Akademisk Arkitektforening

Arkitekt MAA Rikke Krogh takker af efter fire år på posten som formand for Arkitektforeningen.
- af Cæcilie Skovmand

Rikke havde egentlig en aftale umiddelbart efter, vi mødtes til dette interview i hjertet af København. Men der var så meget at snakke om, at aftalen aldrig blev til noget.

”Der er sket så meget i disse fire år… jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde”, svarer Rikke på spørgsmålet, om hvad der har det været mest betydningsfulde og lærerige ved at være formand for Arkitektforeningen.

Rikke blev valgt som formand i 2006 kun 1,5 år efter opbruddet mellem DAL/AA – en turbulent tid, hvor det ”nye” Akademisk Arkitektforening skulle genfinde sig selv og positionere sig i det store puslespil - branchen, det politiske landskab og ikke mindst hos medlemmerne.

”Det syntes jeg, vi er kommet et langt stykke vej med. Det betyder dog ikke, at vi skal hvile på laurbærbladene. Jeg har tit fået spørgsmålet om, hvad vi laver, når vi ikke er en fagforening. Det kan jeg sådan set godt forstå, for det er lettere at forklare, at man arbejder med arbejdsmarkedsforhold og lønspørgsmål, end at man arbejder for fremme af arkitektoniske kvalitet i bredeste forstand. Men i virkeligheden mener jeg, at vores mission er den mest interessante, fordi den rækker ud over enkeltsager og særinteresser. Det er en fælles sag, der vedrører os alle – ikke kun arkitektstanden”

Hvad er du mest stolt af, du har været med til at gennemføre i din tid som formand?
”At det er blevet tydeligt, at Arkitektforeningen er en medlemsforening. Det er medlemmerne og de valgte i bestyrelse og repræsentantskabet, der tegner foreningen – ikke et enevælde. Derfor håber jeg virkelig, at mange medlemmer også fremover vil engagere sig i foreningens politiske organer, task forces og udvalg. For der ER faktisk en reel mulighed for at få indflydelse. Efter hele sagen om det nye Arkitekten er flere kommet til mig og har sagt ”det ville jeg da gerne have ment noget om”. Dertil må mit svar være, at der på talrige opfordringer var rig mulighed for at blande sig. Det handler blot om at gøre det.

Nu vi taler om transparens og demokrati, er jeg også meget stolt af den velfungerende fagdommerinstitution, som vi har fået banket op i kølvandet på årskonferencen i 2007, hvor alle MAAere har mulighed for at ansøge og blive uddannet fagdommere. Der er ingen der kan konkurrere med Arkitektforeningens ualmindeligt kompetente fagdommerkorps.

Jeg er også glad for, at foreningen med opsplittelsen har kunnet skabe en langt tydeligere profil end tidligere. Vi er blevet kendte og synlige også udenfor standen – ikke mindst i forbindelse med hele debatten om udsatte boligområder, arkitekturpolitik i kommunerne, hævelse af anlægsloft og bæredygtighedsdebatten. Men der er stadigvæk et stykke vej endnu. Der er stadigvæk arkitekter, der ikke helt kender forskellen på Arkitektforeningen og Arkitektforbundet, og som ikke kender til det stykke arbejde, vi laver både internt i standen med efteruddannelse, netværk, arrangementer mm. og eksternt i forhold til politikere, beslutningstagere og samarbejde med mange af branchens store medspillere.

Hvad har været den sværeste udfordring?
”Det har helt klart været at skulle tage beslutninger på vegne af 6700 fagfæller med 6700 forskellige profiler og dermed 6700 forskellige holdninger. I den forbindelse har jeg haft meget stor glæde af det utroligt kompetente bagland, der er i vores forening - at der altid er en MAAer indenfor rækkevidde med et begavet svar, når man har brug for faglig viden om en sag. Det har været et stort privilegium.

Ligeledes har bestyrelsen og sekretariatet været til stor hjælp, når jeg skulle navigere i politiske sager. Jeg var jo på mange måder ”den nye i klassen” uden nogen større erfaring, da jeg startede. Jeg var ikke kommet nogen steder uden det stærke fællesskab, der er i foreningen.

Til stadighed er det en stor udfordring – qua de mange forskellige fagligheder, der er internt i standen – at favne bredden blandt vores medlemmer. Vi arkitekter troede jo alle, da vi gik på skolen, at vi skulle sidde på en konkurrencetegnestue og tegne prestigeprojekter – men fakta er, at det kun er 40 procent af vores medlemmer der laver bygningsarkitektur. Resten laver alt muligt andet – fra teaterkulisser til interaktionsdesign og administration i organisationer og kommuner. Som forening skal vi kunne imødekomme mangfoldigheden – og det syntes jeg vi gør godt, blandt andet gennem lokalafdelingernes store arbejde ude i landet. Men vi kan godt blive endnu bedre, og det ved jeg også, at Natalie Mossin vil arbejde for i hendes formandskab.”

Arkitekturnation Danmark blev født under dit formandskab. Hvad har det betydet?
”Tusind tak Brian”, griner Rikke. ”Hvis vi ikke som stand havde været enige om at bakke ideen med arkitekturpolitikker i kommunerne op, var Arkitekturnation Danmark endt på en hylde i et arkiv. Timingen i forhold til kommunalvalget var rigtig god. Pludselig blev arkitektur et valgkampstema, fordi vi fra foreningens side lavede et solidt stykke arbejde for at gøre de kommunale politikere opmærksomme på det store behov, og fordi så mange medlemmer bakkede indsatsen op og inddrog problematikken i deres daglige arbejde. Arkitekturpolitik i kommunerne er det emne jeg har haft flest pressehenvendelser på fra landsdækkende medier om. Det siger noget om interessen. Arkitekturpolitikken har været startskud til at arkitekturstof er flyttet fra glittede boligmagasiner til dagspressen. Der går ikke mange dage mellem en af landets landsdækkende aviser bringer en historie om arkitektur i en eller anden forstand.

Har du et godt råd til Natalie?
Jeg har kun ganske få råd, for jeg ved, at Natalie er den helt rette til at løfte opgaven rigtig flot.  Hun skal sætte sin egen linje – være sig selv. Hun skal tro på sig selv og ikke være et strå i vinden, der bøjer af i den retning vinden blæser. Der vil altid være nogen, der er uenig i den beslutning man har taget, og man er ret udsat i rollen som formand. Naturligvis skal man være lydhør, men det handler om at gøre det personligt – uden at tage det personligt.
Natalie er hjerne og hjerte: hamrende dygtig, meget vidende, og en kvinde med hjertet på rette sted, og derfor er jeg ikke i tvivl om, at hun vil være en helt fantastisk dygtig formand som jeg er stolt over at overlade Arkitektforeningens "stafet" til.