Akademisk Arkitektforening

Totalrenovering af seks boligblokke


I forbindelse med Arkitekturens Dag den 30. september sendte Arkitektforeningen reportere ud på de mange events landet over. Studerende på Arkitektskolen Aarhus Filip Bjerke Fyri var med, da der var åbent hus i den almene boligbebyggelse på Vestre Ringgade i Århus. Læs reportage


I forbindelse med Arkitekturens dag, d. 30 september kunne man få et kig ind i de fremtidige lejligheder i Vestre Ringgade 76.

En smag af fremsynet renovering.
Det er Boligforeningen Ringgården, som er i gang med at renovere sin afdeling 1. Seks boligblokke totalrenoveres for 200 mio. kr., så det er et af Århus’ mest omfattende renoveringsprojekter. Afdelingen ved Amtssygehuset rives nærmest helt ned for at blive bygget op igen efter dagens standard. Det er en opgave, som gør området til en byggeplads frem til sidste blok står færdig og klar til indflytning i 2013.

Facaderne mod Ringgaden og Tage-Hansens Gade er bevaringsværdige og bliver stående med det samme udtryk som tidligere ud mod de trafikerede veje.



Støjreduktion og eget bad.
De nye lejligheder har fået termovinduer og en isolering, som vil reducere støjen fra Ringgaden og de omkringliggende veje med ca 35 decibel. Isoleringen i vægge og gulve gør også, at bassen fra naboens musikanlæg ikke vil virke så forstyrrende som i de gamle lejligheder.

Det er en fremsynet boligforening, som nu sætter en af sine ældste afdelinger i stand. Med solcellepaneler på alle tage vil bebyggelsens energiforbrug blive mere end halveret. Oveni et betydelig lavere energiforbrug, vil hver lejlighed få sin egen altan.

For nogle er støjreduktion, lavere energiforbrug og egen altan bare store bonusser. Det, mange ser mest frem til, er deres eget badeværelse i deres egen nye lejlighed. De glæder sig til, at de ikke længere skal dele badeværelse i kælderen med resten af beboerne i opgangen.
I kælderen bliver der nu indrettet tørrerum og pulterrum til opbevaring. De gamle tørrerum og pulterrum på loftet bliver omdannet til nye lejligheder.

Boligforeningen Ringgården er en af Danmarks ældste boligforeninger og har i Århus 43 afdelinger med lejeboliger, som både kan være ungdomsboliger, familieboliger, seniorboliger/ældreboliger og handicapboliger.

Følg udviklingen her

Blå bog
Filip Bjerke Fyri er 23 år og er født i Norge. Filip studerer på 2. år ved Aarhus Arkitektskole.
Tidligere har han været assistentlærer på Krabbesholm Højskole, hvor han selv gik 2. semestre på arkitekturlinjen.

 

Fotos: Filip Bjerke Fyri

Kommentarer

Anonyms billede
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Arkitektforeningen anvender Mollom til kommentarvalidering. Ved at indsende denne kommentar, accepterer du hermed vilkårerne i Molloms fortrolighedserklæring.
Kontakt Arkitektforeningen, hvis du har spørgsmål til dette.