Akademisk Arkitektforening

Er essensen af arkitektfaget den samme på tværs af generationer og tid? Arkitektforeningen har talt med en række MAA-seniorer: Hvordan formede arbejdslivet sig? Og hvordan skal nye generationer af fagfæller holde fanen højt? Tredje interview i rækken er med Niels Grundtvig-Poulsen, arkitekt MAA, årgang 1942 med afgang fra Aarhus Arkitektskole i 1971.

Af Lena McNair

”Man kan vel godt sige, jeg har været med i en lille del af hippie-bevægelsen! Jeg har brugt min faglighed til at eksperimentere med boformer og til at være med til at påvirke nogle af de store samfundsomlægninger op gennem 70erne og 80erne”, siger Niels Grundtvig-Poulsen.

Aarhus Arkitektskole var en ren byggeplads og kun et enkelt lokale stod færdig i 1965, da det første hold studerende startede. Niels Grundtvig-Poulsen var blandt dem og studietiden indebar 68-oprør og ”sensi-kurser”, hvor der blev øvet personlige relationer og givet kritik. Men først og fremmest var skolen præget af pionérånd, mindre hierarki end i København og ikke mindst professor Niels Ole Lund, der satte sit præg på de kommende arkitekter. Bland de første opgaver var at søge ud i landskabet og skitsere på den kommende østjyske motorvej.

Hvordan valgte du byplanlægningen som faglig vej?
”Faktisk blev jeg først opmærksom på muligheden for at blive arkitekt ved, som tømrerlærling i 1960, at opleve arkitekten Erik Møller. Ham var der faglig respekt om i skuret. Senere prikkede ”Store Robert” på Konstruktørskolen i København til mig. Jeg søgte arkitektskolen i Aarhus, som åbnede med 50 studerende og 10 lærere og jeg nød de faglige diskussioner på den relativt afslappede skole.

Dét er spændende
Jeg havde forskellige sommerfuglejobs – bl.a. hos Friis og Moltke, Fællestegnestuen og hos Møller og Grønborg, som havde storskala-projekter og byplanlægning som fagligt speciale. Gennem arbejdet hos dem faldt den faglige 10-øre: ”dét her er spændende!” Det førte til, at jeg valgte den helt nye byplanafdeling på AAA, med Knud Svensson som inspirerende leder, og senere kom til at arbejde næsten udelukkende i den boldgade.”

Vækst og offentlighed
Der var vækst i hele Østjylland i 60erne og masser af opgaver for arkitekter. Boliger skulle bygges i stort antal, en ny egnsplan i 1966 skulle samordne byvæksten i 17 kommuner og en to-finger udgave af ”Fingerplanen” føres ud i livet. 1970erne førte bl.a. den første kommunesammenlægning med sig, idet de 17 forstadskommuner blev til én. Alt sammen store manøvrer, som krævede sit af forvaltningerne og planlæggerne.

Niels Grundtvig-Poulsen fik i 1973 ansættelse på byplanafdelingen i Aarhus kommune og sugede til sig af viden om at tage hensyn til politiske interesser.
”Som noget helt nyt skulle de nye kommuneplaner i 70erne have en offentlighedsfase som led i planlovsreformen. Det gav hidtil uprøvede processer med borgerhøringer, som arkitekterne ofte orkestrerede. Der blev stillet krav til det at kunne tale med mange forskellige mennesker og fagfolk; det gav masser af input til planlæggerne og var vanvittigt spændende og lå godt i tråd med mit eget samfundsengagement.”

Eksperimenterende boformer
Trak byplanlægning som fagområde, fordi det er mere samfundsrelateret?
”Ja, interessen for storskala, byvækst og borgerinddragelse var og er for mit vedkommende stærkt knyttet til et samfundsengagement og dermed er der heller ikke langt til det politiske. Ved siden af mit arbejde som arkitekt og planlægger havde jeg som privatperson også gang i projekter sammen med andre, hvor vi forsøgte os med nye livsformer og måder at bo på, som afspejlede meget af det, tiden var fuld af. I sommeren 1970 boede jeg og min familie i Thylejren, hvor vi om lejrbålet udviklede tanker om alternative kollektive boformer.

Det førte til, at en gruppe venner i 1971 dannede et stort andels-bofællesskab i nogle eksisterende bygninger ude på landet– her boede vi omkring 40 voksne og 40 børn. I de år jeg boede her med min familie, lærte jeg enormt meget praktisk og organisatorisk og om egne og andres grænser, som er kommet mig til gode fagligt siden hen. Og ikke mindst lærte jeg, at det at gøre noget sammen, giver mere til den enkelte. ”

At påvirke dagsordenen
Opgaverne i det offentlige har været mangfoldige og Niels Grundtvig–Poulsen har afprøvet adskillige roller i Aarhus-regi: Planlægger, forhandler, taleskriver, rådgiver, afdelingssarkitekt. Det har givet indsigt i processer og kontakter på begge sider af bordet. Den indsigt var for Niels Grundtvig-Poulsen naturlig at udnytte i fagpolitisk sammenhæng:

”Jeg ville se, om jeg kunne være med til at påvirke tingene gennem mine faglige organisationer. Jeg har været aktiv i både det tidligere AAR, nu Arkitektforbundet, og været leder af DALs Midtjyllandsafdeling– nu Arkitektforeningen. Jeg havde den ære i en periode at fungere som ordstyrer i repræsentantskabet. Og lærte her kompromisets kunst. Herigennem fik jeg et vindue til den faglige verden, et stort netværk og en masse udviklende diskussioner.

Ind imellem har bølgerne gået højt, for der har da været interne stridigheder. For mig har det imidlertid altid givet mening at være med til at sætte ting på dagsordenen og påvirke aktuelle debatter om både de fysiske forhold men også arkitekters egne vilkår.”

Hvilke udfordringer ser du for arkitektfaget i dag?
”Indenfor mit eget felt, byplanlægning og forvaltning, ser jeg gerne, at der bliver arbejdet endnu mere med lokalplaner som værktøj. Hvor de i perioder har haft karakter af formel godkendelse og formalitet, skal de snarere bruges som det vigtigste strategiske værktøj og som udgangspunkt for dialog med borgerne og samfundet.”

Løft blikket
Niels Grundtvig-Poulsen afsluttede sin karriere i det offentliges tjeneste i et genopbygningsprogram i Bosnien for Dansk Flygtningehjælp, hvor han var tovholder sammen med lokale arkitekter. Det gav indblik i en international kontekst og i de, ikke mindst politiske, præmisser, som andre landes byggeri bliver til ind under.

”Jeg kunne tænke mig at give den depeche videre i den ”faglige stafet”, at arkitekter skal have maksimalt globalt udsyn. Danmark er blot en provins og vi må løfte blikket. Der tales meget om vækst i øjeblikket og jeg mener, at arkitekter skal være med til at skabe noget i den sammenhæng. Vi har gode forudsætninger for at være samfundsrevsende på en konstruktiv måde og dem bør vi benytte.

Netmedier giver mangfoldige muligheder, men budskaberne bliver væk med et klik. At sidde med ”Arkitekten” giver ro til fordybelse. Og bladet binder os sammen på tværs af ”arkitektgenerationer” . Foreningen skal derfor styrke samarbejdet med Arkitekten, så vores faglige råb til samfundet, om byer og bygninger og livet imellem, får størst mulig vægt.”