Akademisk Arkitektforening

Vis os hvordan vi skal bo tæt



Vis os, hvordan vi skal bo tæt er en idékonkurrence, som Arkitektudvalget i Statens Kunstfond har udskrevet den 16. august 2010. Konkurrencen skal give bud på, hvordan vi kan indrette vore boliger og byer – store som små, fordelt ud over hele landet – på en sådan måde, at vi får lyst til og mulighed for at bo, arbejde og leve tættere.

Med konkurrencen håber Arkitekturudvalget at fremkalde visioner for bæredygtige måder at bo tæt for flere mennesker, som udfordrer vores kultur, mentalitet og levevis. Målet for konkurrencen er, at besvarelserne skal bruges til at igangsætte en bred, arkitektfaglig og samfundspolitisk debat. Visionerne skal udtrykkes i en film af tre minutters varighed.

Levende billeder
"Film kan kommunikere bredt, og derudover har vi valgt filmmediet for at få konkurrencedeltagerne til at tænke mere utraditionelt, end de måske er vant til - både når det gælder løsningen af opgaven og formidlingen af resultatet. Vi håber, filmmediet vil afføde en række nyskabende, lettilgængelige konkurrencebesvarelser om de arkitektoniske kvaliteter, som vore fremtidige byer og boliger skal rumme," siger formand for Arkitekturudvalget, arkitekt MAA og professor Anne Beim.

Den åbne idékonkurrence henvender sig til alle både i Danmark og udlandet - til arkitekter, billedkunstnere, byplanlæggere, landskabsarkitekter, filminstruktører, kommunikationsfolk – og alle andre, der interesserer sig for indretningen af den måde, vi bor og lever.

Konkurrencen løber i perioden den 16. AUGUST  til den 8. OKTOBER 2010.
Resultatet bliver offentliggjort den 3. december 2010.
Den samlede præmiesum er på DKK 900.000, med en førstepræmie på DKK 150.000.

Forslagene bedømmes af en jury der er sammensat af Arkitekturudvalgets medlemmer, arkitekter, filmkyndige, politikere og kommunikationseksperter.

Film om konkurrencens temaer og konkurrencemateriale på botæt.dk
Interessede kan hente alle relevante informationer på konkurrencens website www.botæt.dk eller www.botaet.dk


Kontakt angående konkurrencen
Konkurrencerådgiver, arkitekt MAA Bettina Mylin
Arkitektforeningens Konkurrenceafdeling
Strandgade 27 A
1401 København K
Tlf. 3085 9003, e-mail bm@aa-dk.dk







Kommentarer

Tomas fre, 16/07/2010 - 12:21

jeg har noen spørsmål:

  1. Er idékonkurrencen åben for alle (selv norske arkitektstudenter?)
  2. Er indleverings datoen for konkurrencen 14.12.2010?
  3. Er problemstillingen; Hvordan vi skal bo tæt, generelt, eller hvordan vi skal bo tæt i Danmark ?
På forhånd takk.

sib@aa-dk.dk fre, 06/08/2010 - 13:56

Kære Tomas
Konkurrencen udskrives den 16. august, der vil du på hjemmesiden www.botæt.dk kunne finde relevante oplysninger, samt oplysninger om hvornår der er frist for at stille spørgsmål om konkurrencen.
Venlig hilsen
Arkitektforeningens Konkurrenceafdeling