Vinder af årets priskonkurrence: "Vi skal have modet til at sige nej - jeg vil ikke"

For andet år i træk har Arkitektforeningen udskrevet en priskonkurrence, som giver medlemmer af foreningen mulighed for at reflektere over spørgsmål og dilemmaer om, hvordan vi skal planlægge og bygge vores byer bæredygtigt. Det kom der 21 interessante bud på.

Førsteprisen gik til Oskar Holst Kurtzweil for videoen “Visions” (se nedenfor). Fire andre projekter har fået hædrende omtaler. Vinderforslaget blev præsenteret på Arkitektforeningens årskonference den 11. maj 2022 og vil derudover blive udstillet i Arkitektforeningens lokaler i Åbenrå 34 i København sammen med de fire projekter, som har fået hædrende omtale.

Et scenisk univers af referencer, refleksioner og spørgsmål

I filmen “Visions” suges vi ind i et visuelt univers, mange lag, skiftende skalatrin og et hav af faglige referencer. Filmen, som giver enkelte svar, men stiller endnu flere spørgsmål, er både sin egen vision, og peger på nødvendigheden af nye visioner. Den er et opråb til standen og taler direkte til arkitekterne: Hav visioner, tør at sige nej, kig dig omkring og se, hvordan vi kan bruge det, vi allerede har, i stedet for kun at kigge frem.

“Det er en dybt fascinerende film, som rejser mange relevante spørgsmål og på rammende vis tager fat i arkitektens samfundsmæssige ansvar. Samtidig formår den at arbejde arkitektonisk rumligt og stemningsskabende med sit budskab. Jeg tror og håber, at den vil give anledning til en indbyrdes, fagligt eksistentiel diskussion om, hvad arkitektens rolle er,” udtaler Johnny Svendborg, formand for Arkitektforeningen, og understreger, at filmen kun bliver mere fantastisk af at blive set flere gange.

“Filmen er både sin egen vision, og peger på nødvendigheden af nye visioner. I filmen gives enkelte svar, men der stilles flere spørgsmål, og heri ligger nok budskabets kerne,” skriver dommerkomitéen i deres betænkning. Selv forklarer arkitekten bag:

“Jeg tror, at vi netop nu ser en helt unik udvikling i verdenshistorien, hvor vidt forskelligartede problematikker fletter sig ind i hinanden og sætter en masse nye spørgsmål i gang, som provokerer status quo. Så derfor opererer jeg med at filtrere mange af de her tanker sammen og dermed stille nogle flere spørgsmål i stedet for isolerede spørgsmål og svar,” forklarer Oskar Holst Kurtzweil, som underviser på Arkitektskolen Aarhus og indgår i en række praksisfælleskaber, som placerer sig i spændet mellem kunst og arkitektur.

Vi har talt med Oskar Holst Kurtzweil for at høre lidt mere om tankerne bag filmen, og hvad han gerne vil opnå med den. Læs interviewet under filmen.

Udover 1. prisen blev der givet hædrende omtaler til fire meget forskellige værker af høj kvalitet.

Du kan læse om alle værkerne her i dommerbetænkningen.

Læs interview med Oskar Holst Kurzweil nedenfor.

Hvem skaber vi visionerne for?

– Interview med Oskar Holst Kurtzweil

Oskar Kurtzweil er 29 år og arkitekt MAA. Han underviser på Arkitektskolen Aarhus og er en del af en række arbejdsfællesskaber, hvor han arbejder i feltet mellem kunst og byggeri.

I filmen gør du op med vores tids søgen efter enkle svar på de store udfordringer, vi står overfor. Hvorfor det?

“Jeg tror, at vi netop nu ser en helt unik udvikling i verdenshistorien, hvor vidt forskelligartede problematikker fletter sig ind i hinanden og sætter en masse nye og gamle spørgsmål i gang, som provokerer status quo. Så derfor opererer jeg med at filtrere mange af de her tanker sammen og dermed stille nogle flere spørgsmål i stedet for isolerede spørgsmål og svar.

