Akademisk Arkitektforening

Vær med til at præge Arkitektforeningens holdning – Høring over modernisering af Planloven

I sommeren indgik regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti en aftale om ”Et Danmark i bedre balance – Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet”. Nu er aftalen blevet udmøntet i forslag til lov om ændring af Planloven, og du har mulighed for at præge Arkitektforeningens høringsvar ved at komme med dit faglige input til lovændringerne.

Du kan se hele høringen på Høringsportalen

Arkitektforeningen skal have dine bemærkninger senest den 10. oktober 2016. Send dine bemærkninger til Martin Yhlen på myh@arkitektforeningen.dk

Lovudkastet indeholder følgende hovedelementer:

-    Formålsbestemmelse: Ændret formålsbestemmelse med fokus på bedre muligheder for at skabe vækst og udvikling i hele Danmark samtidig med, at der fortsat værnes om landets natur og miljø.

-    Fokusering af de nationale interesser: De nationale interesser fokuseres til fire nationale interesseområder: Vækst og erhvervsudvikling, natur- og miljøbeskyttelse, kulturarvs- og landskabsbevarelse samt hensyn til nationale og regionale anlæg.

-    Oprydning i ikke udnyttede reservationer til ferie- og fritidsanlæg og mu-lighed for etablering af nye forsøgsprojekter: Der gennemføres i 2016/17 en generel oprydning i ikke udnyttede kystnære reservationer til ferie- og fritidsanlæg, der lægger beslag på kyst og natur i den fysiske planlægning. Aftalepartnerne vil efter oprydningen tage stilling til antallet af potentielle nye forsøgsprojekter for kyst og naturturisme (mellem 0 og 15). Igangsættelse af nye potentielle forsøgsprojekter kræver enighed i forligskredsen.

-    Nye muligheder i kystnærhedszonen: Der gives mulighed for, at erhvervs- og vækstministeren kan udpege udviklingsområder til byudvikling og anlæg i områder uden særlige landskabs- natur- eller miljøinteresser samt udlæg og omplacering af kystnære sommerhusområder.

-    Bedre udviklingsmuligheder for detailhandel: Størrelsesgrænserne for ud-valgsvarebutikker fjernes helt, mens størrelsesgrænserne for dagligvarebutikker øges. Mulighed for etablering og udvidelse af aflastningsområder i hele landet.

-    Planlægning for byvækst: Der indføres klare og fleksible regler for kommunernes udlæg til byvækst.

-    Planlægning for produktionserhverv: Der indføres regler om planlægning for produktionserhverv, som sikrer udlæg af erhvervsområder, der forbeholdes produktionsvirksomheder, ligesom erhvervsarealer langs motorveje skal forbeholdes transport- og logistikvirksomheder og andre transporttun-ge virksomheder.

-    Mere fleksibel administration samt differentierede og kortere høringsfrister: Mere fleksibel planadministration med kortere høringsfrister og mulighed for dispensation fra lokalplaner til midlertidige aktiviteter, herunder studieboliger.

-    Digitalisering: PlansystemDK udbygges for at sikre fuldt digitale planer. Den helt konkrete løsningsmodel drøftes mellem Erhvervs- og Vækstministeriet, Skatteministeriet og KL. Det kan medføre behov for ændringer i lovforslaget i forlængelse af høringen.

-    Nye udviklingsmuligheder i landdistrikterne: Borgere og virksomheder får flere umiddelbare rettigheder til at bruge overflødiggjorte bygninger og bygge større boliger i landzonen. Kommunerne kan udpege omdannelses-landsbyer til udvikling.

-    Udvidede muligheder for anvendelse af sommerhuse: Brugsperioden for sommerhuse i sommerhusområder forlænges fra de nuværende 26 uger til 34 uger. Pensionisters ret til at anvende deres sommerhus til helårsbeboelse udvides til at gælde pensionister, der ejer en fritidsbolig i landzone. Kravet til det forudgående ejerskabs varighed nedsættes fra 8 år til 1 år.

-    Øvrige ændringer - modernisering og forenkling: Der sker en teknisk konsekvensrettelse i bestemmelserne vedr. områder for særlige drikkevandsbeskyttelse som følge af, at varetagelsen af grundvandsbeskyttelsen er flyttet fra vandplanerne til lov om vandforsyning mv.