Rødovre syd skal være et grønnere, bedre at sted at bo

Vinderforslaget i idékonkurrencen om Rødovre Syd skaber nye, grønne byrum og bedre sammenhæng i området, så bydelen kan blive et endnu bedre sted at bo og arbejde.
Rødovre Kommune har modtaget 26 forslag til, hvordan den sydlige del af kommunen kan udvikles. Vinderforslaget er fra tegnestuen LiWplanning.
Dommerkomitéen er begejstret for vinderforslagets overordnede idé om, at der er to grundlæggende og nødvendige sammenhænge i Rødovres sydlige del.
Fra transit til aktivitet
Der er en landskabsmæssig sammenhæng, som strækker sig fra Damhussøen i øst til Vestvolden i vest med Roskildevej som boulevard, og der er en bymæssig sammenhæng mellem stationspladsen i syd og Rødovre Rådhus og Rødovre Centrum i nord med Avedøre Havnevej/Tårnvej som boulevard. Krydspunktet mellem de to akser er hjørnegrunden ved Avedøre Havnevej og Roskildevej, som er tiltænkt en nøgleposition som byport med en stor aktivitetsplads og en ny bygning.
Byporten skal sammen med Rødovre Station være Rødovres tydelige ansigt udadtil. Rødovre Station skal omdannes fra transitområde til en aktivitetsplads, hvor borgere og besøgende søger hen.
”Vi tager nu det første skridt til at nytænke forstaden. Vi vil udvikle Rødovres sydlige del, så det bliver et endnu bedre sted at bo og arbejde. Vi har bl.a. nogle udfordringer med de store veje, som skærer byen igennem, så vi vil gerne skabe en bedre sammenhæng i byen. Vinderforslaget er en spændende helhedsplan, der kan danne grundlag for, at området bliver udviklet i netop den retning”, siger Rødovres borgmester Erik Nielsen (A), der har været formand for dommerkomitéen.
Vinderforslag vender vrangen ud
”Vi er selvfølgelig glade og stolte over at vinde denne konkurrence. Det er en meget kompleks opgave, som ikke kan løses i ét strategisk greb, men det kræver mange lag af planlægning og tilgange til byen. Vi har fokuseret på byens rum og talt meget om stedets egenart og det stedsspecifikke. Vi har arbejdet med en rekarakterisering af stedet, hvor landskabet er basen for en rumlig organisering og for de arkitektoniske tilgange til udformningen.
Det har været vigtigt for os, at skabe et realistisk forslag med fokus på dem, som bor der. Samtidigt har det været væsentligt, at skabe et sammenhængende flow med udvekslingssteder, passager og nye rumligheder, hvor det er muligt at betragte eksisterende byggeri på en ny og overraskende måde. Hvor vrangen vendes ud på det eksisterende og det der før var bagsider nu er forsider,” siger landskabsarkitekt MAA Lisbeth Westergaard, LiWplanning.
Ét minut til grønt
En af udfordringerne i konkurrencen har været, hvordan området kan knyttes tættere sammen, så de attraktive grønne områder bevares. Det har LiWplanning løst ved at præsentere en grøn strategi, som skaber flere små byrum, der alle bliver forbundet i et netværk af boulevarder, promenader, parker, pladser og bytorve. Blandt de nye, grønne byrum er de matrikler, hvor de to landskendte højhuse Agerkær og Ruskær i dag står tomme. Vinderforslaget præsenterer et princip om, at alle, der bor og arbejder i Rødovre Syd, skal kunne nå grønne gårde på ét minut til fods, nå grønne lokale attraktioner på fem minutter til fods og større grønne udflugtsmål som Damhussøen og Vestvolden på 10 minutter på cykel.
”De mange nye byrum kan skabe helt nye måder at færdes i byen. Vinderne har formået at se udfordringerne i et større perspektiv og har taget lokalområdet meget alvorligt. Det er tydeligt, at de har forladt kontorerne og har gået rundt i området, så de kunne se det hele for sig – deres forslag er meget detaljeret. Det er på én gang nyskabende og realistisk”, siger Erik Nielsen.
Han understreger, at niveauet i konkurrencen har været højt, og at der er spændende elementer i flere af de præmierede forslag.
”Det er oplagt at bruge elementer fra flere af de præmierede forslag. Nu inviterer vi til en dialog med boligselskaber og andre vigtige lokale parter, så vi forhåbentlig kan få ført nogle af de spændende idéer ud i livet inden for en overskuelig fremtid”, siger Erik Nielsen.
Fakta:
Følgende seks forslag er blevet præmieret:
1. præmie: LiWplanning (ved landskabsarkitekt MAA Lisbeth Westergaard): ”En grøn hverdag. Re-karakterisering af Rødovre Syd”.
2. præmie: We Architecture/JWH Arkitekter: ”En grøn (for)stad i Rødovre”.
3. præmie (delt): Bystrup Arkitekter og Designere: ”De Små Tårnes By”. Arkitekt MAA, MDD Tue Trærup Madsen: ”Taget og San Gimignano”.
Indkøb for gode enkeltidéer:
Sleth: ”Grøn fortætningsstrategi”. Dombernowsky, Ganer, Lund, Nielsen, Stockmarr: ”Krydsfelt – krydspunkt – krydsrum”.
Dommerkomitéen bestod af medlemmerne af Rødovre Kommunes økonomiudvalg samt tre fagdommere udpeget af Arkitektforeningen.
Arkitektforeningen har fungeret som konkurrencerådgiver.
De 25 forslag, der blev optaget til bedømmelse, kan frem til d. 11. april ses på en udstilling på Rødovre Bibliotek.
Luftfoto af konkurrenceområdet i Rødovre Syd.
Læs mere og download dommerbetænkning