Kommuner mangler redskaber til bæredygtig byudvikling

Når politikere og byggebranche taler om krav til bæredygtighed i byggeriet, handler det næsten altid om dokumentation af CO2-forbrug pr. kvadratmeter i store byggerier. Det gælder også for den nationale strategi for bæredygtigt byggeri. Men der er mange andre greb, der kan reducere byggeriets klimaaftryk i kommunerne. Det er dog lettere sagt end gjort, når hverdagen trænger sig på, og hjemlen i lovgivningen er mangelfuld.

Det viser en interviewundersøgelse blandt otte kommuner, som en temagruppe af byggeriets aktører under ”Strateginetværket for bæredygtigt byggeri”, med Arkitektforeningen i spidsen, har fået lavet. På baggrund af samtaler med planchefer og ledere af byggesagsafdelinger afdækker undersøgelsen ”Bæredygtighed i snitfladerne mellem planlov og byggelov” kommunernes muligheder for at understøtte den nationale strategi for bæredygtigt byggeri gennem byggeloven og planloven.

Redskaber for planlægningen er stort set fraværende

I alle de otte kommuner, der indgår i undersøgelsen, er der stor udviklings- og byggeaktivitet og høje ambitioner for bæredygtighed. Men i praksis oplever forvaltningerne, at de har for få håndtag at skrue på:

Helt overordnet savner deltagerne i undersøgelsen en bedre kobling mellem byggelov og planlov samt konkrete greb til at fremme mere bæredygtig byggeadfærd. Det kunne f.eks. være et lovkrav om, at bygherrer skal kunne redegøre for, at de bygger med de mest bæredygtige materialer, eller at der kun kan bygges nyt, hvis det er mere bæredygtigt end at renovere en eksisterende bygning.

For det andet kan lokalplanen, som er et af forvaltningernes eneste konkrete styringsredskaber, ikke bruges til at stille krav om bæredygtighed. I dag kan man reelt kun stille æstetiske krav til materialer anvendt på facaderne – og der kan hverken stilles krav om bæredygtighed til bygningsdele eller anlæggene omkring bygningerne.

Oven i det oplever forvaltningerne, at de er pressede af tunge byggesagsbehandlingsprocesser og en generelt stram økonomi. Så selvom kommunerne gerne vil lave flere bevarende lokalplaner eller tage en tidlig dialog om bæredygtighed med udviklere og bygherrer i kommunen, oplever de, at der sjældent er ressourcer til det – heller ikke til at opbygge nødvendig viden og kompetencer.

Der, hvor planloven reelt giver kommunerne mulighed for at fremme en bæredygtig udvikling, er ved at prioritere, hvor meget areal de udlægger til f.eks. parcelhuse. Men også her trækker virkeligheden i en anden retning, da markedet, ifølge respondenterne, i høj grad efterspørger det velkendte.

Velkendte udfordringer og overraskende erkendelser

Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen er ikke overrasket: ”Undersøgelsen afspejler på mange måder, det, vi hører, når vi taler med vores medlemmer, der arbejder i planlægningen og byggesagsbehandlingen. Det, der overrasker mig mest er, at selv de kommuner, hvor bæredygtighed i byudviklingen står højt på den politiske agenda, ikke kan udmønte deres visioner, fordi de både mangler viden og hjemmel i lovgivningen. Det er man nødt til at forholde sig til i kommende revisioner af planlov og byggelov, som simpelthen skal hænge bedre sammen og understøtte kommunerne i den grønne omstilling, hvis vi skal i mål med den”.

KL bakker op om bakker op om budskaberne i Byrummonitor:

I forbindelse med lanceringen af rapporten, udtaler KL blandt andet i et interview med Byrummonitor:
»Rapporten peger på, at kommunerne skal have de rette juridiske værktøjer, hvis vi skal kunne udføre en god og effektiv sagsbehandling. Det er vi helt enige i. Hvis vi skal kunne tænke bæredygtighed ind i nybyggeri, er rammerne nødt til at give mulighed for dét. Vi er også enige i, at der mangler en kobling mellem de forskellige love. Som det er i dag, fører den manglende kobling mellem for eksempel bygge- og planlov til lange og ressourcekrævende processer ved udarbejdelsen af nye lokalplaner. Dette begrænser mulighederne for at kunne udvikle byerne bæredygtigt,« udtaler Hjalte Nordman Bie kontorchef i KL’s Center for Klima og Tværkommunalt Samarbejde.

