Klimatilpasning i byen

For Enghaveparkens 1 million årlige brugere bliver den et konkret udtryk for klimaforandringerne. I Danmark har vi et CO₂-aftryk på 19 tons per indbygger og skal ned på seks tons allerede i 2030, hvis vi skal efterleve Parisaftalen. Vi har p.t. det fjerdestørste økologiske fodaftryk på verdensplan i Danmark. Det er en gigantisk ridse i vores selvforståelse, og det er der ingen vindmøller, der alene kan rette op på. Enghaveparken bliver en slags autentisk læringsrum, hvor man i fremtiden vil kunne stå og kigge på 35.000 kvm vandspejl på et sted, som før har været knastørt. Det vil forhåbentlig vække en efterrefleksion og en ny form for indsigt. Dybest set handler det jo om at skabe en erkendelse af, at alt hænger sammen, og at vi deler planeten. Man er mere eller mindre et dumt svin, hvis man ikke kan se uretfærdigheden i at, man sidder på den ene side af den danske grænse og ødelægger planeten, og at der så på den anden side af grænsen kommer syriske bådflygtninge og banker på som resultat af bl.a. en klimaaccelereret naturkatastrofe med tørke osv. Hvis man vel at mærke er informeret om, hvordan mekanismerne hænger sammen, og man som nation bryster sig af også at rumme en medmenneskelig dimension.

Hvordan går nogle af de tanker og tilgange igen i jeres arbejde med at udvikle Klimaflisen?

FRT: Klimaflisen er på mange måder en parallel indsats. Vi er i øjeblikket ved at forberede et symposium på BLOX med det antropocæne som fokus, og vi er i den sammenhæng i dialog med nogle forskere, som arbejder med et begreb, de kalder for “Mutualistic Cities”, hvilket er byer, som anerkender, at alt er en del af naturen. Det er denne forståelse af gensidighed, der ligger til grund for ideen bag Klimaflisen. Hvis vi ser på, hvor vi egentlig bruger vores fritid i byen, så bruger vi den jo mest i de trafikale korridorer. Selv om vi måske håber på at sidde i Enghaveparken eller i Det Kongelige Teater, så er realiteten jo, at det er på vej til og fra arbejde, tiden går, og at det er hér, at synergien i byen er størst. Helt konkret så har vi 750 km fortov i København. I NYC har de 21.000 km fortov. Forestil dig at gå den tur! Så er du jo omme på den anden side af Jorden. Det er på fortovet, at vi spontant støder ind i vores nabo, og at vi ser andre kulturer og adfærdsformer. For tiden er der en tendens til, at man udvider byernes fortove, og på mange måder er fortovene derfor ved at blive til noget mere end bare transitrum, men man har faktisk ikke formuleret en forståelse for, hvad det rum så skal kunne. I forhold til det tekniske, så er parkerne og pladserne gode til at tage meget vand, men det er en mindst lige så stor udfordring at få transporteret alt vandet hen til parkerne. Fortovet er netop et af de steder, hvor regnvand og skybrudsvand kan blive transporteret eller blive tilbageholdt og brugt som lokal ressource. Vi tænkte derfor, at der var en blind vinkel i forhold til at forene det æstetiske, sociale og tekniske; og det var starten på Klimaflisen. Systemet er en slags kunstig natur, der genskaber en permeabel jordskorpe. Inde i flisen er der et kapillærsystem, der kan styre vandet i alle retninger. Vi opretter et lokalt vandkredsløb og mikroklima, der etablerer fordampning, nedsivning og opmagasinering og bruger gadetræer og byhaver som aktive, hydrauliske komponenter. Og så er Klimaflisen også skalérbar.

