Akademisk Arkitektforening

Pavillon MAA 2017 i Kongens Have



Allépavillonen bliver sommerens arkitekturoplevelse i Kongens Have

Konkurrencen om en midlertidig pavillon til Kongens Have i København er afgjort. Stockholmske Krupinski/Krupinska Arkitekter i samarbejde med Per Olsen, arkitekt MAA løb med førstepladsen og en præmie på 100.000 kr. for deres forslag Allépavillonen. Projektet blev udvalgt som vinder blandt i alt 64 konkurrenceforslag. 

Konkurrencen blev udskrevet af Arkitektforeningen og dens lokalafdeling i København i januar 2017 og var åben for alle MAA'ere. 

Arkitektforeningen ønskede med konkurrencen at hylde det innovative i dansk arkitektur og vise, at arkitektur er meget mere end bygninger. Midlertidig arkitektur er en perfekt mulighed til dette formål og danner platform for at udfordre vante rammer.

Pavillonen skal stå i Kongens Have fra 18. august til 30. september 2017.  

Korset i Kavalergangen 
Allépavillonen er skabt specifikt til Platanplænen ved Hercules Pavillonen i den gamle barokhave. Den inviterer både til den hurtige gennemgang, da konstruktionen er en fortsættelse af de eksisterende alléer, Damegangen og Kavalergangen – og inviterer også til ophold, hvor man kan dvæle eller gå på opdagelse. 

Pavillonen, der opføres i nordisk træ, er formet som et kors, der, sammen med den eksisterende beplantning, danner forskellige rum, som besøgende kan bevæge sig i. Der er også en mobil scene, der kan placeres rundt omkring i pavillonen til events, foredrag og koncerter. 

Disse blev også præmieret
2. præmie: Søren Skovgaard Laursen, stud.arch, MAA, DKK 60.000.
3. præmie: Marius Dalsgaard Jeppesen, arkitekt MAA og Bendik Herdlevær Støckert, arkitekt MAA, DKK 40.000.
Yderligere 7 forslag modtog hædrende omtale. 

Udstilling af modeller
Se alle 64 modeller fra konkurrencen udstillet i foyeren i Arkitektforeningen fra 5. maj til d. 29. september 2017. Tid og sted: Åbenrå 34, København K, mandag- torsdag kl. 9-16 og fredag kl. 9-15.

Tak til
Pavillon MAA 2017 er sponsoreret af Dreyers Fond, Moelven Danmark og Realdania og er blevet til med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen og Akademisk Arkitektforening.

Yderligere oplysninger kan få hos Anita Færk, projektleder
anf@arkitektforeningen.dk
T: 2230 0382