Filmen er inspireret af Marianne Kroghs bog ‘Connetedness’, som ramte ned i det, faget længe har vidst. Mange af de her spørgsmål er vævet ind i hinanden på kryds og tværs og ved at åbne nogle af de her spørgsmål og give plads til hinanden opstår der en forbundethed, som vi skal være mere bevidste om i vores praksis.”

Du kredser meget om begreber ‘øer’, og den gennemgående stemme i filmenopremser nye omdiskuterede øer som Lynetteholmen, Lindholmen, og Avedøre Holme. Men “der findes ikke isolerede enheder ”there are no such islands – det burde vi arkitekter og planlæggere vide,” siger du. Hvad mener du med det?

“I første omgang blev jeg overhovedet ikke ramt af opgaveteksten. Men der var noget umiddelbart ekstremt paradoksalt i måden, den var skrevet på. Ideen om den absolutte bæredygtighed [som konkurrenceteksten lægger op til, red] synes jeg er ekstremt interessant, men samtidig indeholdt teksten de her mange referencer, som vi i vores fag gør os enormt meget i at bruge.

Dels var opgaven bundet op på 100-året for Le Corbusier, men nederst var der også en lang liste af referencer til blandt andet Garden Cities, Aldo Rossi, Kenzo Tange m.fl. og hele det det store arkitektoniske tinge af mænd. Og det er jo slående, at de her visioner kommer fra en køns- og racemæssig homogen masse af personligheder, der er skrevet ind i den store arkitekturhistorie, og som vi på godt og ondt i høj grad stadig læner os op ad.

Det andet, jeg faldt over, var udtrykket ‘visioner’. Jeg har undervist på en højskole, hvor jeg hørte forfatteren Mikkel Krause Frandtsen holde en forelæsning med udgangspunkt i hans bog “En fremtid uden fremtid, (2018).” Det, der er spændende i dag, er, at vi er i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er nogen fremtid og hvad den i så fald indebærer. Det, mener jeg, sætter nogle helt andre præmisser for arkitektfaget, fordi vi altid taler om at skulle skabe en bedre fremtid. Kan man bygge sig ud af de problemer, der langsomt er ved at fjerne vores håb for fremtiden?

Men tilbage til dit spørgsmål: “There are no islands?” Min ide med øerne er, at vi som arkitekter rigtigt godt kan lide afgræsningen – inden for en matrikel skaber vi små verdener, der har sine egne regler. Det står i modsætning til kontakten. Vi har det med at tænke på bygningen/huset som et objekt i stedet for at se på det som økologiske kredsløb, hvor alt er fuldstændig afhængigt af hinanden.

“No man is an island” er jeg stødt på i Timoty Mortons filosofi, som er en af de moderne filosoffer, der beskæftiger sig med økologisk tænkning. Han har så i øvrigt lånt det fra et digt af John Donne, skrevet tilbage i 1624

Manuskriptet til filmen er i virkeligheden en reference til en masse af de her forskellige tænkere. Filmen ville ikke være noget uden alt det her fantastiske arbejde, der er lavet tidligere.”

Men nu er tiden inde til at, at flere har modet til at sige “nej – jeg foretrækker ikke [at bygge flere ‘øer’ eller bygge i det hele taget, red).” Hvad ville der ske?

“Det er jo fuldstændig umuligt at svare på – det ligger uden for mit kompetenceområde. Det en reference, der kommer fra en lang serie af forelæsninger af Peter Zwinnen, som hed “I prefer not to”, hvor 12 arkitekter blev inviteret til at svare på det her. Hvad sker der, hvis vi siger nej – og hvad betyder nej’et?

Det interessante er, at der er nogle, der har gjort det – altså sagt nej, og det er der nok også en masse, der gør i dag. Og det er det, der skaber forandringer. For eksempel er der i øjeblikket mange, der beskæftiger sig med transformation i stedet for bare at rive ned og bygge noget nyt.

Den franske tegnestue Lacaton & Vassal, har lige vundet Pritzker-prisen. De arbejder for det første under idealet Never Demolish – aldrig tilintetgøre eksisterende bygninger. De undersøger hele tiden, hvor lidt der skal til for at få det maksimale udbytte – også i et økonomisk perspektiv. De er et eksempel på en praksis, der tydeliggør forbindelsen mellem kunsten, arkitekturen, økonomien, samfundet og klimaet.

