Vigtigt valg af system til evaluering af bæredygtigt byggeri

Byggeriets Evalueringscenter har afprøvet fire internationale evalueringssystemer til bæredygtigt byggeri. Resultaterne indgår i Green Building Council Denmark’s arbejde med at få etableret et dansk evalueringssystem, og det tyske system DGNB ser ud til at være den nemmeste og billigste løsning.
Arkitektfirmaet 3XN har indtænkt bæredygtighed i advokatfirmaet Hortens ny hovedsæde i Tuborg Havn – fra orientering på grunden til zoning af bygningen og design af facaden – og sammen med to andre bygninger er 3XN’s advokatdomicil blevet analyseret og vurderet af Byggeriets Evalueringscenter.
Fire evalueringssystemer testet
Formålet med undersøgelsen var at teste fire internationale evalueringssystemer til bæredygtigt byggeri: LEED fra USA, BREEAM fra Storbritannien, DGNB fra Tyskland og HQE fra Frankring, og resultaterne indgår i Green Building Council Denmark’s arbejde med at få etableret et dansk evalueringssystem, der skal baseres på et internationalt system. Hortens hovedsæde opnåede flg. klassificeringer i de forskellige evalueringssystemer:
LEED (USA): Guld (rang: certificeret/sølv/guld/platinum)
BREEAM (GB): Certificeret (rang: certificeret/god/meget god/excellent/fremragende)
DGNB (D): Bronze (rang: bronze/ sølv / guld)
HQE (F): Ikke bestået (rang – hvis bestået: basis/god/meget god)
Læs mere om Afprøvning af evaluerings- og certificeringssystemer til måling af bæredygtighed.
Green Building Council Denmark
Green Building Council Denmarks mission er at fremme bæredygtighed i byggeri og miljø gennem etableringen af et dansk system til certificering af bæredygtigt byggeri. Green Building Council Denmark (DK GBC) blev stiftet den 12. april 2010, og Akademisk Arkitektforening meldte sig ind med det formål at få indflydelse på valget af system og på organisationen bag. Arkitekt MAA Vibeke Grupe Larsen er Akademisk Arkitektforenings repræsentant i styregruppen. Læs mere om Green Building Council Denmark.
Arkitektforeningens ad hoc udvalg
Vibeke Grupe Larsen var i 2010 leder af Akademisk Arkitektforenings ad hoc udvalg, der arbejdede med certificering af bæredygtige bygninger. Undervejs i processen afholdt Arkitektforeningen sammen med Danske Ark en minikonference om certificering og arkitektonisk kvalitet, og deltagerne viste især interesse for det tyske evalueringssystem DGNB som et godt fundament for det danske system.
Formålet med Arkitektforeningens ad hoc udvalg var at undersøge evalueringssystemer og indstille de bedste af dem til videre bearbejdning frem til en dansk certificering. Denne dagsorden blev ændret medio 2010, da det stod klart, at Green Building Council Denmark var under etablering og fremover kunne tage sig af certificeringsordningen. Herefter blev det udvalgets mission at arbejde for at få gennemført den kvalitativt og arkitektfagligt mest optimale certificeringsordning inden for de givne rammer.
To evalueringssystemer
På det seneste er feltet af systemer indskrænket, sådan at kun to internationale evalueringssystemer er i spil, nemlig det britiske BREEAM og det tyske DGNB. Begge kan bruges i arbejdet med at finde frem til en dansk certificeringsordning for bygninger – men måden de to systemer anvendes på er meget forskellige, og det både forudsætter og fremkalder ganske forskellige formgivningsprocesser.
BREEAM er et etableret britisk system af 1. generation, der er relativt udbredt, meget systematisk og langt mere troværdigt end f.eks. LEED. Systemet er virkemiddelorienteret og tjeklisteagtigt, så det er relativt ukompliceret at håndtere i forhold til gængs byggepraksis - men i forhold til rådgivere er det imidlertid mere bagudskuende end nytænkende. BREEAM er endnu ikke opdateret på alle europæiske normer. Livscyklusanalyser er frivillige, og de kan kun foretages på meget generelt niveau i en relativt uigennemsigtig beregningsmodel, som er baseret på en utilstrækkelig materialedatabase.
DGNB er et nyt tysk system fra 2009 og en 2. generationsmodel i evalueringssystemer. Systemet beskriver en helhedsorienteret proces. Det har metodefrihed i forhold til en række mål, der sættes i de indledende faser, og det fremmer mulighederne for innovation. DGNB knytter sig til EU-normer og har fokus på livscyklusanalyser, som er obligatoriske i DGNB. Det behandles meget udførligt i processen, fordi vi om føje år –når vi har tjek på energiforbruget – skal være meget mere observante på, hvad vore bygninger bygges af.
Den nemmeste og billigste løsning
Helt firkantet sagt, så foretrækker rådgivere, producenter og leverandører DGNB, mens entreprenører foretrækker BREEAM. Det sidste skyldes sandsynligvis, at BREEAM er et relativt velkendt system, der kan forekomme nemmere at implementere i udførelsen end det nye system DGNB. Men DK GBC er i færd med at gennemføre en forretningscase, der formodentlig vil vise, at implementering af DGNB er nemmest og billigst.
“Hvis vi vil ud af den skygge, som statsminister Lars Løkke Rasmussen fik sat Danmark i under klimatopmødet i 2009, så er den samlede danske byggebranche nødt til at tænke fremad. Derfor skal vi vælge DGNB som ramme for fremtidens danske evalueringssystem vedr. bæredygtighed – i renoveringssager såvel som nybyggeri”, fremfører Vibeke Grupe Larsen.
“Hvis vi ikke vælger et evalueringssystem som DGNB, så vil dansk arkitektur fra det 21. århundrede komme til at bære præg af, at det er designet og bygget efter ud fra et unuanceret katalog af bæredygtigheds-fixes, hvor der ikke nødvendigvis tages hensyn til arkitektonisk kvalitet. Det vil betyde, at Danmark vil miste status som arkitekturnation, og at vi i fremtiden bare vil blive halse af sted i kølvandet på de store internationale spillere i byggeriet!”
Akademisk Arkitektforening bakker op om DK GBC’s valg af DGNB som fundament til en dansk certificeringsordning, når beslutningen om indstilling til Erhvervs- og Byggestyrelsen skal tages på styregruppemødet i DK GBC den 31. januar 2011.
Se også Vikeke Grupe Larsens hjemmeside VGLCPH Arkitektur & Bæredygtighed.
Læs mere om DGNB og BREEAM
Foto: Advokatfirmaet Hortens hovedsæde ved Tuborg havn, København - 3XN