Coaching

Lige nu tilbyder Arkitektforeningen sammen med erhvervspsykologhuset Green Andersen individuel coaching og en personlig DiSC-profil til stærkt reduceret pris.
”Vi mærker i Arkitektforeningen medlemmernes stigende behov for arbejde med de udfordringer, der knytter sig til at realisere personlige kompetencer i den professionelle rolle. Foreningens omfattende mentor-ordning varetager den rent faglige sparring, mens coaching skaber indsigt i bl.a. adfærdsmønstre og forholdet mellem person, rolle og organisation”, siger Lena McNair, leder af Arkitektforeningens medlemsafdeling. Et nyt og udbygget coaching-tilbud tilbydes derfor nu til medlemmerne med 40 % rabat.
Læs mere om Green Andersen
Læs mere om DiSC profiler (engelsk)
Afklaring og indsigt
Forløbet giver personlig afklaring og indsigt i, hvordan adfærdspræferencer henholdsvis kan hæmme eller fremme de personlige ambitioner og ønsker. En coaching-session er et godt udgangspunkt for at arbejde målrettet og struktureret med sin professionelle identitet og få afklaret balancen mellem bl.a. fremtidige mål, egne ambitioner, omgivelsernes forventninger, kompetencekrav og arbejde/fritid/familie.
Vær med i pilotprojekt
Det anerkendte erhvervspsykologhus Green Andersen har udviklet et pilotprojekt, der skal præcisere arkitekters faglige behov og ønsker til personlig udvikling. Ønsker du individuel coaching og er du indstillet på at give feedback på forløbet til Arkitektforeningen, kan du nu som deltager i et pilotprojekt få 2 timers intensiv coaching, udarbejdelsen af en personlig DiSC-profil og tilbagemelding på DiSC-profilen for 5.250,-. Profilen udfyldes på nettet, inden coaching-sessionen starter.
Ønsker du længerevarende og mere dybdegående coaching-sessions, der også inkluderer en DiSC-profil og tilbagemelding på profilen, er der forhandlet 30 % rabat på et forløb med Green Andersen.
Om coaching i Arkitektforeningen
Markedet har de sidste år bugnet af tilbud om selvudvikling og coaching, og nogle kan måske have et lidt diffust indtryk af hvad en coach overhovedet er, og hvad man kan arkitekter kan bruge coaching til. Læs, hvad nogle af de MAAere der har benyttet sig af Arkitektforeningens coach-tilbud har erfaret.
”Jeg har benyttet mig af Arkitektforeningens coachtilbud, for at få sparring på min arbejdsmæssige fremtid, eftersom jeg sidder i en opsagt stilling. Det har været godt at tale med en udenforstående, og benytte tiden sammen til kun at koncentrere sig om den nye svære situation. På den måde har det været godt at få hjælp til at strukturere sine tanker og idéer, og jeg vil helt sikkert anbefale andre at prøve coachforløbet”, siger Anne, arkitekt MAA.
Peter, arkitekt MAA har ligeledes benyttet sig af AAs coachtilbud, og han siger:
”Mine samtaler med coachen har centreret sig omkring problemer i min nuværende arbejdssituation og om hvordan jeg på bedste vis kan tackle dem. Det har givet mig meget, at sætte fuld fokus på min arbejdssituation og sparring på den på en indlevende, dynamisk og handlingsorienteret måde.”
Faglig og personlig afklaring
En samtale med en coach kan dreje sig om alt fra sparring på arkitektlivet, såvel på jobbet som i privaten og personligt. Det kan være et fagligt sparringsrum, hvis du ønsker ændringer i dit arbejdsliv som arkitekt, overvejer jobskifte, er ledig eller noget helt andet.
Foto: Johan Rosenmunthe