Ud over selve klimatilpasningsdelen kigger vi også lige nu på, hvordan vi kan få nedbragt CO₂-udledningen i produktionen af flisen. Vi undersøger bl.a., om man kan bruge slamaske til erstatning af cementen, hvilket ville betyde, at vi vil kunne skabe et tankevækkende materialekredsløb, hvor alt det, vi har skyllet ud i byen, vender tilbage som aktivt stof. Det ville betyde, at den grå beton vil blive rødlig, hvilket vil være en utrolig fin pointe, nu hvor vi ikke længere har rødler, som alle de smukke teglstenshuse er bygget af. Vi kigger også på knuste teglsten som erstatning for cementen.

Klimaforandringerne er her og nu. Det er jo et meget stort spørgsmål, der kræver en helt ny verdensoptik. Og i forhold til det er vi jo helt exceptionelt dårlige til at tale om fremtiden. Kulstofperspektivet skal simpelthen stå øverst på lystavlen i byudviklingen, men man kommer ikke langt med pisk og dårlig samvittighed, så vi prøver at anvise en konkret positivisme og en ansvarlighed som to sider af samme sag.

Hvordan arbejder I med denne kobling mellem det sanselige, det sociale, klimatilpasningsudfordringen og ressourcebevidstheden i jeres pop-up-klimatilpasningsløsning?

FRT: Projektet startede egentlig med, at en af direktørerne fra forsyningen ringede og sagde, at han havde en idé. Han kunne se, at man i fremtiden vil komme til at bruge mange midler på at etablere underjordiske skybrudsbassiner. Anlæggene er megadyre og monofunktionelle og vil uhyre sjældent være i brug. Dét, der er vores idé med projektet, er helt enkelt at lave en pop-up-løsning, hvor man bygger en selvbærende struktur i hullet. Strukturens dæk er udformet som et sammenhængende, spiralformet tracé med en variabel bredde på dækkene, der terrasseres bagud. På den måde skabes et stort indre kegleformet rum i strukturen. Et slags omvendt babelstårn. De mørkere, dybereliggende rum i strukturen vil kunne bruges til f.eks. ladestationer eller lagerfunktioner, mens toppavillonen og de grønne byrum kan huse foreningsliv og cykelparkering. Når regnen kommer, fyldes bassinet op og løfter den selvbærende struktur. Fuldstændig som et skib. I og med at dækkene hænger sammen i en spiral, vil man altid kunne komme ud et eller andet sted. Dermed fungerer projektet også som en vandbank, så man også har en konkret aflæselig ressourcesituation. Fraværet af vand kommer i fremtiden til at blive et lige så stort problem som skybrud. Det, der sker, når du har for lidt vand, er, at alle byens økosystemer simpelthen brænder ud, og så får du en ulidelig varme i byerne. Så på den måde er projektet her en slags buffer, der interpolerer mellem det destruktive og det skabende.

Ud fra de erfaringer, I har gjort jer gennem de seneste seks år, hvad mener du så, der kommer til at blive de helt store udfordringer i forhold til fremtidens klima og vores byer? Og hvilken rolle tror du, at vi kommer til at spille som arkitekter?

FRT: Vi kan spørge os selv om, hvorfor tingene er så længe om at ændre sig, når vi nu har så meget viden om CO₂-udledning og klimaforandringer. Bare med to meters havvandsstigning, så er der altså ikke ret meget af København tilbage. Men hvis vi som arkitekter ikke kan anvise et sanseligt og spændende perspektiv for, hvordan livet skal leves i fremtiden, så er der jo ikke nogen, der er med i båden. Den der munkecelle, den sælger bare ikke. Hvis byen derimod bliver fyldt med livsbekræftende formål og nærværende oplevelser, så tror jeg – det kan godt være, at det er naivt, men jeg tror, at det kan skabe en både radikal og positiv transparens i vores hverdag og informere vores adfærd og forbrug. I det mindste skal vi have chancen for at forstå, hvordan tingene hænger sammen, og dér ligger der en enorm samfundsmæssig rolle for arkitekterne. Så er det op til os alle hver især at tage ansvaret for de valg, vi herefter træffer. Det er helt essentielt, at vi finder en måde at håndtere den kompleksitet på.