| Akademisk Arkitektforening får ny direktør fra 3. marts 2008.
Direktør Jane Sandberg (41) flytter teltpælene fra Trapholt Kunstmuseum til Akademisk Arkitektforening. Jane Sandberg er cand.phil. i kunsthistorie fra Københavns Universitet og har senest taget en master i corporate communication fra Århus Business School. "Akademisk Arkitektforening er standsforening for alle arkitekter MAA, og vi glæder os til med Jane ved roret at gøre MAAernes faglige kvaliteter og kompetencer endnu mere synlige for omverden, hvor arkitektur og design er kommet markant på dagsordenen", siger formanden Rikke Krogh, "Jane er en person med stærke kommunikative kompetencer, som vi glæder os til at få til at arbejde i arkitekturens tjeneste", fortsætter Rikke Krogh. Akademisk Arkitektforening har små 7.000 medlemmer og organiserer dermed knap 90 pct af alle akademisk uddannede arkitekter i Danmark i et fagligt fællesskab, der omfatter syv lokalafdelinger samt et stort internationalt netværk. Jane Sandberg efterfølger arkitekt MAA Henning Thomsen, som var direktør for foreningen fra 2005 til 1. december 2007. Jane Sandberg var inden springet til Trapholt i 2007 direktør på Øregaard Museum i fire år og inden da informationschef på Thorvaldsens Museum. Yderligere information kan fås hos formand, arkitekt MAA Rikke Krogh på T: 5120 7691, E: rk@aa-dk.dk. |