Akademisk Arkitektforening

Seks år for Arkitektforeningen



Det er fantastisk, at der ikke er langt fra ide til handling, og at man med en relativt beskeden indsats kan være med til at gøre en forskel. Sådan siger arkitekt MAA Rikke Krogh om de seks år, hvor hun har været politisk aktiv i Akademisk Arkitektforening – heraf de sidste fire år som Arkitektforeningens formand.

Arkitekt MAA Rikke Krogh, bygherrerådgiver & projektleder i FK Ejendom (Frederiksberg Kommune), har været Arkitektforeningens formand fra august 2006 indtil juni 2010, hvor hun blev afløst af arkitekt MAA Natalie Mossin. Rikke Krogh blev valgt ind i Arkitektforeningen København i april 2004, og hun var lokalafdelingens leder 2005-2006.

Hvad tænker du, når du ser tilbage på tiden som Arkitektforeningens formand?
”At jeg er utrolig glad for, at jeg engagerede mig i Arkitektforeningen. Naturligvis har der været afsavn på andre områder, fordi jeg i 6 år brugte meget tid på foreningsarbejde. Men alle de oplevelser, jeg har haft undervejs, dem vil jeg ikke være foruden: Oplevelser og bekendtskaber, der ikke kan købes for penge, og som jeg vil opfordre alle til at unde sig selv at få en andel i.”

Hvad har været det bedste ved din år på formandsposten? 
”At være så opdateret som formandshvervet krævede. Af natur er jeg utroligt nysgerrig og videbegærlig, så det har været et privilegium at få mulighed for at følge så meget med i, hvad der sker i branchen, og for at blive så vidende om, hvilke ringe i vandet arkitekternes virke skaber både nationalt og internationalt.

Dertil kommer mødet med de mange skønne mennesker, som har beriget min hverdag og udvidet min horisont gennem alle årene. Hver gang jeg har mødt nye mennesker, er jeg blevet benovet over, hvor meget folk brænder for arkitektfaget, og hvor meget de ved om facetter af faget, jeg ikke anede eksisterede. Jeg er – for at sige det meget banalt – blevet utroligt meget klogere på de 4 år, jeg har været formand! 

Jeg har mødt et enormt engagement hos MAAerne. Det gælder over en bred kam, at der er meget stor lyst til diskussion på alle mulige og umulige tidspunkter, men frem for alt vil jeg fremhæve det engagement, som er specielt for alle lokalafdelingerne. I en forening som Arkitektforeningen, der er baseret på frivillighed, er det utroligt stærkt som formand at opleve, at engagementet er så dybfølt og ægte, at det løfter alle arrangementer og diskussioner op til et interessant niveau.”

Hvilket fagligt og personligt udbytte har du haft af det fagpolitiske arbejde? 
”Det har været et utrolig stort privilegium at få lov til at repræsentere mine fagfæller i et utal af interessante sammenhænge og fora.
Fagligt har jeg fået en indsigt i arkitektbranchen, som jeg ellers ikke ville have haft med min anciennitet, og derudover har jeg fået et fantastisk netværk.  På det personlige plan vil jeg fremhæve alle de mange gode, meget varierede oplevelser, der tæller sammen med relationerne til rigtigt mange utroligt dejlige og interessante mennesker, som jeg ellers aldrig ville have lært at kende – MAAere såvel som samarbejdspartnere.”

Hvad savner du mest fra tiden som Arkitektforeningens formand?
”Det er ikke længere at skulle arbejde strategisk med faget. Jeg savner arbejdet og diskussionerne i bestyrelsen om, hvor vi mente, faget bevæger sig hen, og som konsekvens hvad foreningen skulle stille skarpt på.  De mange timer i bestyrelsen var utroligt berigende, og dét har været en stor ting at skulle sige farvel til.”   


 


 

Kommentarer

Anonyms billede
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Arkitektforeningen anvender Mollom til kommentarvalidering. Ved at indsende denne kommentar, accepterer du hermed vilkårerne i Molloms fortrolighedserklæring.
Kontakt Arkitektforeningen, hvis du har spørgsmål til dette.