Akademisk Arkitektforening

Helhedsplan for Degnejorden i Lejre



Dissing+Weitling Architecture, MOVE arkitektur og konsulent Chris Foyd har vundet konkurrencen om en helhedsplan for det attraktive Degnejorden midt i Lejre.


Hovedgrebet i vinderforslaget består af en grøn forbindelse, ’livsnerven’, der bugter sig fra øst til vest og samler grupper af boligenklaver i varierende størrelser. 

Livsnerven er en moderne tolkning af gadekæret - et flydende grønt fællesrum mellem boligenklaverne. Forløbet skal sammenkoble al infrastruktur i området og byde på mødesteder som fælleskøkken, vaskeri, fælleshus. Der foreslås et infoværksted for at skabe liv og midlertidige aktiviteter på stedet.

Vinderholdet foreslår desuden, at man bygger videre på de eksisterende kvaliteter ved at anlægge en skov og etablere en eng som grobund for de kommende bebyggelser. En grøn byggemodning, der kan give stedet karakter før alle faser er færdigbyggede.



Moderne landsbyliv tæt på storbyens mange muligheder  
Forslaget roses af dommerkomiteen for sin klare hovedidé, hvor der veksles mellem de intime rum og store samlende landskabstræk. Man tror på, at der her kan skabes en anderledes måde at bo og leve på, som lever op til kommunens drøm om det moderne landsbyliv i naturen, tæt på storbyens mangfoldighed og gode jobmuligheder.  

Vinderholdet modtager en førstepræmie på 250.000 kr. 

Fire teams fik et indkøb
Fire deltagere modtog et indkøb på 125.ooo kr.: Kristoffer Rauff (NO) og Gunhild Tørhaugen / RAA – Rudnicki Agergaard Arkitekter / Anne Gregersen og André Esbersen / Rie Davidsen og Søren Harder Nielsen.  

Baggrunden for konkurrencen 
Lejre Kommune har en drøm. Det er drømmen om ’vores sted’, om det gode liv på landet, midt i naturen og tæt på de store byer. Det er en drøm, der bygger videre på alt dét, som allerede findes, og som gør kommunen til et attraktivt sted at bo og drive virksomhed.

Dette opnås blandt andet ved at skabe endnu flere gode steder at bo og mødes. Kommunen udskrev derfor i sommeren 2016 en åben idékonkurrence for Degnejorden.

Bebyggelsen skulle give udtryk for moderne og tidssvarende boformer, som samtidig tilpasser sig den kontekst og den skala, som Degnejorden repræsenterer. Det samlede grundareal er på ca. 5 hektarer. I lat deltog 26 teams i konkurrencen.

Arkitektforeningen har været konkurrencerådgiver gennem hele forløbet. 

Konkurrencens sekretær
Dorte Sibast, arkitekt MAA