Hjalte Nordman Bie understreger desuden overfor Byrummonitor, at det er afgørende for kommunerne at have mulighed for at kunne stille flere krav i lokalplaner, for at kunne indfri mange af punkterne i kommunernes klimahandlingsplaner:

»Hvis vi skal kunne realisere de mål, vil det være nødvendigt for mange kommuner at kunne stille krav til byggeriet, som går ud over, hvad bygningsreglementet tillader. Derfor er det uhensigtsmæssigt, at den seneste revision af planloven ikke inkluderer muligheder for bæredygtigt byggeri,«

Holbæk Kommune efterlyser redskaber

Holbæk er en af de kommuner i undersøgelsen, der forsøger at gøre en ekstra indsats for klimaet på en række parametre, men stadig oplever, at det er svært at stille krav til bygherrer i kommunen uden hjemmel i lovgivningen. Rasmus Uhrbrand Damkjær, afdelingsleder/planchef i Plan & Erhverv i Holbæk Kommune istemmer, at der ligger en begrænsning i de beføjelser, der ligger i lokalplanen, og det er ikke bare en frustration i forvaltningen, fortæller efterlyser :  ”Det er svært at forklare politikerne, at vi ikke bare kan stille krav i lokalplanerne. Og det er en stor frustration for de politikere, der har de grønne mål”, fortæller han, og efterlyser derfor både større opbakning i planloven og et bedre samspil mellem planloven og byggeloven. F.eks. for at kunne stille krav om genanvendelse og brug af bæredygtige materialer mulighed for at stille krav til konstruktionsmaterialerne og ikke kun facaderne.

Se rapportens øvrige konklusioner samt ønsker og anbefalinger under rapporten.

Konkrete ideer og anbefalinger fra kommunerne til politikerne

Undersøgelsen afdækker en række konkrete anbefalinger til planloven fra de enkelte kommuner, herunder mulighed for at arbejde med byzonetilladelse, der gør det muligt at planlægge mere fleksibelt. Et andet forslag er, at bæredygtige materialer og genbrug af bygninger og bygningsdele indarbejdes som planlægningsparameter i lokalplanskatalogerne, så det er tydeligt for alle, der bygger i kommunerne. Blandt ønskerne til politikerne er også, at kommunernes egne byggerier, byudviklingsprojekter og myndighedsbehandling tænkes ind i en ny national strategi for bæredygtigt byggeri.

Hovedkonklusioner fra undersøgelsen

Undersøgelsen viser overordnet fem forhold, der spænder ben for, at der bygges mere bæredygtigt i kommunerne:

På trods af øget opmærksomhed på bæredygtighed, så omsættes kommunale politikker vedrørende bevaring, genbrug af materialer, biodiversitet m.v. ikke til virkelighed i mange kommuner. Det skyldes overordnet:
– Der mangler sammenhæng mellem planlov og byggelov, der opleves som fragmenteret og kompleks. For eksempel bruges to forskellige definitioner på midlertidighed, og der mangler konkrete greb, til at sikre mere bæredygtige løsninger.

– Planloven giver som udgangspunkt ikke mulighed for, at der i lokalplanerne stilles krav til bæredygtighed i byggeriet. Der kan f.eks. stilles krav til træ som facadebeklædning, men ikke om materialet er mere bæredygtigt end andre.

– Forvaltningerne er pressede på grund af tunge byggesagsbehandlingsprocesser og stram økonomi. Derfor er der ikke altid ressourcer til f.eks. at tage en forhåndsdialog med bygherrer om de bæredygtige valg eller udarbejde flere nye og bevarende lokalplaner.

– Markedet efterspørger det velkendte – både private købere og ejendomsudviklere, og kommunerne føler ikke, at de har viden og kompetencer nok til at argumentere for, hvad der er det mest bæredygtige.

– Der mangler mulighed for tværkommunal planlægning og dialog med staten om de udfordringer, der går på tværs af myndighedsområder og kommunegrænser.

Alt i alt viser undersøgelsen den kompleksitet, der ligger i byggeriet og kommunernes forvaltning heraf.

Anbefalinger til planlov og byggelov

Undersøgelsen afdækker også en række konkrete anbefalinger til planloven, herunder, at der gives mulighed for at arbejde med byzonetilladelser, og at krav til bæredygtige materialer og genbrug af bygninger og bygningsdele, indarbejdes som et planlægningsparameter i lokalplanskatalogerne, så kravene er klare og tydelige for alle, der bygger i kommunerne. Det foreslås desuden, at man i planloven skeler til miljølovgivningens BAT model (bedst tilgængelig teknologi) og laver noget tilsvarende for materialer.

Desuden anbefaler undersøgelsen, at kommunernes egne byggerier, byudviklingsprojekter og myndighedsbehandling tænkes ind i en ny national strategi for bæredygtigt byggeri. Og at der stilles nationale krav, så det i højere grad bliver muligt at prioritere og implementere innovative og bæredygtige løsninger i byudviklingen.

Det foreslås også, at kommunernes rolle i byggesagsbehandlingen redefineres, og at byggemyndighederne gives de rette juridiske redskaber, der dels støtter byggelovens nuværende formål og giver mulighed for at styrke den bæredygtige udvikling.