ANNONCE
Midler og mål
En udstilling om kvinder i arkitekturen behøver ikke være syltet ind i potteplanter og tekstiler. Men man mærker heldigvis den faglige dybde og store videnindsamling, der ligger bag.
Sandra Gonon
Arkitekt MAA
Udstillingen Kvinder skaber rum i BLOX’ store centrale sal griber fat i flere vigtige temaer omkring køn og arbejdsliv, som endnu en gang er aktuelle i samfundsdebatten. I udstillingens fire dele – Arkivet, Kvinder, der tegner i dag, ‘Eget værelse’ og Fremtidsdrømme – spændes kvinders muligheder som udøvende arkitekter ud i et historisk perspektiv, der rækker knap 90 år tilbage i tiden.
Tidslinjen starter i Arkivet med Ragna Grubb og Kvindernes Bygning, som hun vandt konkurrencen om i 1934 og projekterede mellem 1934 og 1937. Projektet belyses grundigt med affotograferinger af plan, snit og opstalter udstillet i arkivskuffer. Herefter præsenteres Hanne Kjærholm, som ud over at drive egen tegnestue i mange år underviste på Kunstakademiets Arkitektskole, hvor hun i 1989 blev den første kvindelige professor inden for bygningskunsten. Udstillingen viser i en lille ophængning Hanne og Poul Kjærholms eget hjem, og man bliver nysgerrig på mere. Midt i rummet er placeret et tegnebord, hvor det vist er meningen, at publikum skal prøve kræfter med disciplinen arkitekturtegning. Det fungerer ikke efter hensigten. En skæv projektering af en opstalt af Kjærholms villa hjælper ikke på sagen. Enhver, der har prøvet at slå plan, snit og opstalt op på et tegnebord ved, at alfa og omega er, at tegningen ligger i ret vinkel på bordet, så man kan arbejde med hovedlinealen. Men derudover kræver den type workshop-element en pædagogisk indføring i håndværket, for ikke at tale om muligheden for at fordybe sig i mere end tre minutter. En reol fyldt med bøger skrevet af mandlige forfattere og skilte, der fortæller forskellige fakta om kønsfordelingen i arkitektfaget, fylder en væg. Jeg havde svært ved at forstå pointen med alle de mandlige forfattere. At mænd har domineret arkitektfaget og de højere uddannelser historisk set er vel ikke en nyhed for nogen. Kunne det ikke have været interessant at gå biblioteket igennem for relevant litteratur af kvindelige forfattere eller finde bøger om de kvindelige arkitekter, som der af den ene eller anden grund ikke er blevet plads til på udstillingen?
Man ledes videre gennem et køkken, der skal være bygget efter Ulla Tafdrups tegninger. Umiddelbart virker det dog ikke overbevisende, da mange af de for nutiden sjove og særlige elementer i et autentisk køkken fra 1950erne mangler. Jeg får mest fornemmelsen af at stå i en moderne udgave af Frankfurt-køkkenet (udviklet af Margarete Schütte-Lihotzky i 1926), som er 30 cm for bredt og mangler vinduet. Har gangbredden på 1,5 m ikke mere med brandredningskrav i offentlige bygninger at gøre end med Ulla Tafdrups udvikling af det moderne køkken? Den karakteristiske åbning i skabsvæggen ind mod stuen, forløberen for køkkenalrummet, genfindes dog, men den kommer ikke til sin ret i indretningen. Udstillingen af Grethe Meyers keramik i det tilstødende rum virker også noget tom. Et bord står og flagrer i rummet ved siden af en reol fyldt med formgiverens smukke service. Jeg savner nogle produktionstegninger, fotos eller lignende, der fortæller om produktudviklingen og håndværket og placerer formgiveren i hendes samtid.
Sandra Gonon
Arkitekt MAA
Fakta
Kvinder skaber rum
Dansk Arkitektur Center
Bryghuspladsen 10, 1473 København K
Udstillingsperiode: 13.05.2022 – 23.10.2022
Udgivelse
Artiklen blev første gang udgivet i Arkitekten 07/2022.
ANNONCE
Det næste rum er til gengæld godt fyldt op. Her vises smukke tegninger og bygningsmaterialer fra Karen og Ebbe Clemmensens Kildeskovshallen, bygget i 1969. Spændende var det at læse om landskabsarkitekten Agnete Muusfeldts arbejde med landskabet omkring Kildeskovshallen, som også i dag indgår i en overbevisende helhed med bygningen. Men bygningen står noget ensom i udstillingen, som eksempel på større offentlige bygninger med kvindelig (med-)arkitekt.
Jeg kunne godt have tænkt mig et lille tema om ægtepar, der har drevet tegnestue sammen. Hvordan fungerede dynamikken mellem ægteskab og tegnestue, og hvordan var de kvindelige parters rolle defineret? Oplagt ville det have været at drage paralleller til Inger og Johannes Exners omfattende virke, herunder restaureringen af Koldinghus. Hvorfor har Inger Exner, som stadig lever og for et par år siden fik Arkitektforeningens Æresmedalje, ikke fået plads på udstillingen? Det virker helt absurd i sammenhængen. Eva og Nils Koppels Panum Institut ville ligeledes være et oplagt projekt at dykke ned i.
Derudover savner jeg nogle tegninger at forholde mig til. De fine pastelfarvede perspektiver er gode til at sælge projekter og fortælle om visioner, men det arkitektoniske håndværk omsættes både dengang og i dag til bygning gennem plan, snit og opstalt, og det er gennem disse tegninger, at et projekts kompleksitet kan aflæses.