I 1996 var de for eksempel hyret ind i Bordeaux for at transformere en offentlig plads [Place Léon Aucoc, red.]. Deres projektforslag var ikke at gøre noget. Det var en meget radikal tilgang til arkitektfaget i forhold til det, jeg er blevet undervist i på arkitektskolen. Og det er nærmest uforståeligt, fordi det er arkitekternes eksistens og levegrundlag at gøre noget og bygge noget.

Men sådan som tingene skrider frem nu, når man bl.a. følger forskningen på miljøfronten, er det måske ved at blive den nye normal at se på det eksisterende med nye øjne, som i hvert fald er ved at vinde genhør hos den kommende generation – og måske også bredt i samfundet.”

Du retter en kritik af markedslogikken og vores verden som prædefineret i markedstandarder, byggesystemer, og målbare og rationelle rum, som alt sammen handler om optimering, effektivitet og tal. Samtidig retter du kritikken indad mod arkitektstanden, som flyder med – uden at gøre eller møde modstand. Hvad kan arkitektstanden gøre for at vende den udvikling? 

“Det som er det interessante i den måde, vi taler om den bæredygtige udvikling på, er, at vi spænder mange dele af samfundet op for den vogn og er enige om at skabe en udvikling, som opfylder nutidens behov uden at bringe andre generationers liv i fare. Og her er behovet et megavæsentligt spørgsmål, for det er jo vitterlig et relativt begreb. Danmark er det land i Europa, hvor vi har det højeste boligforbrug overhovedet – vist op til 59 m2 per indbygger.

Men er det et behov, vi har, for at kunne leve? Der tror jeg, at de kapitalistiske logikker har været gode til at flytte de behov og skabe begæret efter noget mere. Jeg håber og tror, at kunsten og arkitekturen kan være med til at skabe nogle modfortællinger til kapitalismens ide om ‘det gode liv’. Udvikle og præsentere nogle reelle alternativer i fællesskab.

Filmen rejser en kritik af mange de ting, der står til diskussion allerede i arkitektfaget, og budskabet er, at vi er nødt til at tage en dialog omkring de her ting og forholde os til, at det hele er vævet ind i hinanden. Løsningen på det her, har jeg – som enkeltperson –  jo ikke på nogen måde. Desværre!”

Mangler vi forestillingsevnen?

“Det er det, jeg peger på til sidst. Er det ikke det eneste håb, vi har – at skabe nogle nye visioner? Men i stedet for at have et ensidigt fokus på projektet, tror jeg, at vi skal spørge os selv, hvem vi skaber visionerne for. De fantastiske unge mennesker, som jeg underviser, har ekstremt fokus på det her. Hvad er det for visioner og processer vi har overset? Og hvad skal træde i stedet?

Dommerbetænkningen tager den polemiske retorik fra filmen til sig og spørger: Er vi til syvende og sidst bare nyttige idioter?

“Nej, det synes jeg vitterligt ikke, vi er. Jeg hader den type reduktionistiske udtryk. Jeg har aldrig mødt en arkitekt, der ikke vil det bedste, og de unge, jeg underviser, brænder for at gøre en forskel og forandre verden til det bedre. Men al rumlig praksis er politisk praksis, og vi skal måske i større grad end tidligere være vores ansvar bevidst og være kritiske over for hurtige, nemme og bekvemmelige løsningsmodeller.”

Hvordan håber du, at filmen vil blive modtaget/håber?

“Jeg håber, den bliver modtaget med en åbenhed over for at nogle af de ting, man måske allerede godt ved, stadig kan åbne for nogle spørgsmål og stillingtagen. Hverdagen og de små praktiske ting, vi fortager os her i livet, har det med at overtage. Derfor er der ikke altid tid til at stille sig de nødvendige spørgsmål. Men vi bliver nødt til at stille spørgsmål, og jeg håber, filmen kan være en inspiration til det eller blot skabe bare fem minutters refleksion.”