren 2013 og var en stor succes – både for gæsterne i pavillonen, byen og for den midlertidige arkitektur generelt.


Ambitionen er at gøre Pavillon MAA til en tilbagevendende begivenhed, og det er derfor med stor glæde, at Arkitektforeningen og den københavnske lokalafdeling nu igen kan indbyde til konkurrencen om en ny Pavillon MAA med støtte fra Dreyers Fond, Moelven Danmark og Københavns Tekniske Skole.


Hyldest til træ
Pavillonen skal opføres i nordisk træ som en hyldest til træ som byggemateriale og gerne have fokus på smukke og raffinerede detaljer, der gør os opmærksomme på arkitekturens mange skalaer, gerne i form af eksperimenterende og udfordrende løsninger, både rumligt og teknisk.


Pavillonen skal inspirere til nye oplevelser, udfordre den besøgende og ideen om midlertidig arkitektur samtidig med, at den viser arkitektfagets kundskaber og muligheder. Rammen i Kongens Have er perfekt til fordybelse og sansende oplevelser af rum og lys, fordi tempoet er roligt og stemningen afslappet.


Konkurrencen er åben for alle medlemmer af Arkitektforeningen, hvilket betyder at der i hvert konkurrenceteam skal være mindst én arkitekt MAA eller stud.arch. MAA.


Læs mere og download konkurrenceprogram


Pavillonen forventes at kunne åbne for publikum 19. juni 2015, og den vil være placeret i Kongens Have frem til 30. august 2015. 

Kommentarer