I det sidste rum i Arkivet præsenteres Anne Marie Rubin, ophavskvinden til strandbeskyttelsesloven. Rummet giver et fint indblik i hendes virke som planlægger, ikke mindst i forbindelse med sommerhusområder i landzonerne, samt hendes akademiske karriere med professorater først i Stockholm og siden på Aalborg Universitet i årene 1968-89. Herfra flyder den lille serie af definerede rum ud i den store åbne hal, hvor Susanne Ussing og Carsten Hoffs eksperimenterende boligarkitektur afslutter den historiske indflyvning. Ussing og Hoff fylder forholdsvis meget, en hel væg med et par store fotos fra Thylejren samt en stor model af en boligstruktur, som skulle danne ramme om selvbyg-projekter. Det er dog svært at få en fornemmelse for samspillet mellem Ussing og Hoff og Susanne Ussings rolle i deres samarbejde. I den lille film får Ussing maks. 10% af taletiden.
Arkivet er blevet til i samarbejde med Københavns Universitets forskningsprojekt “Kvinder i Dansk Arkitektur 1925-1975”, ledet af Svava Riesto og Henriette Steiner. Man mærker den faglige dybde og store vidensindsamling, som ligger bag, og jeg kunne ønske mig, at en endnu større del var blevet formidlet i udstillingen.
Anden del af udstillingen, Kvinder, der tegner i dag, er klemt ind på én væg. Har kan man se syv interviews med kvindelige arkitekter, som arbejder i Danmark. Filmene vises på små skærme, med en høretelefon pr. film. Hvis man vil høre alt, skal man stå en time ved væggen. Det kunne godt have været brudt op i mindre bidder for at give mulighed for at interagere med udstillingen på forskellige niveauer. Den sidste film på væggen er en form for sammenklipning af udsagn fra de foregående syv film med fokus på kønspolitik og ligestilling. Den ville være oplagt at prioritere, hvis man ikke har mulighed for at lytte sig igennem hele væggen. Desværre ses det ikke, at filmen har en anden karakter end de foregående.
‘Eget værelse’, den tredje del af udstillingen, er inspireret af Virginia Woolfs essay fra 1929. Tre installationer forsøger at fylde den store, meget højloftede hal. Det er svært og er ikke rigtig lykkedes i nogle af de udstillinger, jeg har set i BLOX. Hallen har en tendens til at få alle strukturer, der sættes ind i den, til at virke lidt for små. Jeg har også svært ved at se koblingen til essayet og pointen om, at kvinder skal være uafhængige for at skabe noget selv. Af de tre installationer er to lavet af tegnestuer, som består af en kvindelig og en mandlig part. Hvis det handler om at skabe ‘kvinders egne rum’, kunne man have fundet nogle kvinder til opgaven. Denne del af udstillingen er den eneste med internationalt input. De tre tegnestuer, Ensamble Studio, Tatiana Bilbao og Helen & Hard, har deres praksis i henholdsvis Spanien/USA, Mexico og Norge. Hvorfor denne del af udstillingen er international, når resten af udstillingen fokuser på dansk arkitektur, blev jeg ikke klog på.
Ensamble Studios ‘rum’ er en fragil og taktil skulptur, som dog ikke overbeviser rumligt. Tatiana Bilbaos installation består af en række rumligheder bygget op omkring cirkelslaget, udført i tegl. Den viser en fin leg med definitionen af det minimale rum. Installationen orienterer sig indad, mod introverte aktiviteter. Helen & Hard fortolker rummet som en smukt detaljeret ramme i træ, en iscenesættelse af udsigt. De tre installationer repræsenterer tre forskellige måder at arbejde med rumbegrebet i tre forskellige materialer med hver deres konstruktive logikker. Det er sådan set en interessant øvelse, men koblingen til resten af udstillingen står svagt.
Den sidste del af udstillingen, Fremtidsdrømme, iscenesættes i et rum omkranset at potteplanter, hvor fire unge kvinder, som på forskellig vis arbejder med arkitekturen, fortæller om deres arbejde og visioner. Her er vi helt inde i det intime rum, i kvindernes stuer og soveværelser, og det tror jeg ikke, man havde valgt, hvis filmen havde handlet om unge mænd. Der er gode og interessante betragtninger i filmen, men jeg kunne ønske mig, at man her, ligesom i resten af udstillingen, så mere kritisk på egne virkemidler. En udstilling om kvinder i arkitekturen behøver ikke at være syltet ind i potteplanter, tekstiler og hæklerier.
Den rumlige adskillelse af Arkivet fra den store hal gennem translucente tekstiler fungerer godt, den skaber intime rumligheder, men samtidig et elegant samspil med resten af udstillingen. Men jeg savner et modspil. Kvinder kan også arbejde i beton, stål og glas. Det er BLOX med Ellen van Loon som projektleder for OMA et ganske nærliggende eksempel på, og den perspektivering kunne have været interessant at få med. I en ellers ambitiøs og gennemarbejdet udstilling savner jeg de hardcore konstruktioner, ligesom jeg, når nu udstillingen ikke kun fokuserer på dansk arkitektur, savner en kort perspektivering til den internationale scene og de store kvindelige forbilleder, f.eks. mit eget kvindelige forbillede, Lina Bo Bardi.
